Antallet af robotter i fremstillingsvirksomheder forventes at blive fordoblet i løbet af de kommende 5 år, og produktionen vil flytte fra lavindkomst-lande og tilbage til de forbrugende højindkomst-lande. Dette får en voldsom indflydelse på beskæftigelses udviklingen i både højindkomst- og lavindkomst-lande.
Robot paradokset
Ingen rationel arbejdsgiver vil erstatte en medarbejder med en robot, hvis ikke robotten er billigere i drift, så al robottisering er i bund og grund baseret på, at robotter kan udføre arbejdsopgaverne billigere og, meget ofte, med en mere ensartet og dermed bedre kvalitet end en given medarbejder. Robotter arbejder tilmed problemløst 24/7 i 3, 4 og 5 skift med deraf følgende faldende stykomkostninger, stigende indtjening og konkurrenceevne, og dermed forøget salgsvolumen. Så der er sådan set ingen tvivl om, at robotter decimerer antallet af medarbejdere i forhold til en given produktion, og det er fuldkommen den samme udvikling vi har set i forbindelse med industrialiseringen af tekstilindustrien og landbruget.
Men den samlede beskæftigelse og velstand i lande som automatiserer og robottiserer stiger, og det skyldes, at produktion skaber vækst, som skaber velstand, som igen skaber nye behov og nye arbejdspladser. Det ser derimod sort ud for de lande, som ikke robottiserer, fordi enten flytter arbejdspladserne bort eller også reduceres aflønningen af arbejdsstyrken for at beholde arbejdspladserne, og i begge tilfælde falder velstand og efterspørgsel – og behovet for nye arbejdspladser. Så robot paradokset er, at samtidig med, at robotter eliminerer en masse arbejdspladser i produktion, så skabes der samtidig langt flere arbejdspladser i alle følge-industrier – og en generel velstandsstigning.
Robottiseret fremstilling kræver veluddannet arbejdskraft – og en serviceindustri
Der er en fuldkommen klar sammenhæng mellem et samfunds generelle lønniveau, velstand og forbrugsevne, så hovedparten af verdens produktion forbruges i højindkomstlandene. Med en effektiv robottisering får lønandelen en minimal indflydelse på stykomkostningerne, så produktionen flyttes derfor tilbage til højindkomstlandene for at komme tættere på markedet med deraf følgende hurtigere levering, lavere transportomkostninger og en mere miljøvenlig produktion.
Disse nye produktions arbejdspladser er høj-viden/høj-løn arbejdspladser, som forudsætter, at medarbejderne har et uddannelsesniveau, som matcher automatiseringens nye, højere krav, og det sætter faktisk lande med gode og fleksible uddannelsesinstitutioner, som dækker den brede befolkning (f.eks. Danmark, Sverige, Tyskland etc.) i en særlig god konkurrencemæssig situation. Lande, som er dårligere til at uddanne produktionsmedarbejdere (f.eks. USA) stilles overfor den udfordring, at de faktisk ikke kan skaffe den nødvendige, kvalitative arbejdskraft, så nye robottiserede produktionsvirksomheder simpelthen ikke kan skabes selv om både kapital og efterspørgsel er til rådighed. Dette er også lidt af et paradoks.
Robottiseret fremstilling generer op til 6 arbejdspladser i andre sektorer
Fremstillingsvirksomheder skaber “ringe i vandet” og genererer beskæftigelse i andre sektorer. Statistikken viser, at hver eneste krone/$ investeret i reel fremstilling skaber dobbelt så meget aktivitet som hvis det samme beløb investeres i detailhandel.
Hvis man ser på den samlede multiplikatoreffekt konkluderer Bank of America, at for hver ny arbejdsplads, som robotterne skaber i fremstillingsvirksomheder, genereres der op til 6 nye arbejdspladser i andre sektorer af samfundet, og det er derfor, at robotter faktisk skaber arbejdspladser. Og der er faktisk ikke noget revolutionerende i dette, for det var fuldkommen det samme som skete i forbindelse med de andre industrielle revolutioner.
Robotterne skaber high-tech, merværdi arbejdspladser i højtløns-lande
Erfaringer fra ledende industrivirksomheder som f.eks. Scania lastbiler viser, at når lønandelen falder til under 10%-15% af omsætningen elimineres ethvert incitament til at outsource produktionen. Det betyder, at det især vil være high-tech virksomheder med dyre og avancerede produkter som har størst fordel af at placere sig i høj-viden/høj-løn områderene, og det er derfor at samspillet mellem gode uddannelsesinstitutioner, gode service virksomheder og high-tech virksomheder skaber nogle virkelig eftertragtede produktions- og leve-forhold til gavn for alle borgere i visse områder.
Lavtløns-landene sidder tilbage med problemerne.
Dete sørgelige er, at lavtløns-landene, som tidligere profiterede af de billige lønomkostninger og dermed skabelsen af en vis form for velstand, kun vil være i stand til at konkurrere på produkter, som kræver en relativ høj menneskelig arbejdsindsats, og mængden af disse produkter vil falde i takt med, at robotterne bliver i stand til at udføre mere og mere komplekse arbejdsopgaver. Det er en rigtig ond cirkel for lavindkomst områderne.
Robotterne skaber således ikke beskæftigelsesproblemer i højtløns-landene, men derimod i udviklingslandene med en stor u-uddannet arbejdsstyrke. For verden vil det sikkert være fornuftigt at se på, hvordan udvikling og uddannelse i disse lande forbedres hurtigt og effektivt.
