I Vordingborg ligger Byens Skilte & Glarmester. Indehaver er Torben Værnskjold. Han er uddannet glarmester og startede som selvstændig tilbage i 1991.
Forretningen gik godt, men Torben Værnskjold så nogle muligheder i at udvide, og der ville være god synergi mellem glarmesterfaget og skiltefaget, så da der omkring fire år efter starten af selvstændig virksomhed blev en mindre skiltevirksomhed til salg, tog Torben Værnskjold en snak med indehaveren. Hvis Torben Værnskjold købte skiltevirksomheden, var indehaveren villig til at følge med i en periode, således at glarmesteren kunne blive oplært i skiltefaget.
Og så var Byens Glarmester blevet til Byens Skilte & Glarmester. Det gik godt, der var god synergi i opgaverne, så da der 10 år senere blev endnu en mindre skiltevirksomhed til salg, var Torben Værnskjold hurtig. Han købte skiltevirksomheden, som havde til huse på Møn, og de fortsatte i nogle år med at have skilteproduktion på både Møn og i Vordingborg, men herefter blev Møn-produktionen flyttet til Vordingborg.
I 2014 købte Torben Værnskjold endnu et mindre skiltefirma, og i dag udgør skiltefaget omkring to tredjedel af opgaverne i Byens Skilte & Glarmester.
Der er i dag tre ansatte i virksomheden, og alle kan arbejde med både skilte- og glarmesteropgaver.
Opgaverne er små og store – fx 30 biler
I skilteafdelingen løser de næsten alle opgaver inden for skiltefaget, lige fra bannere, storformatprint, facadeskilte og pyloner til bildekorationer og indpakning af biler.
Virksomheden har til huse i et tidligere bilværksted, og der er plads til at have flere biler under tag på samme tid. Det er er fordel, for de kan godt have mange biler til dekoration. Da interviewet finder sted, har de gang i en opgave med dekoration af 30 biler, så det er fint med den gode plads.
Kunderne er en varieret gruppe
Opgaverne er en god blanding af det meste inden for skiltefaget. Det samme gælder kunderne, som tæller rigtig mange håndværkere og detailhandlere men også større virksomheder som TV2 Øst og kommunen. Men fælles for dem alle er at de er beliggende i nærområdet, sådan cirka fra Vordingborg, til Næstved i vest og Køge i nordøst og ned til Møn.
Udover de mange direkte kunder, så er Byens Skilte & Glarmester også underleverandør til andre grafiske virksomheder.
– Vi er glade for at fungere som underleverandør til andre. Det giver mange spændende opgaver, og vi er gode til at samarbejde, og har fuld respekt for deres og vores kunder, fortæller Torben Værnskjold. Han fortæller også, at virksomheden gerne vil have flere grafiske kunder, som de kan samarbejde med.
Hvordan har opgaverne udviklet sig over årene?
– Der er sket mange ændringer, fx er facadeskiltning ændret fra at være store plader til nu at være store bogstaver. Da printerne for alvor kom ind, gav det mange nye muligheder. Vi fik den første printer tilbage i 2010.
Tiden er en udfordring
– Tiden er en af de store udfordringer for os. Det er svært at få tid til at være så opsøgende, som jeg gerne ville være med hensyn til at se nye muligheder – både for os og kunderne.
Vi fortsætter med det vi er gode til – fine kunderelationer
– Vi skal fortsat holde fast i vores mange håndværksvirksomheder og detailbutikker. Herudover vil vi som nævnt gerne udvide samarbejdet med flere grafiske virksomheder. Det er spændende opgaver, og den form for samarbejde ligger godt for os, fortæller Torben Værnskjold, og han fortsætter:
– Vi skal måske være en mand mere på et tidspunkt, men så heller ikke mange flere, og så vil vi fortsat bestræbe os på at servicere kunder i nærområdet. Men det vigtigste er at fortsætte med at bygge et samarbejde baseret på gode relationer til alle vores kunder, både de mindre og de store som fx TV2 Øst.