Har du behov for høj hastighed i folieringsprocessen, lancerer Neschen på Fespa en folieringsmaskine, der kan folie op til 12 meter i minuttet. Det gør den, ifølge Neschen selv, til verdens hurtigste og cirka 20 pct. hurtigere end den næsthurtigste.
Neschen har en lang tradition med at bygge folieringsmaskiner, men valgte i 2005, at købe den amerikanske high-end producent SEAL, og lægge al produktion i deres hænder. Sidenhen har man solgt SEAL, og nu valgt at genoptage produktionen i Europa.
Ud af det er der kommet to maskiner, som rummer summen af de erfaringer man har gjort over årene, fortæller Lars Nielsen fra den danske distributør NIZE equipment. De hedder holdsvis Coldlam og Hotlam og er, som navnene siger, til varm- og koldlaminering. Dog kan Coldlam faktisk varme op til 70 grader på toprullen. Hotlam varmer op til 160 grader på toprullen.
Udover varme muligheden er forskellen, at Hotlam er udstyret med svingbarrer, som gør det nemt at udskifte ruller. Hotlam har med sine fem føderuller mulighed for at laminere over- og underside samtidig.
– Hel konstruktionen er lavet i rustfrit stål og aluminium, som gør den robust og stabil. Rullerne trækkes af metalkæder, så der er ikke noget slup i fremføringen, siger Lars Nielsen og fortsætter:

– Der er tænkt meget over den praktiske hverdag. Når du folierer fleksible materialer er afstanden mellem rullerne så kort som overhovedet mulig, for at opnå størst mulig stabilitet. Når du folierer faste materialer, slår du et infeed bord ned med en enkel bevægelse, og maskinen kan endvidere betjenes fra begge sider. Styringen er helt elektronisk, så man skal fx ikke justere trykket ved at dreje på et håndtag.
De to Neschen maskiner kommer fuldt konfigurerede, hvilket vil sige, at prisen er for en komplet maskine. Der findes ingen tilkøbsmuligheder, eller skjulte merpriser, som de siger hos Neschen. De danske priser er endnu ikke fastsat, men hos Neschen oplyser man, at niveauet er omkring € 8.000 for Coldlam og € 13.000 for Hotlam.