Som en del af det planlagte fokus på kerneaktiviteter og porteføljetilpasninger har Heidelberger Druckmaschinen AG (Heidelberg) solgt sit belgiske produktionssted til fremstilling af kemikalier til DC Druck Chemie GmbH (Druck Chemie).
DC Druck Chemie er et selskab i den engelske koncern Langley Holdings PLC. Langley Holdings er en international ingeniørgruppe, der producerer varer til en bred vifte af industrier over hele verden, inklusive trykindustrien. De ejer blandt andet Manroland Sheetfed, som må anses for at være en direkte konkurrent til Heidelberg.
Salget inkluderer virksomhederne BluePrint Products NV og Hi-Tech Chemicals BV, der ligger i Kruibeke, Belgien. Her udvikles og produceres kemikalier til flexo- og offsettryk. Produkterne vil fortsat blive tilbudt af Heidelberg som en del af deres overordnede strategi for forbrugsstoffer. Med salget overføres produktionsstedet og i alt omkring 40 ansatte til Druck Chemie. Heidelberg genererer en købspris på ca. 20,5 millioner euro. Salget er effektivt fra i dag (den 11. december 2020).
– Ved at skille os af med produktionen af kemikalier til trykindustrien gør vi gode fremskridt med vores omlægning og koncentration om vores kerneaktiviteter, siger Rainer Hundsdörfer, administrerende direktør for Heidelberg. – Vi vil bruge de midler, der frigøres ved dette, til at beskytte vores likviditet i tider med Covid-19-pandemien og til at gå videre med strategiske investeringer i fremtiden på vej mod vores digitale transformation.