Mange taler om inkjet som en teknologi, der vil overtage offsetmarkedet, fordi hastighed, kvalitet og pris er ved at nærme sig offsetniveauet. Men der findes firmaer, der også tror på andre teknologier. Det gælder fx HP og Xeikon med deres flydende toner teknologier, og nu også RMGT, som på Drupa viser deres første bud på en digital B2-trykpresse – DP7.
Digital B2 med flydende toner
Jeg møder RMGTs repræsentant i Danmark, Carsten Hansen fra Printech på RMGTs stand, som fortæller, at det den nye DP7 er et udviklingssamarbejde, hvor man har taget papirhåndteringssystemet fra RMGTs offsetserie, og kombineret med Miyakoshis flydende tonerteknologi. Det maksimale papirformat er 600 x 788 mm og den kan håndtere papirtykkelser på op til 0,4 mm. På linje med andre flydende tonerteknologier anvender DP7 finere tonerpartikler, der både giver mulighed for at anvende et tyndere farvelag og en bedre opløsning. Opløsningen angives til 1.200 x 1.200 dpi. Hastigheden er 6.000 ark i timen simpleks, med en forventet øgning til 8.000 ark før den frigives til salg. Det vil ske i løbet af 2017, men meget mere kan Carsten Hansen ikke sige på nuværende tidspunkt.
Det kan han til gengæld om offsettrykmaskinen RMGT 9, som er en 8-farve offsetmaskine med formatet 64×92 cm (8-up A4), med indbygget UV-LED.
Offsetpresse til halv pris?
RMGT har været med på UV-LED bølgen siden 2008, er på 4. Generation og har udviklet stor erfaring på dette felt. Den erfaring har RMGT valgt at omsætte i en livstidsgaranti på LED-enheden, hvilket vist ikke ses andre steder i branchen.
RMGT 920PF-8+LED-UV, som den retteligt hedder, er udstyret med to UV-LED-enheder, der gør, at man kan trykke dupleks med tørring på begge sider.
– RMGT 9 har været utrolig populær i flere lande siden den kom frem. Fx er der solgt 15 styks i Polen inden for de seneste to år. Det skyldes, først og fremmest, at prisen i forhold til mange tilsvarende trykpresser er omkring det halve, siger Carsten Hansen, men også at den er bygget i et meget kompakt format, der gør, at den kan passe ind alle steder. Et lille fodafryk er en forudsætning, hvis du vil sælge maskiner i Japan. Her er pladsen trang og kvadratmeterpriser tilsvarende høje. Faktisk har RMGT udviklet trykpresser, der kan stables ovenpå hinanden af samme grund.
At der så ikke er solgt nogle endnu i Danmark kan undre, men som Carsten Hansen siger, så er det svært at komme ind på markedet, når du ikke har en dansk reference. – Men der er faktisk nogle stykker i Sverige, hvis man ønsker at se en i funktion, fortæller Carsten Hansen.
Carsten Hansen slutter af med at vise os den avancerede styrepult, som RGMT 9 er udstyret med. En kæmpe skærm ved styrepulten giver overblik overmaskines forskellige dele og funktioner, som blandt andet indeholde en inline overvågning af kvaliteten. En touchpad gør det endvidere muligt for operatøren at bevæge sig rundt om maskinen med fuld styringskontrol ved hånden.