
Den markante vækst inden for storformat har fået Dystan & Rosenberg til at investere massivt i både produktionsudstyr, bemanding og kompetencer.
Efterspørgslen på skilte, folier, messeudstyr, wayfinding-løsninger og butiksindretning er steget markant, og nu udvider virksomheden kapaciteten for at kunne følge med både den nuværende og den forventede fremtidige vækst.
Ifølge direktør Palle Studsgaard Odgaard er det både nye og eksisterende kunder, der driver udviklingen.
– Vi oplever en fortsat stigende efterspørgsel på storformatprodukter. Kunderne efterspørger alt fra folier og skilte til event- og messeløsninger samt butiksindretning, og samtidig betyder det meget, at de ved, vi har kompetencerne og mulighederne in-house, siger han.

Kapacitetsudvidelse
Som led i væksten udvider Dystan & Rosenberg nu storformatafdelingen markant. Produktionsarealet bliver fordoblet for at skabe plads til endnu en Canon Colorado M-serie printer samt et nyt flatbed-skærebord fra Summa.
Valget er faldet på en Summa F1625 Vantage, som både er større og hurtigere end virksomhedens eksisterende skærebord. Samtidig er den nuværende løsning blevet opgraderet med forbedret fræsekapacitet, hvilket samlet set giver et markant løft af produktionen.
En vigtig del af strategien har været at holde sig til de samme maskinleverandører.
– Ved at vælge de samme fabrikater bliver det lettere for medarbejderne at betjene flere maskiner og arbejde fleksibelt på tværs af produktionen, forklarer Palle Studsgaard Odgaard.
Investeringerne kommer til at få en mærkbar effekt på kapaciteten.
– Vi fordobler Colorado-kapaciteten og øger kapaciteten på skærebordene med noget i retning af en faktor 2,5. Så det kommer virkelig til at rykke, siger han.

Vincent Graphic bliver en del af Dystan & Rosenberg
Udvidelsen sker samtidig med, at Dystan & Rosenberg overtager aktiviteterne i skiltevirksomheden Vincent Graphic, som virksomheden gennem en årrække har samarbejdet tæt med.
Overtagelsen tilfører ikke alene nye aktiviteter, men også værdifuld erfaring. Tidligere ejer Dan Vincent bliver en del af Dystan & Rosenberg og tiltræder som teamleder for virksomhedens skilteteknikere.
– Det bliver rigtig godt med et ekstra sæt erfarne hænder i den hastigt voksende afdeling, siger Palle Studsgaard Odgaard.
Storformatafdelingen styrkes yderligere af, at en nuværende elev snart bliver udlært og fortsætter i virksomheden. Samtidig starter endnu en elev den 1. januar 2027. Dermed kommer storformatafdelingen til at tælle seks medarbejdere ud af virksomhedens i alt 40 ansatte.
Egne montører giver fleksibilitet
Ifølge Palle Studsgaard Odgaard er en væsentlig del af succesen på skilteområdet virksomhedens beslutning om at ansætte egne montører.
Med to dedikerede montører kan Dystan & Rosenberg følge projekterne hele vejen fra produktion til færdig montering hos kunden. Det giver en fleksibilitet, som mange konkurrenter ikke nødvendigvis har. Derudover lærere montørerne vores kunder og deres behov at kende.
– Vi er ikke afhængige af at finde eksterne montører til opgaverne. Det betyder, at vi kan reagere hurtigt og sikre en høj leveringssikkerhed, når kunderne har brug for det, forklarer han.
Nye projektledere skal understøtte væksten
Det er ikke kun storformatafdelingen, der er blevet styrket.
Den 1. september tiltrådte Tom Bjørn Petersen, tidligere ejer af Nofoprint, som ny grafisk rådgiver hos Dystan & Rosenberg. Samtidig arbejder virksomheden på at ansætte endnu en medarbejder med tilsvarende profil.
Målet er at aflaste de eksisterende sælgere og projektledere, så der er tid til både hurtige respons og kompetent rådgivning.
– Vi oplever en høj aktivitet, og derfor er det vigtigt, at vi får tilført flere ressourcer til projektledelse og kunderådgivning, siger Palle Studsgaard-Odgaard.
Nyt ERP-system på vej
Blandt de øvrige udviklingsprojekter fylder implementeringen af et nyt ERP-system meget. Planen er, at det østrigske system Rogler skal gå i drift den 1. januar 2027.
Valget er faldet på Rogler, fordi systemet ifølge Palle Studsgaard Odgaard kombinerer stærk funktionalitet med en relativt enkel brugeroplevelse.
Forud for implementeringen arbejdes der intensivt med opbygning af templates og arbejdsgange, som skal sikre en smidig overgang til det nye system.
– Det store arbejde ligger i forberedelserne og i at få de rigtige templates på plads. Når det er gjort, oplever vi Rogler som et af de mest tilgængelige og overskuelige systemer på markedet, siger han.
Med investeringer i både udstyr, medarbejdere og systemer sender Dystan & Rosenberg dermed et klart signal om ambitionerne for vækst i hele huset. Målet er at stå endnu stærkere i et marked, hvor kunderne i stigende grad efterspørger komplette løsninger og hurtige leveringstider.







