Nordfyn Grafisk flytter ind på Langesø Gods

Foto: Søren Winsløw
PUBLICERET: 25 October 2026
OPDATERET: 25 October
Alleen op mod Langesø Gods.

Det er ikke hver dag, at et besøg hos en grafisk virksomhed indebærer, at man kører op ad en lang allé og ind på gårdspladsen foran en trefløjet, klassicistisk bygning opført i 1775.

Men sådan er det at besøge Nordfyn Grafisk & Web, der i sommeren 2026 flyttede ind i en af Langesø Gods’ fløjbygninger.

Nordfyn Grafisk & Web hed tidligere Nordfyns Serigrafi og blev grundlagt af serigraf Hans Erik Jeppesen i 1986. Det er altså 40 år siden i år, men det vender vi tilbage til.
Virksomheden var kendt for sit høje faglige niveau og sin store kreativitet inden for serigrafi, fortæller datteren Louise Christensen, som i dag driver virksomheden sammen med sin mor, Sanni Jeppesen.

– Vi trykte på næsten alt, og det var altid spændende at følge med i, hvad der foregik. Jeg husker, at vi ved EM i 1992 skulle producere et stort antal landsholdstrøjer, da Danmark kom i finalen mod Tyskland. For at de kunne nå at tørre inden finalen, slæbte vi tørreburene ud i solen, så trøjerne kunne tørre hurtigere, fortæller Louise, som var barn på det tidspunkt, men tidligt blev grebet af den store kreativitet i både design og produktion.

Udviklingen betød dog, at de måtte stoppe den serigrafiske produktion i 2021 og gå over til digital produktion. I den forbindelse flyttede de også virksomheden fra de 2.000 m² store produktionshaller i Ørritslev til Hessum. Det var især de store oplag inden for serigrafisk tryk (silketryk), der forsvandt, men bortset fra de opgaver har de stort set fastholdt den samme kundebase, som i vid udstrækning består af lokale virksomheder og offentlige institutioner.

Sanni Jeppesen har været med i virksomheden siden 2005, først som bogholder, men siden har siden vist sig at være en særdeles kompetent skilteproducent. I dag står hun for begge dele – bogholderi samt skilte- og folieproduktion.

– Det er meget kendetegnende, at vi producerer mange forskellige ting for vores kunder. De værdsætter, at de i princippet kan få alt fra én leverandør. Så selvom vi oprindeligt er et serigrafisk trykkeri, laver vi stort set alt til vores kunder. Fra hjemmesider og design over traditionelle tryksager til bildekorationer, skilte og plotterskårede tekster i folie, fortæller Sanni.

Det er Louise, der står for alt design og kreativt computerarbejde, mens mor Sanni er den erfarne folieoperatør. Det er sådan, det fungerer bedst for dem begge, men planen er, at Louise gradvist skal overtage ansvaret for print- og folieproduktionen, så Sanni kan trappe ud af arbejdet inden for et par år.

Louise står primært for udvikling og design af hjemmesider og grafiske produkter, men vil gradvist tage mere over i den fysiske produktion af skilte- og folier.
Hvorfor Langesø Gods?

Langesø Gods, som ligger lidt vest for Odense, råder over en række bygninger på sine arealer og udlejer flere af dem til private. Det var gennem en sådan bolig, Louise tidligere flyttede ind i, at hun blev opmærksom på, at der også var attraktive erhvervslejemål på godset.

– Det passer godt til den størrelse, vi har nu. Jeg kan gå herover fra mit hjem, og så er det bare ualmindeligt charmerende, siger Louise.

Nu sidder hun dagligt og kigger ud gennem de sprossede vinduer på den smukke sø Langesø, som har givet navn til godset, hvor træerne står i de dejligste efterårsfarver. De har endnu ikke afholdt en reception i forbindelse med flytningen, men planen er, at de, inden året er omme, vil fejre både de nye lokaler og 40-års jubilæet ved at invitere kunder og samarbejdspartnere til en kombineret housewarming og jubilæumsreception.

Uanset årsagen er Nordfyn Grafisk & Web og Langesø et besøg værd.

Se mere om Nordfyn Grafisk & Web her.

Louise Christensen og Sanni Jeppesen foran den imponerende egetræsdør til nordfløjen på Langesø Gods.

De seneste nyheder

Læs videre