Uniplate i Odense er nabo til emballagevirksomheden Glud & Marstrand, som de lejer deres lokaler af. Glud & Marstrand er også deres største kunde.
René Jantzen overtog Uniplate for omkring 10 år siden, hvor han skiftede status fra medarbejder til indehaver. Selv besøgte jeg virksomheden første gang i forbindelse med, at de fik en Agfa CTP installeret. Den første, som var en Xcalibur fra Agfa Graphics, blev installeret i 2003 og siden kom der yderligere to fra samme firma.
– Jeg har arbejdet med Agfa lige fra min læretid. Jeg har følt, at vi har udviklet os sammen, så der er opstået et tillidsfuldt samarbejde. Derfor er Uniplate også næsten et Agfa-trykkeri i dag. De kender vores hus og vores forventninger, forklarer René Jatzen.
Fra reprovirksomhed til grafisk virksomhed
Da René Jantzen overtog Uniplate var det en ren reprovirksomhed. Men det var starten René Jantzens intention at udvikle virksomheden, således at de gik mod at blive en grafisk virksomhed, der kunne tilbyde kunderne at løse flere opgaver, således at de også selv fik flere ben at stå på.
Første skridt i den udvikling var at oprette en afdeling for storformat. Det skete allerede et års tid efter overtagelsen af Uniplate. Også den afdeling fik udstyr fra Agfa Graphics. En Anapurna UV-printer .
– Vores niche inden for storformat er print på plader, hvor vi også er underleverandør til andre trykkerier, skiltevirksomheder og reklamebureauer. Vi printer mange akrylplader og vi laver mange specielle printopgaver fx på fliser og gulvbelægning. Men også rullegardiner. Det største speciale er dog produktion af lydisolerende plader, fortæller René Jantzen.
Eleven kom med anbefalingen, da der skulle investeres i ny storformatprinter
Tillid er ikke bare noget, der fungerer i et leverandør/kundeforhold, mener René Jantzen. Det er også vigtigt at have tillid til sine medarbejdere. Der er 10 medarbejdere hos Uniplate. Og man fornemmer en god stemning og god fleksibilitet medarbejderne imellem.
Så det undrer mig ikke, da jeg erfarer, at en af husets elever var meget involveret i valget af nyt udstyr, da storformatafdelingen havde behov for ekstra kapacitet. Det er Filip Jantzen, der er en af mediegrafikereleverne hos Uniplate, der begyndte at undersøge markedet for forskellige muligheder.
– Filip brugte meget tid på research, og det var også ud fra hans anbefaling, at vi traf det endelige valg. Det blev igen en Agfa-løsning. En Anapurna Hybrid LED UV-printer. At det blev en LED UV-løsning, betød meget for os, da miljøhensyn altid har vægtet højt for mig, når vi investerer. En anden ting, der var afgørende for valget, var RIP-løsningen. Den skulle kunne matche vores Esko-system, fortæller René Jantzen.
Den nye Anapurna, der erstatter en otte år gammel Anapurna-model, er meget hurtigere – cirka tre-fire gange så hurtig, så det udvider kapaciteten og øger fleksibiliteten, hvilket der er behov for. Storformatopgaverne tegner sig i dag for omkring 30-35 procent af omsætninger.
– Med den nye Anapurna kan vi også printe hvid i raster – og få trykket til at skinne. Det har også været ret spændende at lære at arbejde med den nye RIP, der kan mange af de opgaver, vi før benyttede flere forskellige programmer til at løse, forklarer Filip.
Arbejdet bliver en hobby
Filip har været mediegrafikerelev i et år. At lærepladsen blev Uniplate er ikke så mærkeligt. Først og fremmest har Uniplate altid elever, og så er René Jantzen Filips onkel.
– Jeg synes Uniplate er en spændende virksomhed. Jeg får mange forskellige opgaver, og det er ikke det samme hver dag. Og så kan jeg godt lide, at det her hos Uniplate ikke bare er et job, hvor jeg skal sidde bag en computer hele dagen, fortæller Filip, der lyder meget engageret i sit arbejde. På samme måde som René Jantzen.
– Ja, mit arbejde er også min hobby, fortæller René Jantzen. Der godt nok også har en anden meget stor hobby, der har stor betydning for ham personligt, men også for virksomheden.
– Jeg er jæger. Ivrig jæger, jager med både med hagl, riffel og bue. Skoven er mit frirum. Det er der, jeg får mine idéer. Og jeg bruger også skoven som min coach, fortæller René Jantzen.
Netværket inden for jagten fører også til kundeforhold. Men resultatet er blandt andet også, at René Jantzen via eget forlag, Jantzen Forlag, har udgivet en vildt-kogebog.
– Sammen med kokken Klaus Styrbæk har jeg skrevet vildt-kogebog JAGT FORBI. Der er lagt vægt på at fortælle om livet som jæger, og hvad det vil sige at gå på jagt. Og så er bogen fuld af opskrifter på mad, der kan laves af det vildt, der bliver nedlagt. Det er mad, der kan laves over åben ild i skoven, eller derhjemme ved komfuret. Og vildtkødet, kan også erstattes af fx okse/kalv/kylling/kalkun, forklarer René Jantzen, der selv kan lide at tilberede et godt måltid.
Flere bøger er i støbeskeen. Blandt andet en om hjemløse. Det er tanken, at de hjemløse selv skal kunne sælge bogen. Og endnu en jagtbog er i støbeskeen. Ja ideerne mangler ikke hos René Jantzen til bogtitler. Han synes også det kunne være spændende at skrive en bog om udviklingen inden for den grafiske branche.
Den fortsatte udvikling af Uniplate: Et kreativt datterselskab
Men Uniplate-virksomheden udvikles også løbende. Der har siden René Jantzen overtog virksomheden været god vækst. Men udviklingen fortsætter mod at blive et full-service grafisk foretagende, udviklet rundt om emballage lige fra metal til pap og andre materialer.
Der skal snart investeres i et skærebord, og de er ved at åbne et datterselskab, der skal være et kreativt center. Her skal man arbejde med at udvikle emballage sammen med kunderne. Formålet er i samarbejde med kunder at udvikle emballage, der er anderledes men stadig lige funktionel.
Hvordan tegner fremtiden sig for Uniplate?
– Der skal også fokuseres på at uddelegere opgaver, og der skal gerne være kommet nogle medarbejdere ind i ejerkredsen. Og så er der kommet god gang i den kreative virksomhed, fortæller René Jantzen, der slutter vores samtale med disse ord:
–Medarbejderne skal også have det godt, og vi skal være gearet til at hjælpe hinanden og kunne afløse hinanden. Vi skal fungere som en familie med tillid til hinanden.