Print og Medier har været på besøg hos Gyllingskilte.dk i Holbæk. En fredag eftermiddag lige over frokost er der klemt et interview ind, inden turen går til København, hvor der venter en facadeopgave.
Jeg bliver budt på kaffe, og Betina, som ejer firmaet sammen med sin broder Jesper, spørger om det er OK, at vi tager samtalen i produktionen, da der stadig er en del opgaver, de skal holde styr på.
Gyllingskilte er et familiefirma, startet af Betina og Jespers far. Begge har stået i lære i virksomheden, der i dag er arbejdsplads for syv personer inklusiv en lærling, som de planlægger at fastansætte, når læretiden er overstået. Og så skal der igen tages en ny lærling.
Den økonomiske krise ramte Gyllingskilte.dk lige som alle andre. Det var hårdt, men de havde heldigvis lagt til side i de gode år, så der var lidt at tære på, fortæller Jesper. De seneste tre år er udviklingen vendt igen, og specielt det sidste 1,5 års tid har der været rigtig travlt, og de begynder også at få pladsmangel. De råder over cirka 420 kvm, men har en ansøgning inde om at udbygge så meget, som det er muligt på den matrikel, hvor de har til huse.
Fra udskårne bogstaver til bilindpakninger og receptionsskranker
Opgaverne er mangeartede, som for de fleste skiltefirmaer. Bilindpakninger og bildekorationer fylder dog ganske meget. Det samme gør facader. Og så følger der ellers en remse af forskellige opgaver, som fx Pyloner, udskårne bogstaver med LED-lys, print på tekstil med meget mere. Jesper nævner et eksempel på en opgave, der viser alsidigheden.
En dag stod Jesper og talte med indehaveren af et træningscenter. De kunne ikke helt lige finde en receptionsskranke, der matchede deres behov. Jesper lyttede lidt til deres ønsker og slog et par streger på et papir. Her var løsningen. Jamen, kan I ikke levere den, spurgte kunden? Og Betina og Jesper har det ikke så godt med at skulle sige nej til deres kunder. Heldigvis har de erfaring med at bygge messer, så det var ikke helt uvant for dem, at gå i gang med opgaven. Receptionsskranken er nu leveret til flere af træningscenterets afdelinger, og hver gang i en tilpasset udgave.
Alle opgaver hos Gyllingskilte.dk produceres inhouse, inklusiv smedearbejdet. De har to store Roland printere kørende i printrummet, og de producerer ofte også efter arbejdstid. I produktionslokalet står der to store skæreborde, og ved ”arbejdsbordet”, hvor vi drikker kaffen, står der blandt andet en levering på cirka 8.000 skilte af forskellig art klar til MJ Hydraulik. Sådan en opgave tager en uges tid at producere for to medarbejdere.
Fra den private kunde til Mærsk og Politiet
Opgaverne spreder sig som nævnt over en bred vifte. Det samme gør kunderne. Det er lige fra hr. Jensen til Holbæk Sygehus, Politiet og Mærsk. Eller restauranter i Spanien eller et gulvfirma i Polen.
Det handler om relationer
Hvordan bærer I jer ad med at få så forskellige kunder, spørger jeg. – Det handler om relationer. Kunder, venner og familie tør anbefale os, lyder svaret fra Betina og Jesper. Det er ikke så meget annoncer og markedsføring, for det gør de ikke så meget ud af. Men de er til at stole på, deres prisniveau ligger fornuftigt, det færdige produkt er i orden – og så er de ikke så firkantede, lyder den uddybende kommentar fra Jesper.
– Vi klarer opgaverne med lidt fleksibilitet, og hjælper hvor vi kan. Siger sjældent nej til en kunde, hvis de har akut behov for hjælp, fortsætter Betina.
På den måde begyndte de også at printe tøj. En kunde havde behovet, og ville gerne have det løst af Gyllingskilte.dk. Det fik de, og i dag produceres der cirka 1.000 stykker tøj hver måned. Men kun til faste kunder, alle andre forespørgsler bliver sendt videre til en samarbejdspartner, som er mere specialiseret i tekstilprint.
Hver opgave skal give overskud
De tjener penge på alle opgaver. Ingen laves med tab, men der er naturligvis opgaver, hvor indtjeningen er bedre, fortæller Betina. Hun bliver med mellemrum kaldt til telefonen, og har lige været ude for at tale med en kunde, der kom på besøg med en buket blomster, som tak for godt udført arbejde.
Der er stadig travlhed i produktionen, og med mellemrum ser Jesper også til printerne, der lige nu står og producerer byggepladsskilte.
Ingen kender dagen, før den er slut
Normalt starter de mandag morgen med morgenbrød og planlægningsmøde. De har for det meste booket deres kalender 14 dage frem i produktionen, men alligevel kender de aldrig dagen, før den er slut, og sådan skal det også være, lyder slutkommentaren fra Betina og Jesper, der nu skal skynde sig videre til København for at slutte denne uges opgaver, der blandt andet bød på 18 biler, hvoraf de tre blev fuldindpakket.