Dette spørgsmål satte GRAKOM sig for at besvare på to møder i henholdsvis København og Aarhus. Det var cheføkonom Mads Lindegaard fra GRAKOM som stod bag undersøgelsen, der dels var baseret på et spørgeskema til organisationens medlemmer, dels var en analyse baseret på tilgængelige regnskabsdata og officiel statistik fra de seneste fem år.
Præsentationen var inddelt i tre overskrifter, som dels kiggede på udviklingen fra 2017 til 2018, dels kiggede tilbage på udviklingen de seneste fem år og endelig pegede på en række tendenser i branchen. Jeg plukker lidt i indtrykkene fra en meget statistikintensiv eftermiddag.
Faldende overskud, men det er de store der lider
Det samlede overskud før skat, for alle virksomheder i undersøgelsen, er faldet med 64 % eller fra 144 mio. i 2017 til 52 mio. i 2018. Egenkapitalens forrentning er faldet fra 11 til 3,7 %.
Baggrunden for dette blev diskuteret livligt på mødet, hvor en vigende efterspørgsel blev nævnt som en mulig årsag, mens stigende papirpriser blev nævnt som en anden. Der blev også advokeret for, at trykkerierne ikke er dygtige nok til at differentiere sig og derfor ikke kan holde sig ude af en priskonkurrence på et nedadgående marked.
Meget tyder dog på, at trykkerierne er gode til at søge nye forretningsområder. Således beskæftiger langt de fleste trykkerier sig med andet end det som i rapporten hedder ”traditionelle tryksager”. De har næsten alle mindst et yderligere forretningsområde inden for emballage og labels, storformat og skilte, tekstiltryk, reklamegaver eller bureauydelser.
Undersøgelsen er baseret på mange små og mellemstore trykkerier og relativt få store som på grund af deres omsætning fylder meget i det samlede billede. I den forbindelse er det værd at nævne den voldsomme tilbagegang i afkastningsgraden stort set kun repræsenteres af trykkerier med mere end 50 mio. i balance. Trykkerier mellem 2,5 og 50 mio. i balance har oplevet en svagt stigende afkastningsgrad i perioden.
Forsigtig optimisme
Forventningerne til 2019 er lidt mere positive end de er negative. 36 % forventer højere omsætning mens 27 % forventer lavere. 86 % forventer et uændret eller forbedret forretningsomfang.
Det er de traditionelle tryksager som forventningerne er lavest til. De fleste tror på, at storformat og skilte samt emballage, etiketter og tekstiltryk vil være i vækst, hvilket forklarer den stor interesse for at udvide forretningsområdet.
Ligner det noget du kender?
Niels Bjerring, som er udbuds- og kontraktansvarlig hos Rosendahls, deltog blandt andre i seminaret.
Han siger:
– Det har været særdeles interessant at få præsenteret. Der er mange nuancer i dataene, så man skal lige have tid til at kapere det hele. Men umiddelbart svarer det meget godt til min egen mavefornemmelse. Vi kan i hvert fald se, at der er en konstant kamp og at priserne er udpinte. Jeg kunne godt tænke mig en opfølgende analyse, der fortalte noget om, hvor kunderne vil bruge deres penge fremover og hvilke forventninger de har til branchen.
Brancheanalysen ”Den økonomiske udvikling i trykkeribranchen” udgives af GRAKOM og er tilgængelig for medlemmer.