Christensen Grafisk er et lokalt trykkeri i Københavns nordvestkvarter. Men de er dog ikke mere lokale, end at henvendelserne kommer fra hele landet.
Det hele startede tilbage i 1987 i en baggård på Vesterbro. Dengang hed virksomheden Christensen Fotosats. De flyttede fra Vesterbro til Amalievej på Frederiksberg, og derfra til Nørrebrogade.
De var blevet en større virksomhed med 48 ansatte. Men de mærkede tidens tand og måtte lukke Christensen Fotosats.
Jan Christensen startede så forfra med Christensen Grafisk på Rentemestervej i København NV. De er i dag 11 ansatte, og har godt gang i virksomheden. Sats af bøger fylder stadig rigtig meget, men de er i dag et moderne digitaltrykkeri, der producerer alle former for reklametryksager fra postkort og visitkort til reklametryksager og storformatprint, som fylder mere og mere.
Bøgerne fylder stadig meget
Hos Christensen Grafisk på Rentemestervej fylder bøgerne stadig meget. De sætter omkring 100 titler om året, Blandt andet får DJØF sat mange bøger. Blandt bogkunderne findes også forlag som fx Gyldendals, og der er mange mindre kunder og privatudgivere.
– Vi har en del privatkunder, der får produceret bøger hos os. De kan godt være lidt mere besværlige, da de jo ikke er professionelle inden for faget, men de er også sjove og dejlige at samarbejde med, fortæller Jan Christensen, som ofte selv betjener de private kunder.
Storformat er et voksende forretningsområde
Hos Christensen Grafisk producerer de også en del opgaver inden for storformat. Det kan være plakater, bannere, skilte, roll-ups og folieprint med mere. Og de kan også tilbyde print på lærred og canvas.
En tæt pakket produktion
Christensen Grafisk råder over 1.500 kvm. De kunne godt bruge lidt mere plads, men der er ikke de store udvidelsesmuligheder på adressen.
I produktionen står to store Xerox ark-produktionsprintere. Og storformat printes på Canon-udstyr. Herudover har de en veludstyret efterbehandlingsafdeling, hvor de også kan limbinde bøger. Til bogproduktion i større oplag, benytter de underleverandører, lige som de selv også er underleverandør til både kreative og andre trykkerier.
Hele produktionen er rimelig opdateret, udstyret udskiftes cirka hvert tredje til femte år, således at de konstant har en effektiv produktion, og kan levere opgaver i høj kvalitet.
Leveringstider og markedsføring
Som alle andre virksomheder har Christensen Grafisk gennem årene oplevet forskellige udfordringer, og på spørgsmålet om hvad der har været største udfordring, svarer Jan Christensen uden tøven:
– Det har altid været økonomien.
Hertil skal lige bemærkes at deres tre regnskabstal med hensyn til likviditets-, afkastnings- og soliditetsgrad ligger ganske pænt for ikke at sige flot i de mørkegrønne felter.
Men der har naturligvis også været andre udfordringer.
– De korte leveringstider har og kan fortsat være en udfordring i dagligdagen, selv om vi også markedsfører os med netop korte leveringstider. Mange ordrer er dag-til-dag opgaver og de fleste leveres inden for to til tre dage, fortæller Jan Christensen, og han fortsætter:
– Herudover har markedsføring altid været svært for os. I dag har vi fået tilknyttet en SEO-specialist. Og det har betydet rigtig meget. Vi mærker det tydeligt. Vi bliver nu kontaktet fra hele landet, så vi er ikke længere hovedsageligt et lokaltrykkeri, men vi er leverandør til hele landet, både med bogopgaver men også med reklametryksager, som fx postkort og lignende, som webshops benytter, når de sender deres postordrer.
Hvordan ser fremtiden ud for Christensen Grafisk? Vil bøger fortsat være et hovedprodukt?
– Vi vil stadig have bøger som et speciale og løse mange opgaver. Og vi vil gerne sætte endnu flere bøger nu og fremover.Herudover forventer jeg, at der kommer flere og flere opgaver inden for storformat, og selv om vi ikke har plads til at udvide med ret meget udstyr, så kunne vi godt bruge en ekstra mand i den afdeling. Men ellers vil vi nok fortsætte med at være nogenlunde på niveau som i dag med hensyn til antal medarbejdere. Vi har ikke plads til flere, lyder det smilende fra Jan Christensen, som til gengæld mener, at vi som virksomheder skal blive bedre til at få alle med ind på arbejdsmarkedet.
– Vi skal være åbne for at tage nogle ind på deltid, nogle kan måske dele et job, og vi skal også være villige til at se, om der er plads til flex-jobbere, mener Jan Christensen, der slutter samtalen med følgende kommentar til fremtiden:
– Jeg bliver ikke yngre, så jeg begynder også så småt at se mig om efter en partner, der på sigt vil overtage.