Hos Grafisk Produktion Odense (GPO) har de i en årrække primært været beskæftiget med fremstilling af tidsskrifter for fag- og brancheforeninger. De har haft 150 tidsskrifter som de satte, fik trykt og distribuerede for kunderne. Men i takt med at oplagene er blevet mindre og udgivelsesfrekvensen er faldet, må de finde nye veje. Med et par gode ideer og en heldig hånd ser det ud til at være lykkedes.
Direktør Johnny F. Klausen er egentlig uddannet kandidat i dansk og skulle have været gymnasielærer. I stedet blev han først forlagsredaktør på Odense Universitetsforlag, og sidenhen købte han sig ind i GPO som han overtog fuldt og helt i 2007. Den gang havde de ingen trykkapacitet, men købte hos andre trykkerier. Men i takt med at oplagene faldt og at det var økonomisk uholdbart at skulle køre det halve Fyn rundt for at samle 10 brochurer op her og fem plakater der, så begyndte han at investere i digital trykkapacitet. Først i en mindre storformatprinter og derefter indtil flere tonerprintere. Siden har de også investeret i en omfattende efterbehandlingskapacitet. Men det har ikke været helt uden skrammer fortæller Johnny F. Klausen:
– Jeg har lavet et hav af dumme investeringer. Meget udstyr kan det hele, indtil du har skrevet under, så dukker alle begrænsningerne op. Men jeg har lært meget af det. Jeg er i dag meget mere kritisk. Ved større investeringer læner jeg mig op ad andre kloge folk. Fx havde jeg Jesper Purup med på sidelinjen, da jeg investerede i vores Xerox iGen. Han var også medvirkende til, at vi for nogle år siden udviklede vores egne webshops: digitaltrykodense.dk og design2cover.dk.

Produktions- lager- og distributionsservice
Netop webshop-kompetencerne og den tætte relation med fag- og brancheforeningerne åbnede for en ny forretningsmodel. I dag tilbyder GPO fag- og brancheforeningerne deres egen webshop, som de kan stille til rådighed over for deres medlemmer. Her kan medlemmerne bestille forskellige fagmaterialer og mechandise-produkter som GPO både kan producere og/eller lagerføre og ikke mindst pakke og sende. På den måde slipper de ofte minimalistiske foreningsadministrationer for at holde styr på den slags ting, og så sparer de plads.
Lagermodellen er kommet i stand i forbindelse med, at GPO flyttede til nye lokaler på Munkehatten i Odense. Det var lærerbogsforlaget Praxis der nedlagde deres grafiske produktion og stoppede med selv at lagerføre bøger i stor stil. De lokaler har GPO nu overtaget, og har dermed fået en betydelig lagerkapacitet til deres rådighed.
– Man må forstå kundernes behov, og det er måske lidt nemmere, når man selv har siddet i deres situation. Med vores bestillings-, produktions-, pakke- og forsendelsesservice kan vi helt konkret aflaste deres administration. Nu kan de bruge deres tid på fx faglig- og juridisk rådgivning i stedet for at indsamle, pakke og sende medlemsblade, T-shirts, muleposer, kampagnebreve m.m. ud til medlemmerne. Det klarer vi, siger Johnny F. Klausen.
Nye investeringer
Udover deres iGen fremhæver Johnny F. Klausen deres Versant 180 med inline hæftning og trimning. – Vi har rigtig mange små oplag som kan kører helt færdige ud af printeren. Det eneste vi skal, er at lægge papir i maskinen og pakke det i kasser efterfølgende. Den type opgave er faktisk en god forretning, når vi ikke skal røre ved det på nogen måde. Så den har været en rigtig god investering.
Den seneste investering er en Bourg CP-500 limbinder. Johnny F. Klausen håber at han endelig har fundet den rigtige maskine efter at have prøvet flere forskellige. Han siger:
– Den investering er resultatet af en lang udvikling. Vi købte den første for otte år siden og kunne lave helt små oplag. Sidenhen har vi satset mere på bl.a. selvudgivere og på også at lave bøger for andre trykkerier. Det har øget behovet for produktionskapacitet og nu har vi så investeret i en CP-500 PUR-limbinder. At det blev en PUR-limbinder, skyldes skolebogsforlaget Praxis. Skolebøger bruges på en helt anden måde end andre bøger, og skal kunne tåle meget mere. Det kan de, når de er limet med PUR.
Johnny F. Klausen påpeger også, at en væsentlig grund til, at de har så omfattende en efterbehandlingsafdeling er, at kvaliteten langt fra altid er i orden på eksterne ordre. – Hvis du ikke ved noget om baneretning og bukkestreger, så kan du hurtigt ødelægge en ellers flot tryksag, siger han.

Nye folk i huset
Fra starten af oktober er de syv fuldtidsansatte hos GPO. Heraf er to lærlinge. Den ene, en trykkerlærling, har de overtaget efter Clausen Grafisk blev solgt til Scandinavian Print Group og produktionen flyttede til Aarhus. Den anden er en helt nystartet grafisk designer-elev.
– Det er første gang vi har en trykkerlærling i huset, men det går godt. Han er vant til en mere specialiseret arbejdsplads, men hos skal man kunne lidt af det hele, og det fungerer fint. Efter bare et par uger i huset var han ferm til at håndtere limbinderen, afrunder Johnny F. Klausen vores samtale.