
Ricoh havde inviteret til nytårstaffel i det danske hovedkontor, hvor hovedtemaet var inspirerende brug af femte, sjette og syvende farve i grafisk produktion.
Salgsdirektør Steen Berner Sørensen Vevest lagde ud med at fortælle om Ricohs tro på det danske marked i 2026 og de aktiviteter, som de har planlagt for året. De har flere dybdegående seminarer på tapetet, hvor dagens taffel var første skud på fokus på ekstrafarver, som et værktøj til større kreativitet – og ikke mindst indtjening. Han ser også frem til Ricohs deltagelse på Sign Print & Pack-messen som afholdes i september i år.
Den femte farve i tonerprint
Presales specialist Lars Gadegaard lagde ud med lidt historiske lækkerier, for dem der kan lide at kende baggrunden for, hvorfor vi er havnet der hvor vi er, inden han gav sig i kast med at forklare mulighederne med deres 5-farveløsninger.
Det handler både om at bruge specialfarver til pang-effekter, men også om, hvordan man kan integrere visse farver i sine CMYK-produktioner og få udvidet sit farverum betragteligt. Det kan lyde uoverskueligt, men ifølge Lars Gadegaard er det mest løst med et tæt samarbejde med softwarefirmaet ColorLogic, som har udviklet software til netop dette formål.
Det samme gælder hvis man skal arbejde med specialfarver på farvede eller metalliserede medier, hvor man vil bruge hvid som bundfarve. Effekterne og eksemplerne var mange, og der blev fremvist eksempler med partiel lak, farve til sikkerhedstryk med mere, som man først rigtig forstår effekten af, når man har dem i hånden.
Multifarver i storformat
Produktspecialist Jesper Norbøll fra Roland DG tog tråden op og fortalte, dels om teknologierne som Roland DG råder over, men også hvilke muligheder de giver ved anvendelsen af ekstra farver.
Inden for storformat er både behovet og mulighederne nærmest uendelige.
Jesper viste eksempler på, hvordan med en smart brug af ekstra farver kan opnå forbløffende effekter på bl.a. back-lit medier og hvordan man også kan opbygge strukturer der fx kan bruges til braille/punktskrift. Det var en kaskade af kreative muligheder, som jeg kun kan foreslå, at man giver sig tid til at opleve.
Hastig forandring er det eneste sikre
Product Business Manager Jan Brændholt tog i sit indlæg ’temperaturen’ på markedet.
Han understregede, hvad de fleste har observeret, at forandringer er kommet for at blive, og at det vigtigste er, at være klar på omstillinger. Digitaliseringen er uundgåelig og er en forudsætning for at blive mere automatiseret, kunne udnytte AI-teknologi og derigennem blive mere effektiv og konkurrencedygtig. Oven i dette er der bud efter mere bæredygtighed og social ansvarlighed. Digitalisering af et afgørende værktøj i den proces.
Han sluttede af med at minde om, at Ricoh tilbyder meget mere end printere og at de yder first-level support på samtlige produkter i porteføljen, hvilket gør det til en tryg omgang at involvere sig med Ricoh.
Du har chancen for at opleve/genopleve Ricohs nytårstaffel på Sandøvej 1A i Horsens – torsdag den 22. januar 2026, kl. 15:00 – 17:00. Du kan tilmelde dig her.
Du kan se billeder fra arrangementet i København her:












