Man kunne få den tanke, at det går forrygende i den danske trykbranche. Det ved vi godt ikke er tilfældet, men ikke desto mindre har flere trykkerier valgt at opruste med nye trykmaskiner det seneste års tid. Senest har TrykTeam Svendborg meddelt, at de investerer i en ny 8-farve Heidelberg samt at de bygger 600 m2 til deres i forvejen pænt store faciliteter.
Det er, hvad det giver kunden af udbytte, snarere end isenkrammet i sig selv, der optager Torben Jeppesen, indehaver af TrykTeam i Svendborg. Ikke fordi han ikke kender faget indgående og med stolthed fortæller, at han kan betjene næsten alle maskiner i trykkeriet, men fordi det til enhver tid skal være kundens udbytte, de har i fokus – ikke maskinernes egenskaber. Torben Jeppesen siger:
– En moderne trykmaskine skal være som en kopimaskine. Du skal lægge papir i og du skal tage papir ud. Alt derimellem skal køre automatisk. Hvis vi skal være konkurrencedygtige, og det skal vi, så må det ikke være afgørende om du betaler 150 eller 300 kroner i timen til dine medarbejdere. Derfor skal der være så få mandetimer involveret i hver produktion som muligt. Det kan vi sikre med den nye maskine. Vi kan levere den kvalitet, i den hastighed og til den pris som kunden vil have.

Øget efterspørgsel på mindre oplag
Torben Jeppesen fortæller, at de har kunder som øger efterspørgslen, og at det i stigende grad er små oplag, de ønsker. Et ønske der kan være svært ved at imødekomme på en konkurrencedygtig måde med det eksisterende udstyr.
– Vi testede den nye maskine ved at trykke fem forskellige 4-farve job á hver 750 i oplag og på tre forskellige papirkvaliteter. Det tog sammenlagt under en time. Realistisk set ville det nok tage 4-5 timer på vores gamle 8-farve Heidelberg. Det er, det spring vi tager for at imødekomme vores kunders behov.
De har dog ikke tænkt sig at skille sig af med den gamle Heidelberg. Den vil fortsat være konkurrencedygtig på de større oplag og mere traditionelle opgaver. Derudover har de en 6-farve Komori som de især bruger til kartonproduktion.
Stærke tobaksforbindelser
De har mange forskellige kunder hos TrykTeam, men særligt etiketterne til pibe- og rulletobak fra tobaksproducenterne MacBaren og Scandinavia Tobacco Group (STG) fylder meget. Ikke blot trykker de mere end 2.000 forskellige etiketter til forskellige markeder over hele kloden, de fremstiller også de tobakspunge, som efterfølgende fyldes med tobak på tobaksfabrikkerne. Om det fortæller Torben Jeppesen:
– Vi fik den lokale tobaksproducent MacBaren som kunde for 12 år siden, lige op til finanskrisen. Dengang handlede det om, at vi kunne reducere leveringstiden for tobakspunge fra tre måneder til tre uger ved en mere effektiv produktion og ved at producere dem lokalt. Et godt eksempel på at have kundens behov i fokus. Sidenhen har vi fået STG med, som ligger I Assens, og er også begyndt at samarbejde med en tysk emballagefabrik i Flensborg. De vil gerne udnytte vores kompetencer på især de små serier.
På spørgsmålet, om ikke tobaksvarer er et usikkert marked på den lange bane siger Torben Jeppesen, at forbruget er relativt stabilt og endda stigende når det gælder rulletobak.

Gem en tiøre for hver krone du tjener
De har altid været forsigtige med pengene hos TrykTeam Svendborg. Det er, ifølge Torben Jeppesen, Simon Spies gamle råd om at gemme en tiøre, for hver gang du tjener en krone, der sidder på rygmarven. Det kom dem til gode under finanskrisen, som er det hidtil eneste år i deres 33-årige historie, hvor de præsterede et underskud, og det kommer dem til gode nu, hvor de skal lave så store investeringer.
– Finanskrisen lærte mig noget om betydningen af likviditet, og vi har ikke haft finansieringsproblemer på grund af vores relativt store egenkapital, siger han.
Men det er kommet gennem hårdt arbejde. Torben Jeppesen lægger ikke skjul på, at i de første mange år arbejdede de altid. 12-13 timer om dagen og weekenderne med. Helt så galt er det ikke mere. Der skal også være tid til andre ting. Men helt at stoppe med at arbejde kan han nu alligevel ikke forstille sig, selvom han nu har rundet de 70.
Installation i julen
De er i fuld gang med at forberede installationen af den nye maskine i en af de eksisterende produktionshaller. Maskinen bliver kørt til Danmark den 23. december. Den 28. december starter installationen og 15. januar forventer de at påbegynde produktionen.
I forlængelse af den produktionshal, hvor den nye maskine installeres, opføres den nye 600 m2 store hal, som kommer til at fungere som papirlager.
De har meget store forventninger til den nye maskine i Svendborg og Print og Medier har aftalt med Torben Jeppesen, at det første Print og Medier magasin i 2021 bliver trykt her. Så kan vi vende tilbage med en situationsbeskrivelse af, hvordan det går.