For to år siden indledte Tryk Team Svendborg et samarbejde med den tyske emballagevirksomhed Joha Pack. De fremstiller fleksible emballager til både fødevare- og tobaksindustrien. Det sidste er et segment, som Tryk Team Svendborg har særdeles godt fat i.
Samarbejdet har stille og roligt udviklet sig. I december 2022 kunne Torben Jeppesen konstatere, at de de måtte investere for at følge med efterspørgslen på tobakspunge.
Indleder jagten på en ny trykmaskine
Alle tobakspunge skal typisk have en sort tekst på bagsiden, som blandt andet fortæller om faren ved rygning. Derfor indledte de jagten på en brugt 2-farve til bagsideprint. Den skulle desuden have vendeværk, så den også kunne bruges til bogproduktion. Da al offsetproduktion foregår i XL-format hos Tryk Team Svendborg, var det også et krav til den nye maskine. Sådan en kombination var imidlertid ikke let at finde og da de fandt en, var prisen alt for høj.
Hen under jul fik de en henvendelse fra Komori (via den danske forhandler Custmo), der havde en helt ny 5-farve med lak på vej fra Japan til Holland. Kunden var imidlertid ude af stand til at modtage maskinen, og derfor blev den tilbudt Tryk Team Svendborg, som valgte at slå til. Torben Jeppesen fortæller:
– Vi har i forvejen en 6-farve Komori med lak og har været utrolig glade for både den, samt den service vi har fået hos deres danske forhandler Custmo. De kontaktede os i december, vi tog en hurtig beslutning. Den 10. februar var den oppe og kører hos os. Siden har vi kørt over fire millioner tryk og har ikke haft et eneste utilsigtet stop.
Certificeringer er et krav
Udover at få øget produktionskapaciteten, så havde Tryk Team Svendborg løst en anden udfordring ved at tage opgaver for Joha Pack. I december 2021 blev de både ISO 9100 og 14001 certificeret. Det var et krav fra deres nye partner, fordi det er et krav fra de store spillere på markedet som fx tobaksgiganten Philip Morris.
– Det tager det meste af et år at opnå de certificeringer og bunker af dokumentation. Men det betyder, at vi nu er i stand til at tage de store ordrer på tobakspunge, og derfor er vores kapacitetsbehov øget så kraftigt, forklarer Torben Jeppesen.
Umiddelbart kan det lyde som, at satsninger på tobaksmarkedet er dristige i kraft af den generelle modstand mod tobak, men Torben Jeppesen forklarer, at de med samarbejdet med Joha Pack har fået bedre adgang til de internationale markeder, og at finskåren tobak (til hjemmerullede cigaretter) er et kæmpemarked uden for Danmark. Han siger:
– Vi ser i virkeligheden kun smulerne fra de riges bord, men det er mere end nok til at lave en god forretning for os. Alt tyder på, at der mindst 20 år frem er et lukrativt marked her. På den korte bane kan vi konstatere, at det seneste regnskabsår bliver det bedste i vores historie. I dag går henved 90% af vores produktion, direkte eller indirekte, til eksport.
Investerer i alle procesled
Derfor slutter investeringerne heller ikke her. De har fem skæregader, hvor den seneste er installeret for ganske få uger siden. Det er en Baumann Perfecta med en Basa Evolution optage- og rysteenhed.
En palle køres ind og løftes automatisk op til robotten, som samler et vred papir op, lufter det og lægger det på rystebordet. Her både rystes og stødes det, inden luften mellem arkene presses ud med en valse. Processen gentages indtil bunken har den rette højde til skæremaskinen, hvorefter den, igen automatisk, føres bag om skærebordet og ind i skæremaskinen. Operatøren skærer opgaven og skubber papirbunkerne videre på transportbåndet, hvor de til sidst atter lægges på paller, klar til videreforarbejdning. Den eneste menneskelige berøring sker i selve skæringen.
– Der er en markant mindre fysisk belastning ved denne løsning, men der er selvfølgelig også en betydelig effektivisering ved at maskinen kan betjenes af én medarbejder, siger Torben Jeppesen.
Udføre stadig almindelig grafisk produktion
De har fortsat en stor traditionel produktion. Derfor har de også investeret i en ny Horizon Stitchliner Mark IV med fem tårne, større hylder, luft ved indtaget samt fire hæftepositioner og mellemskær så de kan lave dobbeltproduktion. De har også mulighed for at justere indtaget individuelt for hver hylde, så de på den måde kan sikre optimal pasning i slutproduktet. Torben Jeppesen anslår, at den er ca. 40% hurtigere end den forrige.
Endelig har de et nyt CtP-anlæg på vej fra ECO3 (tidl. Agfa Offset Solutions). Selvom de har toholdsskift på deres to ”gamle” trykmaskiner og halvandet skift på den nye Komori, kan de rigeligt producere plader nok på deres nuværende Agfa-anlæg. Når de alligevel vælger at købe et nyt, er det en slags rettidig omhu, ifølge Torben Jeppesen. – Vi vil ikke risikere og stå med produktionstop på en halvgammel maskine, så nu får vi en spritny.
Trak sig fra Fynsk etiketsamarbejde
Kort før samarbejdet med Joha Pack blev formaliseret havde Torben Jeppesen, sammen med Jesper Christensen fra H-Emballage, købt sig ind i etiketvirksomheden Nova-Print i Odense. Planen var at udnytte synergierne mellem to etiketproducerende virksomheder og en emballagevirksomhed.
Tryk Team Svendborg valgte at trække sig ud af dette projekt, da det krævede en række investeringer oven i de mange andre investeringer, som samarbejdet med Joha Pack fordrede.
– Der er jo trods alt bund i enhver pung, som Torben Jeppesen udtrykker det.
En hånd til/fra Ukraine
Under et netværksmøde faldt Torben i snak med den lokale borgmester og fik nys om, at der var veluddannede Ukrainske flygtninge, som manglede noget at lave. Torben bad ham sende et par stykker forbi. Det viste sig, at der var tale om en ingeniør og en skolelærer.
De arbejder nu begge på konverteringslinjerne, hvor tobakspungene færdiggøres. Ingeniøren kan kun russisk og ukrainsk, mens skolelæreren, Olha Dubik, kan tale flydende engelsk. Så udover at passe sin produktionslinje fungerer hun også som tolk for sin ukrainske kollega. Det fungerer helt fint, ifølge Torben Jeppesen. Han er glad for at kunne bidrage til et tåleligt ophold for dem og over at få noget velfungerende arbejdskraft til sin travle virksomhed.