I sidste uge holdt Skilt & Print Branchen deres generalforsamling. Formandens beretning fortalte blandt andet om Sign, Print & Pack-messen, som foreningen er medarrangør af sammen med AGI Publishing House. Der er fra foreningens side i det forgangne år arbejdet meget med, hvordan danmarksmesterskabet i wrappring, der finder sted på messen, kan udvikles. Formanden Jan Stevnsborg kunne også oplyse, at samarbejdet om messen netop er blevet forlænget. Herudover fyldte hele elevproblematikken meget både i beretningen og efterfølgende under punktet eventuelt, og der blev kraftigt opfordret til at tage en lærling.
Jan Stevnsborg fortalte også om arbejdet med hjemmesiden og facebook. Gruppen på facebook har fået flere medlemmer, der er i dag 311.
Jan Stevnsborg meddelte i beretningen også, at han efter 16 år i formandsstolen havde besluttet, at det var tid til at træde et skridt tilbage.
Det bliver Jan Sloth Mølgaard fra City Skilte, der overtager formandsposten. Jan Sloth har været medlem af bestyrelsen i mange år, så han kender arbejdet. Jan Stevnsborg var villig til at fortsætte i bestyrelsen, og blev valgt ind.
Jesper Willumsen fra Willum Sign havde også besluttet, at han ville stoppe i bestyrelsen, og Stephan Jørgensen, der over de sidste måneder var blevet kørt ind i bestyrelsesarbejdet, blev nyvalgt.
Den nye bestyrelse består herefter af Jan Sloth Mølgaard, Claus Tvangsø, Søren Pedersen, Stephan Jørgensen og Jan Stevnsborg. Anette Jensen og Mikkel Jensen blev valgt som suppleanter.
Synlighed og uddannelse er emner, den nye formand vil sætte fokus på
– Jeg ser frem til at fortsætte arbejdet med udviklingen af Skilt & Print Branchen. Ikke mindst uddannelsesdelen kræver vores opmærksomhed nu. Og så skal vi være mere synlige, have flere medlemmer. Vi skal blive bedre til nyhedsbreve og nyhedsmails samt opsøgende arbejde hos branchens skiltevirksomheder. Det første skridt i den retning tager vi på Sign, Print & Pack-messen til september, lyder det fra den nye formand Jan Sloth Mølgaard.
Uddannelse, messer og netværk har præget formandstiden, nu gælder det udvikling af egen virksomhed
– Da jeg startede som formand for Skiltebranchen var det med ønsket om, at kunne præge branchen. Blandt andet ville jeg gerne opdatere skiltemaleruddannelsen til noget nyt. Det blev til skilteteknikeruddannelsen. Den opgave tog fire år. Uddannelse er generelt et område, der har haft – og fortsat har – min store interesse. Men derudover har også messerne været et stort fokusområde. Det har været spændende at se så mange skiltefolk samlet på ét sted. Det giver et godt netværk. Og sammenlægningen for år tilbage af vores egen skiltemesse med Sign, Print & Pack har været en god udvikling, lyder det fra den netop afgående formand Jan Stevnsborg, og han fortsætter:
– For mig selv og min virksomhed, Dannebrog Skilte, har Skilt & Print Branchen været et fantastisk netværk. Det er uvurderligt. Udfordringen har dog hele tiden været at forklare skiltevirksomhederne om fordelene ved at være med i et organiseret fagligt netværk. Det kan spare mange problemer og giver adgang til megen viden. Man er aldrig alene som organiseret.
– Men nu skal min egen virksomhed udvikles med blandt andet nye produkter og ydelser. Og så har jeg også nogle tanker om at udvide med nybyggeri, som måske skal lejes ud – gerne til noget brancherelateret, måske til en form for samarbejde inden for skiltebranchen om specielle produkter/ydelser mellem flere partnere, lyder det afslutningsvis fra Jan Stevnsborg.
Umiddelbart efter generalforsamlingen tog omkring 35 personer af sted på en faglig studietur til Skotland, hvor de blandt andet skulle møde den skotske skiltebrancheforening. Og mon ikke også der blev tid til lidt whiskysmagning 🙂