Visuel Print A/S har fået ny majoritetsejer pr. 2.1.2018, og ægteparret Birthe Bonde og Troels Nørhede, som har drevet virksomheden siden stiftelsen i 1999, overlader direktørposten til Lars Alkemade. Samtidig vil bestyrelsen blive styrket for at sikre virksomhedens fortsatte stærke position som en af Danmarks store producenter af reklameflag og bannere.
Lars Alkemade, 50 år, tiltræder 2. januar som adm. direktør i Visuel Print. Lars Alkemade har siden 1997 været ejer og leder i kontorforsyningen Redoffice Kontorkompagniet A/S i Vejle, som frem til 2006 også havde trykkerivirksomhed. Han har desuden spillet en central rolle som medstifter, medejer og bestyrelsesformand i Redoffice kontorforsyningskæden.
– Efter at have gennemført et succesfuldt salg af en kontorforsyning har jeg søgt efter en sund virksomhed at købe mig ind i for at komme til at drive egen virksomhed igen. Visuel Print A/S har med solide produktionskompetencer, kvalitetsprodukter og en virkelig kvalificeret medarbejderstab et stærkt udgangspunkt i sin branche, og jeg ser et stort potentiale for yderligere vækst. Jeg glæder mig til at tage fat og sammen med ejere, bestyrelse og de dygtige medarbejdere at bygge videre på det stærke fundament, som Birthe og Troels har skabt, udtaler Lars Alkemade.
Lars Alkemade overtager ansvaret for virksomhedens fortsatte udvikling fra Troels Nørhede, som har været direktør i Visuel Print A/S siden 1999. Troels Nørhede fortsætter i Visuel Print som salgsdirektør.
– Det har været vigtigt for os at finde en ny ejer, der ønsker at videreføre virksomheden i den ånd, som vi har drevet den, og som også kan bidrage til fortsat vækst. Det har været en spændende proces at finde en ny og kompetent ejer. Vi er meget tilfredse med at kunne sige, at vi føler, det er den helt rigtige løsning, både for virksomheden og for os, og vi ser frem til at fortsætte i virksomheden som minoritetsejere, indtil vi går på pension, siger Troels Nørhede.
Birthe Bonde fortsætter som økonomichef i Visuel Print A/S.
Visuel Print A/S producerer flag og bannere m.m., der giver synlighed for kunderne, både til Indoor og Outdoor. Virksomheden sælger desuden facadesystemer, og har bl.a. udviklet det patenterede Spider System, hvormed kunden selv hurtigt og udgiftsfrit kan skifte også højtsiddende reklamebannere. Produktion og showroom ligger i Silkeborg.