Da Agfa købte Gandy Innovation var fokus først og fremmest på de printere, som siden udviklede sig til Jeti-serien. Men Gandy Innovation havde også en tekstilprinter på repertoiret, og nu er turen kommet til, at Agfa går helhjertet ind i dette område også, og på Fespa viser de for første gang maskinen i Europa.
Den nye Avinci DX3200 er en direkte sublimations-printer, der printer 3,2 meter i bredden i en hastighed på op til 173 m2 i timen. Med en infrarød tørring på 80 grader fikserer den det vandbaserede blæk på stoffet, som skal være mindst 80% polyester. Efterfølgende sublimeres farven i en kalander.
Nils-Arne Sletten, som siden 2011 har haft det nordiske ansvar for Agfas salg af storformat UV inkjet , fortæller:
– Der er en markant stigning i efterspørgslen på tekstilprint. Det gælder fx tøjbutikker som ser en større autencitet, når billederne af deres kollektioner gengives på stof. Og så er stof ofte nemmere at pakke, sende og ikke mindst montere i de udstillingssystemer, som anvendes. Så der er en trend i at bevæge sig væk fra PVC, skumplader og hvad der ellers har været brugt og over mod tekstil-print.
Avinci er bygget på den samme mekaniske teknologi som anvendes i Anapurna, hvilket man godt kan se, når de står ved siden af hinanden. Nils-Arne Sletten mener på denne måde også, at man kan stole på kvaliteten, når den er baseret på noget velkendt og succesfuldt.
Den vandbaserede sublimationsfarve er udviklet af Agfa selv og produceres på deres fabrik i Mortsel.
Nils-Arne Sletten fortæller, at den første kunde er meget tæt på at købe en Avinci DX3200 og han føler sig overbevist om, at inden året er gået har de minimum to installationer. Den henvender sig specielt til de lidt større storformatsprint-leverandører.
UV-LED på alle platforme
Agfa har henover de sidste par år skiftet deres UV-teknologi til UV-LED. Og ringen sluttes på Fespa med, at den sidste i paletten, der ikke havde fået UV-LED, Jeti Tauro, nu også leveres med UV-LED.