Kolding er en by med mange skiltevirksomheder. En af dem er Kolding Skiltecenter, som har eksisteret i 26 år. Virksomheden ejes af Torben Iglemose, der selv står for det hele. Og han tilbyder alt inden for skiltefaget – næsten.
Men egentlig er han uddannet inden for tøj og detailhandel. Men han var ansat et sted, hvor en lørdag havde længe åbent. Det var svært at forlige sig med, syntes Torben Iglemose, så han fandt et job som møbelsnedker, hvor han også stiftede bekendtskab med en CNC-fræser. En maskine han dengang kunne lide at arbejde med og stadig nyder at løse opgaver på.
På et tidspunkt skulle Torben Iglemose bruge nogle skilte. Han syntes, det var en spændende branche. Derfor startede han selv en lille hobbyvirksomhed. Der blev investeret i en lille skæremaskine, som blev indkøbt hos New Wave Data. Og så var han klar til at producere skilte.
Det blev til flere og flere skilte, og til sidst lejede Torben Iglemose et værksted og begyndte at få mere og mere udstyr. Han er lidt af en maskinnørd. Kan lide at finde noget godt udstyr, gerne brugt, som han så selv kan gøre i stand, og måske ombygge lidt, så det passer perfekt til netop det behov, han har.
I dag er der pænt med udstyr i værkstedet, og det der engang var køkken og ombygget til printerrum med to digitale maskiner. Derudover har han netop fået installeret en UV-printer, som han skal til at klargøre til produktion. Og naturligvis er der også et rum, hvor der står en CNC-fræser.
Kunderne: Fra tøjbutikker til håndværkere med mange flere
Kolding Skiltecenter kan som nævnt løse de fleste opgaver, som kunderne efterspørger. Men tøjbranchen fylder dog stadig en del i Torben Iglemoses liv. Omkring 30 procent af omsætningen kommer fra opgaver leveret til tøjbranchen. Det er ordrer, Torben Iglemose løser for et lokalt reklamebureau. Opgaverne er af varierende art, lige nu leveres der mange ”juleskilte”, men det kan også være fx butiksindretninger.
Herudover er håndværkere en anden stor kundegruppe hos Kolding Skiltecenter. De står for omkring 25 % af omsætningen. Håndværkerne får løst en række forskellige opgaver. Bilreklamer fylder meget, og det samme gør byggeskilte.
Resten af omsætningen kommer fra en bred vifte af kunder. Her fylder blandt andet fræsede facadebogstaver meget i ordreposerne.
Ingen ansatte – men en række freelancere
Naboen er grafiker, og de bruger gerne hinanden, hvis der er behov. Og Torben Iglemose, som har valgt ikke at have ansatte, har også en række freelancere, han kan trække på, når ordreindgangen bliver for stor. Men han tager selv gerne en ekstra tørn. Det er langt fra unormalt, at han er på værkstedet alle ugens syv dage, og det er også normalt, at der i ordrereolen på den ene væg, står 30 poser og venter på at blive løst.
Det kan blive lidt voldsomt, når Torben Iglemose skal klare det hele selv. Både at producere, vedligeholde, bestille varer, fakturere, klare det administrative, rengøre og alt det andet. Men han har valgt, at det er lettere at tilkalde freelance hjælp, når der er behov, frem for at have ansatte. Det kan være lidt udfordrende, hvis ordreindgangen svinger, som den fx gjorde under Corona-nedlukningen, hvor omsætningen gik ned med 20 %.
Udfordringer
Kolding Skiltecenter er præget af mange lokale kunder, der lige kommer forbi. Mange forventer, at de kan få løst en opgave, næsten mens de venter på den.
– Tiden, ikke mindst den man ikke har, er en udfordring, fordi kunder i dag forventer, at alt kan leveres næsten inden for timer. Men jeg forsøger at forklare kunderne, at ikke alt kan løses her og nu. Kundernes forventning til leveringstiden er en af de store udfordringer, forklarer Torben Iglemose.
En anden udfordring er priserne.
– Jeg holder nogle fair priser, som ikke er så meget til diskussion. Jeg skal tjene penge på alle opgaver. Men naturligvis kan jeg også give et godt tilbud, hvis jeg ligger inde med de materialer, der skal bruges, og jeg har tiden til at løse opgaven.
Fremtiden – hvad er der sket med Kolding Skiltecenter om fem år?
– Nok ikke så meget. Jeg vil tilbyde de samme opgaver, som i dag, men jeg har nok fået et par nye maskiner, som jeg har bygget lidt til og om, så de passer her på værkstedet. Jeg kan rigtig godt lide at ”nørde” med maskiner, men pladsen begynder at være et problem, lyder svaret fra Torben Iglemose.
På trods af at pladsen måske er lidt trang, så emmer værkstedet også af en rar atmosfære. Det er ikke så mærkeligt, at Torben Iglemose også tilbringer mange lørdage og søndage på værkstedet, hvor han også ofte får besøg af venner, der kommer forbi til en kop god kaffe.