Dansign udvikler, udvider og danner konsortium

PUBLICERET: 8 September 2021
OPDATERET: 8 September

Skiltevirksomheden Dansign blev i 2017 overtaget af nye ejere som led i et generationsskifte. I 2021 har Dansign overtaget Jensen Skilte, udviklet endnu en skilteserie med Dansigns patenterede magnetlås samt indgår i et nyt konsortie for at styrke konkurrencekraften både nationalt og internationalt.

Dansign har været drevet som familievirksomhed siden 1982. De opfandt og patenterede i 80erne en magnetlås, som var integreret i Dansigns første skiltesystem – LockSign, som kræver en magnetnøgle til at skifte frontpanelet. Det fungerer helt enkelt ved, at magnetnøglen sættes på skiltet og derved afsikrer låsen. Herefter kan frontpanelet afmonteres. Den sikkerhed har især været efterspurgt af større virksomheder og institutioner samt steder, hvor der færdes mange mennesker, blandt andet i Københavns Lufthavn.

I årene efter udviklingen af LockSign udviklede de en række designmæssige varianter af LockSign-produktlinjen. Men selvom de udviklede et betydeligt marked med skiltesystemerne, var hovedparten af virksomhedens aktivitet traditionel skiltning.

Et generationsskifte og helt nye øjne på virksomheden

I 2017 ønskede familien bag Dansign at bruge deres ressourcer på andre ting. Så de valgte at sælge virksomheden til de to investorer Mikael Vennegaard Mielke og Lars Bro Milner. Med hver deres baggrund – henholdsvis kommerciel og industriel – var de på udkig efter en virksomhed med egen produktion, mangeårige relationer og en solid know-how. Det fandt de hos Dansign. Selv vidste de intet om skiltebranchen. Men de så det som en styrke med forskellige kompetencer i ejerkredsen, som også omfatter dygtige og loyale medarbejdere.

– De medejende medarbejdere, er levende eksempler på virksomhedens udvikling. De har beskæftiget sig med traditionel skiltning i tilsammen mere end 50 år. Men de har gradvist opbygget en ekspertise indenfor bl.a. projektledelse og ikke mindst wayfinding, som i dag er blandt vores kernekompetencer. I dag indgår vi ofte tidligt i byggeprocessen som rådgivere og projektledere, hvilket er vigtigt for et optimalt slutresultat, fortæller direktør Mikael Vennegaard Mielke.

Produktionschef Alex Deneke (tv) sammen med Mikael Vennegaard Mielke i produktionshallen i Glostrup. I baggrunden ses skiltetekniker Michella Mathiesen. Snart flytter de til Valhøjs Alle i Rødovre.

Komplekse opgaver kræver projektstyring

Mikael Vennegaard Mielke forklarer også, om betydningen af at have en virksomhed som Dansign med fra starten i en byggeproces. Han siger:

– Vi kan løse alle skilte- og wayfindingsopgaver for en bygherre som totalleverandør. Totalleverancen er kompleks fordi den både involverer branding, information og wayfinding. Derudover er en del af skiltningen i en byggeproces af midlertidig karakter og skal transformeres til den endelige løsning i takt med, at bygningen tages i brug.
Mange projekter kræver ofte mange forskellige former for skiltning. Vi kan løse alle opgaver som rådgiver, projektleder og leverandør af selve løsningen, så der er en rød tråd i valg af løsning, implementering og drift. Derfor har vi en række kompetencer in-house fra projektledere, indretningsarkitekter, grafikere og wayfinding-rådgivere til produktion og montage. Vi favner over hele værdikæden og tager konstant udgangspunkt i best practice i vores rådgivning.

Købet af Jensen Skilte

Købet af Jensen Skilte blev effektueret i starten af året. Formålet var at få lidt flere produktionsressourcer ind i teamet og i særlig grad at kunne løfte opgaver med dekoration og indpakning af biler og varevogne. Et område som fyldte meget lidt i Dansign. Men som efter integrationen af Jensen Skilte nu er blevet en del af hverdagen i lighed med skiltning og montage af folieløsninger i bygninger. Med kompetencen til at indpakke og dekorere biler og varevogne er totalleverandørkonceptet blevet udvidet.

Det nye WoodSign skilt taler direkte ind i tidens ånd (billede udlånt af Dansign).

Nyt skiltesystem i tidens ånd

Hen over sommeren lancerede Dansign så deres nyeste skiltesystem, som bygger videre på idéerne bag de øvrige skiltesystemer, bl.a. LockSign-systemet. Denne gang har de, i samarbejde med arkitekt og designer Lars Vejen, udviklet et skiltesystem, der hedder WoodSign, bestående af paneler i træ. Det kommer i fire forskellige varianter som standard (ask, eg, røget eg og valnød), men kan i princippet laves i et hvilket som helst materiale. Mikael Vennegaard Mielke forklarer:

– Generelt taler vores holdbare og fleksible skiltesystemer ind i en tid, hvor lang holdbarhed og mere genbrug er nøgleord. Mange af vores kunder har haft deres skilte fra Dansign i årtier – både pga. vores design men også pga. af materialer af høj kvalitet, hvorfor skiltene oftest kan genbruges, hvis der skal ændres tekst, farve m.v. Det gør det derfor lønsomt at vælge en Dansign-løsning. Med træet som en del af designet håber vi at understøtte budskabet og så ser vi generelt et ønske om at supplere de sidste mange års byggerier i beton, stål og glas med mere organiske og bæredygtige materialer.

Et konsortie skal løfte Dansign ind i større opgaver

Det seneste tiltag Dansign har gjort er at træde ind i et konsortie for at blive endnu stærkere på totalløsninger for nybyggeri eller re-design af eksisterende byggeri. Det sker sammen med de to andre danske virksomheder Triagonal og Novicom. Triagonal er et rådgivningsfirma inden for way-finding og har løst store opgaver internationalt. Novicom udvikler software til digital skiltning – også internationalt – og var oprindeligt en del af Dansign. De er siden blevet udskilt og er nu en selvstændig virksomhed. Sammen optræder de under konceptnavnet NaviGaid og målsætningen er, at de sammen kan integrere rådgivning, skiltning og digitale løsninger som én samlet ydelse i forbindelse med store og komplekse byggerier såvel nationalt som internationalt med et tungt kompetenceniveau.

Mikael Vennegaard Mielke fortæller afslutningsvis, at de mere ufrivilligt er blevet pålagt endnu et projekt. De er blevet opsagt fra deres nuværende lejemål, som skal omdannes til boliger. De skal derfor i løbet af oktober flytte til nye lokaler på Valhøjs Alle i Rødovre. Det er dog ikke kun af det onde, da de blandt andet får betydeligt bedre faciliteter til deres forholdsvis nye bildekorationsaktiviteter.

Dansign deltager ofte i byggeprojekter helt fra planlægningsfasen for at sikre optimal skiltning før, under og efter projektets færdiggørelse (billede udlånt af Dansign).

De seneste nyheder

Læs videre