
Det var to fyldte hold der blev trænet i henholdsvis Carwrapping og PPF hos vikiallo. At interessen var så stor skyldtes i høj grad underviseren, Rainer Lorz, som er kendt for sin rolle i Wrap Institute og netop kom fra SEMA-messen i Las Vegas, hvor han var blevet kåret som årets wrapper.

Der var alle chancer for at suge til sig på to gange to intensive dage i henholdsvis carwrapping og PPF, hvor Rainer Lorz lagde vægt på, at det ikke kun handlede om at kunne sætte PPF-folie på, men om hvordan man både opnåede en effektiv proces uden at det går ud over kvaliteten.
Rainer Lorz sagde om PPF (Paint Protection Film) at markedet var i stigning. Ifølge hans oplysninger er brugen af PPF på nye biler steget fra 0,2% til 7% i løbet af de sidste fem år. En væsentlig årsag er, at flere bilfirmaer, i kampen for at holde prisen nede på især elbiler, bruger mindre lak. Resultatet er mere sårbare biler, der skal beskyttes bedre for at holde værdien.
PPF er en investering
I dag ser mange PPF som en engangsomkostning, som måske kan betale sig. Rainer Lorz lagde i sin forklaring vægt på, at PPF er en investering som kræver et vedligeholdelses-setup. Hans anbefaling er, at man, for at kunne yde garanti, insistere på, at bilen skal ind til service en gang om året, hvor den bliver rengjort og efterset for fejl og slitage, og hvor man har chancen for at rette op på mindre skader og sikre både sig selv og kunden bedre. Først der kan man for alvor yde en passende garanti på 7-10 år. En sådan service koster naturligvis noget. Jeg synes han nævnte en pris på 1.200 – 1.500 kroner. Han sagde også, at hvis kunden ikke benytter servicen bortfalder garantien naturligvis.
Kurserne bestod af en teoretisk indgang, gennemgang af værktøj og en betydelig mængde hands-on med kyndig vejledning. At dømme efter kursisternes engagement, fik de hvad de kom efter.









