House of Seven – Ho7 ApS – har pr. 16. august overtaget Print & Kopi på Grønløkkevej 8A i Odense. Det nye selskab vil videreføre firmaet i samme stil som hidtil, men tilføje en række nye produkter og kompetencer.
Det var lidt af en tilfældighed der gjorde, at de nye ejere, Christian Holm og Christian Dyrhøj Larsen, blev tilbudt at overtage Print & Kopi. De skulle hente noget for en kunde, og faldt i snak med indehaveren Kristian Skou. Han syntes, at de var et godt match til at drive hans virksomhed videre. Efter grundige overvejelser og forhandlinger sagde de i maj måned ja tak til at blive de nye ejere af Print & Kopi.
En fælles drøm
Christian Holm har været selvstændig i en længere årrække, og har været med til at starte sin fars firma, Nordlys Neon op. Han ville gerne have en ekstra mand med, til at drive House of Seven. Derfor er Christian Dyrhøj Larsen kommet på banen. De har i mange år været venner, og har begge altid brændt for at starte vores egen virksomhed.
Christian Holm har en bred praktisk erfaring som selvlært programmør og grafisk designer, samt en uddannelse som web-integrator og skiltetekniker. Christian Dyrhøj Larsen har en bred teoretisk erfaring fra sin uddannelse som multimediedesigner med en overbygning som webudvikler. Tilsammen har de forskellige kompetencer, som supplerer hinanden godt. Christian Holm fortæller:
Nye produkter og kompetencer
– Vi driver forretningen videre i samme ånd som den tidligere ejer Kristian Skou har gjort det.
Vi har samtidig investeret i ny maskinpark, som betyder at vi herefterdags kan tilbyde adskillige nye produkter som tæller skilte, indpakning af biler, stickers, MX Stickers, DTG-print på T-shirt og T-shirt med custom design. Herudover viderefører vi vores nuværende produkter i Print og Kopi med grafisk design, hjemmesider, branding, logo’er, digital markedsføring og meget mere.
House of Seven afholder reception på Grønløkkevej lørdag d. 11. september fra kl 10 til 17, hvor der vil være lidt til lidt til ganen – samt fede biler.