Køge Kopi Center har eksisteret i 30 år. Da de fejrede 25 års jubilæum skete det i nye flotte lokaler på Københavnsvej i Køge. Her er lyst og venligt inde såvel som ude, hvor både P-plads og gårdhave er en fornøjelse for øjet.
Lars Pedersen startede Køge Kopi Center, som et kopicenter. Men Lars Pedersen er en mand, der konstant ser muligheder. Så virksomheden er også løbende blevet udviklet.
– Ja, det fede ved Lars er, at Han hele tiden får nye ideer, fortæller Grafiker Henrik Ziebe, der for fire år siden blev en del af Køge Kopi Center.
– For mig var det et ønske om at skabe et komplet set-up, hvor vi var et grafisk hus, der kunne hjælpe kunderne med alle grafiske opgaver. Og det er lykkedes. I dag tilbyder vi hele paletten fra design, tryksager, skilte og print på plader, tekstilprint, dekoration af biler med mere samt hjemmesider og webshops, fortæller Lars Pedersen.
Ny idé
En af de nye ideer Lars Pedersen nu har implementeret, opstod i forbindelse med et besøg hos kunstneren Paul Pava på Bornholm. Lars Pedersen blev fascineret af hans billeder, og det førte til, at han fik eksklusivrettigheder til en række af Paul Pava-motiverne.
Så gik arbejdet i gang med at finde det rigtige medie at printe på, indramningen og ikke mindst at finde en refleksfri akryl, der kunne erstatte refleksfrit glas, som er for dyrt i indkøb og ikke mindst for besværligt med hensyn til forsendelse til hele landet.
Næste skridt var så selve webshoppen, ”kunstogkunst.dk”, hvorfra billederne skulle forhandles. Den har Henrik Ziebe stået for, lige som han har stået for andre webshops, så det nu kører smertefrit efter en afprøvet skabelon, som både bruges til egne webshops og til kundeopgaver.
Og når nu der var én kunstner i webshoppen, hvorfor så ikke tilbyde flere kunstneres produkter?
– Jeg kom til at tænke på, at jeg kender den lokale Køge-fotograf Claus Sall. Han fotograferer blandt andet mange fine lokalmotiver her fra Køge. Så ham fik vi også en aftale med, så webshoppen indeholder også en række kendte motiver fra Køge, som ikke mindst kan være interessante for lokale virksomheder. Motiverne kan også bestilles som postkort, og vi kan indsætte virksomhedernes logo, så de på den måde kan bruge det i kombination med deres markedsføring, forklarer Lars Pedersen.
Motiverne kan også benyttes til montering på for eksempel lyddæmpende plader, som også kan indrammes, således at det bliver en flot dekoration, der også skaber en bedre akustik.
Lars Pedersen udelukker ikke, at der kommer flere kunstnere ”i hus” inden for kortere tid.
Den idérige indehaver af Køge Kopi Center tilbyder også kunderne, at de kan få egne fotos forvandlet til malerier, og få dem printet, og benyttet i både store formater eller til fx postkort.
Alt bliver mere online-baseret
I dag sker det meste udvikling i virksomheden i tilknytning til webshops.
– Vores egen online webshop, ”grafiskwebshop.dk”, er ved at blive relanceret. Tidligere har vores shops ikke betydet så meget, men fremover vil det komme til at fylde mere og mere.
”Firmaguf.dk” er også en ny webshop vi har udviklet, hvor virksomheder kan bestille pastilæsker, bolsher, tyggegummi m.m. med et lokalt motiv eller bare eget logo. Vi har mange ting i gang, lyder det fra Lars Pedersen.
– Ja, nu har vi hele set-up’et klar til webshops, både med hensyn til selve bestillingen, produktionen og forsendelsen med etiketprint og logistik samt økonomiprogram, der styrer fakturering og opfølgning. Det betyder, at oprettelsen af de næste shops ikke bliver så tunge i udviklingen. Det bliver mere copy/paste, forklarer Henrik Ziebe.
Hvad har været gjort størst indtryk i løbet af de 30 år i den grafiske branche?
– Det er udviklingen i branchen. Både med hensyn til hastighed og kvalitet. Og så er det blevet en presset branche. Men det har været, og er stadig spændende. Det har været en fed udvikling for os.
Hvad er udfordringerne lige nu?
– Lige nu er det helt klart de stigende priser på både papir og forbrugsartikler. Men heldigvis købte jeg stort ind af papir og karton tidligere på året. Det har vi været glade for. Ikke mindst fordi juni måned, som plejer at være lidt stille, i år har været vanvittig travl.
Hvordan ser fremtiden ud?
– Den er lys. Med det vi laver og det vi gør, så er jeg ikke nervøs. En af vores forcer er hastigheden. Vi kan designe, printe og levere næsten inden for samme dag, hvis det virkelig er en hasteopgave. Det kan vi, fordi vi inden for husets fire vægge kan klare det hele. Og herudover har vi nogle gode samarbejdspartnere til de opgaver, der ikke matcher vores produktionsapparat.