I 2008 blev Kasper Valeur ansat som yngstemand i Artwork Systems. I Artwork Systems fik de forhandlingen af white toner printere fra OKI. Det blev Kasper Valeur, der arbejdede mest med de nye printere, og det førte til, at han ofte blev inviteret med på diverse OKI-events for at få større viden om produkterne.
– Det var nogle lærerige år, og en spændende tid. Jeg fik bygget en god lille forretning op med OKI-produkter i Artwork Systems, fortæller Kasper Valeur.
Det førte til, at han i august 2016 købte OKI-delen ud af Artwork Systems, og han startede virksomheden Transferprint, beliggende i Kolding. Året efter fik han en partner, Nicki Schram Larsen. Og det er gået med 120 km i timen, men også med kraftige opbremsninger.
– Men i dag er jeg lidt stolt af det, vi har fået banket op. Der har været bump, og der har været en corona, som vi klarede over forventning. Men vi har også fået en flot opbakning fra OKIs side, de har haft troen på mig, da viden til en ny forhandler ikke kommer af sig selv, forklarer Kasper Valeur.
OKIs nicheprodukter
OKIs produkter er nicheprodukter, men de ligger i et segment for sig selv. Maskinerne passer ind til fx labelvirksomheder, der arbejder med mindre oplag. Herudover matcher de brandowners, da de har en stor mediefleksibilitet, kan printe på transparente, farvede og metalliske labels pga af den femte farve. Klarer uncoatede medier, textured, glossy og plast for blot at nævne nogle af materialer, maskinen kan printe på, forklarer Kasper Valeur.
– Pro 9542 er en arkmaskine med CMYK + hvid, der kan gå helt op i 350/400 g og klare mindre emballageopgaver. Så de er også gode til at teste nye produkter, senest er der printet på pouches eller genanvendelige små brune poser Den er velegnet hos producenter, der har brug for en fleksibel maskine med den femte farvemulighed i små oplag, og til en fornuftig pris. Maskinen er driftsikker og velegnet i light produktion miljøer. Flere spændende opgaver er løst med en feeder og et conveyor belt, fortæller Kasper Valeur.
En anden ting, der er værd at fremhæve, er ifølge Kasper Valeur, at maskinerne er meget nemme selv at vedligeholde, så i langt de fleste tilfælde er en serviceaftale ikke nødvendig. Der er en standard tre års garanti på maskinerne.
Hvad har været den største udfordring ved at være selvstændig?
– Man har mange forskellige kasketter på, som salg, support, administration, lager, reklamation og så videre. Men det er også meget lærerigt – og udviklende, lyder kommentaren fra Kasper Valeur, og han fortsætter:
– Derfor var det også dejligt, da Nicki kom ind som partner tilbage i 2017, så var vi to til at dele opgaverne.
Største ordre kom på Sign&Print i 2017
– Vi lagde grunden til vores største ordre til dato på den sidste Sign&Print-messe, hvor Nicki også var med. Nu er en endnu større ordre dog lige om hjørnet. Den mangler blot at blive leveret, fortæller Kasper Valeur.
I marts 2020 var Transferprint med på Promotion-messen i Odense. Her havde de fokus på deres transferløsning målrettet fx skiltevirksomheder til profilbeklædning og print på merchandise. Det var en fantastisk succes, og der kom rigtig mange leads. Men umiddelbart efter gik det hele i stå – som helt i stå, forklarer Kasper Valeur.
– Alle de leads, vi havde, kunne vi ikke komme videre med, da landet lukkede ned ugen efter grundet Corona. Men heldigvis blev det bedre i august 2020. Nogle kunder fik alligevel modet til at investere, så det endte med at 2020 blev et vækstår for os. August var en vigtig måned, da vi landede en stor ordre, som forsat gavner os, da vi har et helt kanon partnerskab med kunden, lyder det fra Kasper Valeur.
Hvad har været den største oplevelse som selvstændig?
– Jeg kom fra Artwork Systems, som forhandlede meget dyrt udstyr, hvor der blev løftet i flot, så det var et teamwork at sælge. Her sælger jeg selv. Det er en skøn udfordring. Og så hører al den positive respons, vi får, også med i posen med gode oplevelser.
– En anden meget positiv oplevelse er tilfredsheden ved at være selvstændig, og leve op til sine egne krav. Der er ikke noget, der hedder fast løn, men når der så er løn, er det dejligt, lyder det med et stort smil fra Kasper Valeur, og han fortsætter:
– Det har været pivhårdt, men det er lærerigt og tilfredsstillende.
Hvad siger fremtiden?
– Vi kommer også til at vækste i 2021. Men nu skal vi have fokus på at blive lidt bedre til at tjene lidt mere på hvert enkelt produkt, da man ofte bliver lidt for flink, konkluderer Valeur, og han fortsætter:
– At være kunde og have en leverandør, der ikke tjener penge, er ikke godt. Der skal være balance.
– Vi er kommet tættere på OKI, og vi er blevet dygtigere og kender markedet. Og jeg ser nye markeder for labelprinterne og vores fem farve arkprintere.
– Men måske skal vi forsøge at få flere kræfter i markedet. Der er muligheder for yderligere vækst, men det kræver også flere kræfter, lyder slutkommentaren fra Kasper Valeur