Henrik Valentin er ny Key Account Manager hos Hexis Danmark. Men han er ikke ny i branchen. Tvært imod, så kommer han med mange års erfaringer fra et job som sælger og wrapping-ekspert hos Antalis.
– Jeg føler selv, at jeg har fuldt kendskab til branchen, og jeg var glad for mit job hos Antalis, men jeg ville gerne udvikle mig selv inden for ledelse og produktansvar. Og jeg ville gerne dele ud af den erfaring, jeg har fået efter mange år i skiltebranchen. Nu får jeg mulighed for at være med til at fortsætte den udvikling, som blandt andet Jette Pryds og Christian Heibroch har sat så flot i gang på det danske marked. De er kommet langt, men der er muligheder for meget mere i løbet af de kommende år, fortæller Henrik Valentin.
Der er lige nu fem medarbejdere i Hexis i Danmark, men det er nok ikke maksimum. I takt med at virksomheden vil fortsætte sin udvikling, vil der ad åre nok også blive flere ansatte.
– For virksomheder, der sælger medier, er kurser en meget vigtig del af tilbuddene til kunderne. Både for at kunderne kan lære produkterne at kende og for os som virksomhed, der får mulighed for at lære kunderne og deres udfordringer bedre at kende, forklarer Henrik Valentin, og han fortsætter:– Det at Hexis har deres egne produkter, synes jeg er spændende. Det er det, der gør Hexis til noget særligt. Vi kan stå 100 procent inde for det, vi sælger, slutter Henrik Valentin vores lille samtale.