Hos Lundgreen Grafisk i Horsens kommer en meget stor del af kunderne fra restaurationsbranchen samt værtshuse, koncertsteder, eventvirksomheder, som fx rejseevents og skiture, så da Mette Frederiksen lukkede Danmark ned den 11. marts i år, så Benny Lundgreen ind i en ordrebog, der svandt meget drastisk ind fra den ene dag til den anden. De to medarbejdere blev sendt hjem, og Benny Lundgreen, indehaver af virksomheden, måtte klare de resterende opgaver selv.
Men heldigvis var der stadig et par kunder, som fortsat havde brug for at få nogle opgaver løst. Og heldigvis kan Benny Lundgreen selv betjene alle maskinerne, så det gik. Og han er blevet rigtig dygtig til dem alle, fortæller han, da jeg besøger virksomheden.

– Men selv om det kun var mig, der var på arbejde, og selv om hjælpepakkerne blev benyttet, så har Covid-19 kostet økonomisk. Og selv om vi lige her efter sommer fik en god stor ordre i hus, så forventer jeg, at der går et års tid, før vi igen laver overskud, fortæller Benny Lundgreen.
Nichen er klippekort

Der var engang, hvor de fleste mennesker gik rundt med en klippekort til bussen i pungen. De var produceret hos Benny Lundgreen. Det var en rigtig god niche, men så kom der et ”rejsekort”, og behovet for klippekort svandt drastisk ind. I dag er det kun Bornholm, Samsø, Færøerne og Grønland, der får produceret busklippekort.
Men heldigvis opstod der en idé om at indføre klippekort i fx restauranter, værtshuse, bodegaer, bagere med flere. Carlsberg fik øje på idéen, og syntes den var rigtig god, så de besluttede, at det skulle alle deres værtshuse have. Så der kom atter gang i klippekortene, og det er fortsat en fantastisk niche for Lundgreen Grafisk.
– Ja, det er et godt produkt for os, og endnu er der ingen andre, der kan producere det samme, fortæller Benny Lundgreen.
Struktureret og opfindsom
Benny Lundgreen er – lige som sine to medarbejdere – grafisk uddannet. Han har arbejdet hele sin karriere i den grafiske branche, hvor han har været produktionsleder på større trykkerier, og han har altid været god til at få struktur på opgaverne, så der ikke sker fejl og ikke er for meget spildtid.
Og som selvstændig har han også altid vægtet kvalitet meget højt. De har en meget lille fejlprocent hos Lundgreen Grafisk, ja så lille, at Benny Lundgreen slet ikke kan huske, hvornår de sidst har oplevet en reklamation.
Men Benny Lundgreen er ikke kun en struktureret person. Han har også altid været god til at få mere ud af maskinerne. Det gør han blandt andet ved at forbedre dem med egne små opfindelser, således at Lundgreen Grafisk kan tilbyde noget, andre ikke kan. Fx klippekortene eller at lægge struktur på et printet medie, hvor fx et billedfelt afmaskes. Det giver et flot resultat. Hos Lundgreen Grafisk er de også gode til at printe på canvas. Det er værdsat af mange kunder.
Fra offset til digital

Både det at kunne arbejde struktureret og se muligheder for at få mere og andet ud af maskinerne, end det de lige er tænkt til, har været hans store force, da han besluttede at starte for sig selv med et offsettrykkeri.
Og i 1999 opkøbte han Signal Reklame, der havde et par digitale maskiner, som Benny Lundgreen straks så nogle muligheder i. Der blev købt og fusioneret med flere trykkerier, men i 2007 fik Benny Lundgreen stress, og måtte tage en længere pause. Hvad skulle tiden så gå med? Han begyndte at gennemgå alle virksomhedens ordrer. Det viste sig, at det ikke var offset-opgaverne, der blev tjent penge på, så Benny Lundgreen tog en beslutning. Han solgte offsetudstyret og opsagde medarbejderne, der arbejdede ved de maskiner.
– Ja, og i samme beslutningsproces besluttede jeg også, at jeg ville fortsætte med digitale maskiner, og jeg ville lære, hvordan jeg kunne få mest muligt ud af en digital produktion, fortæller Benny Lundgreen.
Og det ser ud til at være lykkedes, selv om det nok er en proces, der aldrig slutter. Men i dag klares de fleste opgaver in-house, og der tjenes penge på de opgaver, de selv løser.
God printkapacitet og veludstyret efterbehandling

Lundgreen Grafisk har en veludstyret efterbehandlingsafdeling, hvor Arvid Jensen arbejder med mange specialopgaver. Hans motto er: Hvem sagde, at dette ikke kunne lade sig gøre.

I den digitale produktionsafdeling møder jeg Betina Ishøj. Hun er kreativ grafiker og har styr på maskinerne. Der står to Xerox produktionsmaskiner og en Epson storformat printer i lokalet.

– Ja, vi har nok lidt overkapacitet på printsiden, men vi har ikke tid til ”nedetid”, så derfor har vi to maskiner, så vi altid kan producere. Og med den lille overkapacitet, så er vi også altid i stand til at klare en hasteopgave, forklarer Benny Lundgreen, og han fortsætter: – Men vi prøver at opdrage kunderne til ,at det ikke er alting, der haster.
Hvor var I før 11. marts 2020?
– Der var vi virkelig på højdepunktet, lyder det fra Benny Lundgreen.
Hvad er dit ønske til fremtiden?
– Jeg ville virkelig ønske, at jeg igen fik en lige så spændende virksomhed, som før Danmark blev lukket ned … Og med lidt snilde skal det nok lykkes, slutter Benny Lundgreen vores samtale.