Ovenstående er udtalt af Gitte Gruber fra printshoppen Design, Grafik og Print på Amager. Hun var sammen med godt og vel 20 andre mødt op for at se, hvad Uttenthal kunne udrette med deres nye JetVarnish med iFoil, som kan påføre både lak og folie på tryksagen. Hende vender vi tilbage til.
Peter Thomsen fra Konica Minolta bød velkommen sammen med værten for arrangementet, Hans-Henrik Uttenthal. Sidstnævnte fortalte, at han har kigget på digitale forædlingsteknologier i over otte år, men at det først er nu, hvor det også inkluderer foliering, at han finder det interessant nok.

Den åbner (måske) for helt nye opgaver
Han fortalte også, at det kun er en meget lille del af Uttenthals nuværende produktion, som vil kunne subsidieres af deres nye JetVarnish. Formentlig i omegnen af en til tre procent. Hans-Henrik Uttenthal uddyber:
– Vi laver rigtig meget emballage, store formater i store oplag på ubestrøgne kvaliteter. Her er JetVarnish’en ganske enkelt ikke et alternativ. Men der er heller ingen tvivl om, at der er mange mindre opgaver vi slet ikke kommer i betragtning til, fordi vores opstartsomkostninger vil sluge fortjenesten inden vi overhovedet er kommet i gang. Men jeg ser muligheder for, at vi kan lave små oplag til småhandlende og specialbutikker og ikke mindst at vi kan bruge det til inspiration, når vi laver prøvetryk for en kunde.
Har mange interesserede kunder
Gitte Gruber driver en lille printvirksomhed, hvor op mod halvdelen af kunderne er ”kassekunder”. Private der kommer ind fra gaden og skal have lavet små opgaver til jubilæer, konfirmationer, fødselsdage m.m. Hun er fuldstændig overbevist om, at mange af dem hellere end gerne vil have udført noget forædling, hvis det er muligt. Omvendt ser hun ikke sig selv som potentiel køber af en JetVarnish men tror på, at hun bliver en lille men fast kunde hos Uttenthal.

Hvad med konvolutter?
Henrik Jørgensen fra JT Gruppen var også forbi. De laver rigtig mange direct mail-kampagner og han interesserer sig specielt for, om det er muligt at printe på konvolutter. Han siger:
– Vi har rigtig travlt for tiden med direct mail-kampagner som mange heldigvis stadig finder attraktive. Hvis man kunne udvide palletten med foliepræg på konvolutter, er jeg sikker på, at vi skabe endnu mere specielle og attraktive løsninger. Jeg har lavet en aftale med Hans-Henrik om, at vi tester det af i nær fremtid.
Et betinget køb
Hans-Henrik Uttenthal fortalte, at de har indgået en lejeaftale på JetVarnish’en, men at han håber det ender med, at de køber den. De har allerede lavet mange flotte eksempler og er også kommet betydeligt tættere på en forståelse af maskinens begrænsninger. Og han ser ikke maskinens begrænsninger som den største udfordring. Det er snarere om de kan finde nok kunder til at forrente investeringen. Der skal rigtig mange små kunder til, for at det skal kunne lykkes.
Det var et både velbesøgt og meget velorganiseret arrangement som gav god mulighed for at stille spørgsmål til både de daglige operatører, specialister fra Konica Minolta og ikke mindst Hans-Henrik Uttenthal, som altid er mand for sin hat. Som sædvanlig var der også rig lejlighed til at ”netværke”, hvilket i sig selv trak flere til.
