
Ecograf gearer op for at blive mere effektive og kunne levere endnu bedre kvalitet. Det sker med en bred vifte af investeringer, hvoraf en B2-inkjetprinter er central.
Ecograf har i en årrække kørt på to SRA3-produktionsmaskiner, men i takt med, at de producerer en stadigt større mængde bøger og konkurrencen på den traditionelle grafiske produktion er stigende, ser de både et behov for en betydelig effektivisering, som både rummer hurtigere, bedre og mere automatiseret udstyr, men også en markant bedre udnyttelse af papirformatet.
– Især hvad angår bogproduktion er SRA3-formatet bare ikke godt. Det giver en alt for dårlig udnyttelse af formatet. Ved at gå fra SRA3 og til B2+ kan vi gå fra to sider på arket til seks eller otte afhængig af bogformatet, siger medindehaver og daglig leder Flemming Jensen.

Den mindste blandt de store
Valget er faldet på en Konica Minolta KM-1e, som den seneste version af KM-1eren hedder. Og ifølge Flemming var det ikke et svært valg.
– Først og fremmest er det en UV-printer, hvilket betyder, at den ikke har nogen større tørresektion. Tørringen klares med en LED-lampe. Det gør, at den kun optager 25 m2, Det gør den til den klart mindste af de maskiner vi har kigget på, fortæller Flemming. Det er ikke uvæsentligt og det vender vi tilbage til.
Han fremhæver også, at den er bygget i samarbejde med trykmaskine-leverandøren Komori, som betyder at hele papirgangen er som en offsetmaskine, med al den erfaring der ligger deri, som gør den både hurtig og præcis.
Maskinen er netop installeret da vi kommer på besøg, så selvom de kan fremvise imponerende trykark, så er der også stadig meget de skal lære. Men trykkerne går til den med krum hals og er hele tiden omkring – og sogar inde i maskinen – mens vi kigger på. Den skal de nok hurtigt få styr på.
– Vi føler os overbeviste om, at vi nu står med den bedste teknologi på området, og vores øvrige investeringer er centreret omkring KM-1eren, siger Flemming, der også er begejstret for, at de kan trykke på alt fra magasinpapir til karton og syntetiske materialer som forskellige former for plast.

Den bedste back-up
Selvom KM1-eren rigeligt kan erstatte de to SRA3-maskiner som tidligere stod i produktionen, så har de alligevel valgt at investere i Konica Minoltas topmodel inden for tonerprintere også – en AccurioPress C12000e.
– Mens vi lærer os alle de nye muligheder, skal vi stadig kunne producere. Men på lange bane vil der naturligvis også være behov for at kunne tilrettelægge produktionen, så vi kan køre de længere og/eller mere planlagte serier på KM-1eren, mens vi tager det mere ad-hoc-baserede på tonerprinteren, forklarer Flemming og tilføjer, at det naturligvis skal være på det bedste udstyr. Udover den øgede effektivitet, er målet også at holde den håndværksmæssige kvalitet så høj som mulig.
Han regner med, at de inden årsskiftet er oppe i fuld produktion på KM-1eren og udnytter den i 2-holdsdrift. Hvis den på sigt skulle komme op i 3-holdsdrift gør det heller ikke noget.

Investering i digital forædling
Men det stopper ikke der. Ecograf har også investeret i i et digitalt forædlingssystem fra Konica Minolta. Det drejer sig om AccurioShine 3600 som, med inkjet-teknologi, kan printe partiel eller heldækkende lak på trykark i B3-størrelse.
Desuden har de tilføjet modulet iFoilOne som via en opvarmning af lakken kan bruges som en slags varm cold-foil. Det er især til den stadigt mere omfattende bogproduktion, som Ecograf dyrker, hvor der er behov for forædling af omslag.
– Men det er da klart, at vi med denne nye mulighed, skal ud og dyrke, alle de muligheder der ligger i denne teknologi. Det gælder blandt andet de mere eksklusive brochurer og ikke mindst de mindre emballageoplag, siger Flemming og viser et inspirationshæfte som Konica Minolta har udviklet.

Et attraktivt alternativ til østeuropæisk produktion
Hele opgaven går ud på at løfte Ecograf ind i fremtiden. Det skal ske ved at trække opgaver hjem, som tidligere blevet lavet eksternt i offset, ved at øge effektiviteten på bogproduktionen, så den både kan konkurrere med de østeuropæiske konkurrenter, og ikke mindst udgøre et både leverings- og miljømæssigt alternativ til disse. Sidst men ikke mindst mener Flemming Jensen også, at det kan spile en rolle, at de er produceret i Danmark, med de anerkendte ledelses- og miljøcertificeringer.
Derfor nævner han også yderligere en investering, som er på vej. Den har noget at gøre med den plads, som KM-1eren i kraft af sin begrænsede størrelse efterlader. De er ved at få bygget en integreret skærelinje til KM-1eren, som kan skære B2-arkene ned til bogblokke, så de kan tages direkte fra KM-1eren og stikkes i limbinderen. Skærelinjen havde ikke kunne være der, hvis de havde valgt en større printer.
– Det er et velkendt skæresystem, hvor der skal udvikles en integration til KM-1eren. Den er på vej, og så snart det er oppe og køre, kan vi producere bøger til en pris der minder om det, vi kender fra Østeuropa. Den historie glæder vi os til at udbrede, slutter Flemming Jensen.
