TechCollege i Aalborg er i dag det eneste sted i Danmark, hvor der uddannes grafiske teknikere. Antallet af elever varierer, men lige nu er der omkring 80, som går rundt i værkstederne, så der er liv og glade dage, fortæller Carsten Kristiansen.
Carsten Kristiansen er underviser på uddannelsen. Endvidere er han ansvarlig for skolens ”Akademi”-partnerskaber samt virksomhedskontakt. Så kunne du bruge en elev, så er det Carsten Kristiansen, du skal kontakte. Han er klar til at fortælle om mulighederne, og hvad det kræver at blive uddannelsesvirksomhed.
Et tæt samarbejde med de grafiske virksomheder er det bedste for uddannelsesstedet – og for virksomhederne, der har behov for dygtige medarbejdere, der forstår at arbejde med det nyeste udstyr.
– Vi skal forstå branchens behov med hensyn til, hvordan de arbejder, og hvad de forlanger af nye medarbejdere, fortæller Carsten Kristiansen.
– Derfor er det vigtigt, at vi kan tilbyde eleverne at arbejde på udstyr, der er helt up-to-date, fortsætter Carsten Kristiansen.
Ingen uddannelsessteder har mulighed for at vælge og vrage, når der skal investeres i nyt udstyr. Det er derfor nødvendigt at få mest muligt ud af budgetterne.
Samarbejde med leverandører
En måde at opnå dette er ved at indgå samarbejdsaftaler med leverandørerne, der giver positivt udbytte for begge parter.
Det har de grafiske uddannelsessteder gjort i flere år. De har givet leverandørerne mulighed for at indrette et ”akademi”-rum på skolen, forsynet med nyt udstyr til gavn for skolens elever, og til gavn for virksomhederne, der kan bruge ”akademi”-rummet som eget showroom til demonstrationer og kundetest.
Flere partnerskaber
TechCollege har flere ”akademi”-samarbejdspartnere. Roland DG og Piculell er begge samarbejdspartnere. Og senest er Canon også blevet en ”akademi”-partner.
– Et ”akademi” er en måde at samarbejde med leverandører både med hensyn til udstyr, rådgivning og showroom, og for os er det en af de veje, vi har til at have nyt udstyr, forklarer Carsten Kristiansen.
Canon ramte vores ønsker ret skarp
Da TechCollege Aalborg skulle finde ny ”akademi”-partner, var der naturligvis flere leverandører, der gav tilbud på partnerskabet.
– Canon ramte vores tanker omkring et ”akademi”-samarbejde ret skarpt, fortæller Carsten Kristiansen, da han begrunder, hvorfor valget faldt på Canon.
Eleverne er glade for at kunne printe trefløjet output
Rent udstyrsmæssigt har Canon opstillet en imagePRESS C10000VP og en imagePRESS C750. C10000VP er Canons 100 arks farveproduktionsprinter introduceret i 2015, der blandt andet var vinder af 2016 EDP-award, som blev uddelt på Drupa sidste år. Den noget mindre imagePRESS C750 leverer samme printkvalitet og er dermed et godt supplement. Udstyret er opstillet med mulighed for både stacking, brochure med tilskæring og mulighed for trefløjet output.
Skolens elever er især glade for muligheden for at kunne printe opgaver, der er designet som trefløjet output, fortæller Carsten Kristiansen.
Canon er glade for aftalen – og tilbyder ”lidt mere”
– Vi er meget tilfredse med denne aftale, da vi er sikre på, det vil skabe en synergieffekt, som vil komme begge parter til gode, forklarer produktansvarlig hos Canon Danmark Hans Dalmeijer.
– Vi har også planer om at stå til rådighed med relevante gæsteforelæsere, der vil bidrage med indlæg, der har fokus på teknologi, udvikling eller andet med relevans for faget, slutter Hans Dalmeijer
Canons samarbejde med TechCollege i Aalborg startede i december sidste år, og aftalen er indgået for en to-årig periode. En del af aftalen indeholder også at Canon stiller en imagePress til rådighed for DM i Skills, som i år fandt sted i Gigantium i Aalborg sidst i januar.