
Skrevet af Carsten Bøg, seniorkonsulent hos ESGpilot.
Den nye version af miljøledelsesstandarden ISO 14001 er udkommet og erstatter 2015-udgaven.
Virksomheder, der er certificeret efter ISO 14001:2015, skal senest den 30. april 2029 have konverteret deres certificering til ISO 14001:2026. Selv om der er en overgangsperiode på næsten tre år, kan det være en god idé allerede nu at stille sig spørgsmålet: Hvad skal der laves om? Svaret vil i mange tilfælde være: ”Mindre, end man umiddelbart skulle tro”.
Hvad betyder ”Mindre, end man skulle tro”?
Flere krav bliver præciseret eller udvidet, og enkelte nye krav er kommet til. Der er ikke tale om grundlæggende ændringer i den nye version.
Jeg har arbejdet med miljø- og kvalitetsledelse i den grafiske branche i mere end 30 år og fulgt flere revisioner af ISO 14001. En af de vigtigste erfaringer, jeg har gjort mig, er, at revisionerne ofte har ført til et mere omfattende system, men sjældent til et bedre system. Når man som virksomhed skal vurdere ”Hvad skal der laves om?”, er det relevant først og fremmest at have fokus på, om systemet allerede lever op til de nye krav. Det vil ofte være tilfældet langt hen ad vejen. Og derefter justere det eksisterende ledelsessystem. Altså ikke en en-til-en-implementering af de nye krav, men alene justeringer, hvor det er relevant.
Her får du et overblik over, hvad der er nyt, så I kan forberede jer.
Risikovurdering og muligheder
Kravene til risici og muligheder bliver tydeligere struktureret i ISO 14001. Der er ikke tale om et nyt princip, men standarden gør sammenhængen mellem virksomhedens miljøaspekter, risici og muligheder samt de handlinger, der skal iværksættes, tydeligere. Samtidig bliver det præciseret, at virksomheden skal forholde sig til flere miljøforhold end tidligere, herunder klimaændringer, forurening, biodiversitet og tilgængeligheden af naturressourcer.
Det giver anledning til at undersøge, om virksomhedens nuværende risikovurdering faktisk omfatter de væsentligste forhold. Det er ikke nok at have en god metode til at vurdere sandsynlighed og konsekvens, hvis man ikke vurderer de relevante forhold.
Her er virksomheder i den grafiske branche godt stillet, da både Grafisk ESG-kodeks, klimaberegningssystemet ClimateCalc og Intergrafs metode til vurdering af miljøordninger for trykte produkter på hver deres måde beskriver branchens væsentlige miljø- og klimaforhold.
En anden mulighed er at foretage en såkaldt dobbelt væsentlighedsanalyse (DMA). Det er ikke et krav i ISO 14001, men kan være en god metode til at afdække, hvad der er væsentligt for virksomheden, og danne grundlag for prioritering af mål og handlingsplaner*.
Livscyklusperspektivet får større vægt
Livscyklusperspektivet er ikke nyt i ISO 14001, men det får større vægt i vurderingen af miljøaspekter. Der er fortsat tale om et livscyklusperspektiv og ikke et generelt krav om egentlige livscyklusanalyser (LCA’er).
Virksomheden bør gennemgå sin eksisterende miljøkortlægning og kontrollere, om de væsentlige miljøforhold før, under og efter virksomhedens egen produktion er tilstrækkeligt beskrevet i risikovurderingen. Mere konkret kan der for en grafisk virksomhed være grund til at se nærmere på, om miljøforhold i forbindelse med fx betydningen af valg og brug af papir, karton, plast, trykfarver, lak og lim samt håndteringen af produkterne efter brug allerede er tilstrækkeligt vurderet.
De miljøforhold, der er relevante for en grafisk virksomhed i et livscyklusperspektiv, er i øvrigt typisk de samme som dem, der er beskrevet i Grafisk ESG-kodeks.
Ændringer skal styres mere systematisk
Håndtering af ændringer har også været en del af ISO 14001:2015, men i den nye standard samles og tydeliggøres kravene i et selvstændigt afsnit om planlægning og styring af ændringer.
For en grafisk virksomhed kan det fx være planlægning og styring af investering i nyt udstyr, ændring af materialer eller indførelse af nye produkter og processer. Mange virksomheder vil allerede håndtere dette i deres eksisterende system. Opgaven bliver derfor at undersøge, om ændringer i dag håndteres tilstrækkeligt systematisk og er koblet tydeligt til miljøledelsessystemet.
Fokus på leverandører
Kravene til styring af eksternt leverede processer, produkter og ydelser bliver tydeliggjort. For mange grafiske virksomheder vil det ikke være noget nyt. Det har i årtier været kendt, at leverandører, råvarer og materialer har stor betydning for det grafiske produkts samlede miljøprofil, og derfor er styring af disse forhold typisk allerede en central del af de fleste virksomheders miljøledelsessystemer.
Netop denne ændring i standarden er et godt eksempel på, at der ikke nødvendigvis skal ske store ændringer i et miljøledelsessystem, men at disse i stedet bør give anledning til at undersøge, om den eksisterende styring af materialer og eksterne ydelser er tilstrækkelig. Virksomheden kan derfor med fordel gennemgå sin eksisterende leverandørstyring og sikre, at materialer og ydelser med væsentlig miljømæssig betydning faktisk er identificeret og håndteret.
Brug lejligheden til at rydde op
Når en ISO-standard revideres, er en typisk første reaktion måske: Hvilke nye procedurer skal vi have?
Jeg vil foreslå, at man begynder et andet sted: Hvad gør vi allerede? Hvor har vi eventuelle huller, og hvad kan gøres bedre?
En grafisk virksomhed med en god risikostyring, et systematisk arbejde med væsentlige miljøforhold og en aktiv ledelse vil formentlig kunne genkende meget i de nye krav i ISO 14001. Den nye standard understreger, endnu engang havde jeg nær sagt, samtidig topledelsens ansvar for miljøledelsessystemets resultater og for løbende forbedringer af miljøpræstationen.
Der vil være forhold, som skal justeres eller tydeliggøres, men revisionen behøver ikke at betyde flere skemaer og procedurer. Og så kan den samtidig give anledning til at rydde op og revidere eksisterende beskrivelser og dokumentation.
*) ESGpilot har udviklet deres eget DMA-værktøj målrettet grafiske virksomheder. Værktøjet bygger på Grafisk ESG-kodeks og kan bruges til at skabe et samlet overblik over relevante påvirkninger, risici og muligheder og indgår i den rådgivning ESGpilot tilbyder.







