En god messe – men med udfordringer

Foto: Emil Hammerström
PUBLICERET: 7 October 2026
OPDATERET: 7 October

Sign Print & Pack-messen i Odense var langt hen ad vejen en vellykket messe med stor værdi for flere af udstillerne samt en række spændende arrangementer og seminarer.

På seminarscenen var der stor interesse for foredragene om kunstig intelligens, hvor især Simon Coopers indlæg og paneldebatten mellem nogle af branchens dominerende aktører blev fulgt af mange. Flere har efterfølgende spurgt mig, om disse indlæg kunne genses på video, men det havde vi ikke forudset, så desværre er det ikke muligt. Også foredrag om transportemballage som medie, ESG og farvestyring trak mange tilhørere.

Skilt & Print Branchen havde succes med deres aktivitetsbaserede stand, hvor blandt andet årets hyggeligste wrapping-konkurrence blev afholdt med hold sammensat af lærlinge og svende. Det høje aktivitetsniveau kendetegnede også Hexis’ stand, hvor der blev afholdt et kvalifikationsheat til det internationale mesterskab i PPF efterfulgt af en workshop.

Nederst i artiklen finder du et billedgalleri fra messen.

Udfordringer

Selv om der var meget positivt at tage med fra messen, viste det sig også, at den er udfordret. På trods af, at der var omtrent det samme antal udstillere som sidst, var udstillingsarealet omkring 20 procent mindre.

Det skyldtes en kombination af, at flere udstillere valgte mindre stande og udstillede færre eller slet ingen maskiner, samt at andre udstillere, som tidligere plejede at deltage, helt valgte messen fra. Deres argument var primært, at ressourcerne var begrænsede, og at de havde prioriteret anderledes. Andre igen mente, at de allerede kender alle kunderne og derfor ikke har behov for at mødes med dem på messen.

Messen er også til en vis grad et spejlbillede af en branche, hvor produktionerne samles i færre og større enheder, og hvor markedet derfor bliver mindre for udstillerne, mens muligheden for at finde nye kunder reduceres.

Denne udvikling smitter også af på antallet af besøgende, som med 1.105 unikke besøgende er gået 17,5 procent tilbage i forhold til 2024. Ikke desto mindre var der 502 unikke virksomheder repræsenteret – 502 potentielle kunder.

Er messen vigtig for branchen?

Det er selvfølgelig relevant at spørge, om man overhovedet skal have en messe for den grafiske branche i Danmark. Spørger man udstillerne, er svaret, at 83 procent finder den relevant eller meget relevant. 17 procent finder den mindre relevant, mens ingen finder den helt uden relevans.

Relevansen burde selvfølgelig være højere, men det er også et udtryk for, at messen favner meget bredt og derfor har udstillere med, der retter sig mod segmenter, som ikke var tilstrækkeligt repræsenteret på messen. Det må vi kunne gøre bedre.

Blandt de besøgende, som i langt overvejende grad er beslutningstagere (59 procent), mener 57 procent, at messen er vigtig eller meget vigtig for deres organisation. Samtidig fortæller 25 procent, at de har bedt om tilbud i forbindelse med messen.

Deres interesser kredser primært om skilte og storformat samt materialer, efterbehandling og kreativ produktion. Det er ikke svært at se, at ikke alle nødvendigvis har fået opfyldt deres behov i tilstrækkelig grad. Her skal både udstillere og messearrangører blive bedre til at sikre, at de besøgende kan finde det, de kommer efter.

Med hensyn til argumentet om, at udstillerne allerede kender kunderne i forvejen, må man have lov til at stille sig tvivlende. Brugerundersøgelsen viste således, at en tredjedel af gæsterne ikke tidligere havde besøgt messen. De kommer naturligvis i vid udstrækning fra kendte virksomheder, men også fra nye virksomheder og virksomheder, der afsøger nye forretningsområder. Derfor vil der utvivlsomt være nye kunder at mødes med. Som nævnt var der 502 forskellige virksomheder repræsenteret.

Nye tider – nyt messested

Messen skal gentænkes, tendensen skal vendes, og det arbejde er allerede gået i gang. AGI Media, som afholder messen, arrangerer messer i hele Skandinavien og arbejder løbende med at justere indhold og relevans, så det bedre afspejler branchens behov. Der gennemføres en undersøgelse efter hver messe, hvor vi forsøger at afdække, hvad der fungerer godt, og hvad vi ikke behøver at gentage. Denne gang bliver vi dog nok nødt til at udvide dialogen yderligere. Det er vi allerede i fuld gang med at forberede.

En af de ting, som vi allerede nu ved bliver ændret, er lokationen. I 2028 flytter messen til Messe C i Fredericia. Her får messen en mere central placering i en nyrenoveret hal. Nok så vigtigt for udstillerne er, at det bliver billigere at udstille.

Forhåbentlig kan vi i tæt samarbejde med udstillerne skabe en messe, der giver gæsterne den oplevelse, de kommer efter, og samtidig skabe det forum, som udstillerne efterspørger.

Billeder fra det kommende messested i Fredericia:

 

 

Billedgalleri fra Sign Print & Pack 2026:

 

De seneste nyheder

Læs videre