Kunderne har det godt – men beslutningsprocesserne er blevet længere

PUBLICERET: 20 May 2026
OPDATERET: 20 May
Per Kybndbøl og Lars Nikolajsen fra NIZE equipment på swissQprints stand på FESPA.

– Kunderne har det godt, men beslutningsprocesserne er blevet længere, siger Lars Nikolajsen, indehaver og direktør i NIZE equipment, da jeg møder ham på FESPA i Barcelona.

– Det tager simpelthen længere tid at sælge nyt udstyr. Det kan skyldes flere ting som blandt andet usikkerhed om fremtiden, men et eller andet sted vil den altid være der. Det er svært at pege på noget konkret. Vi kan se på salget af forbrugsvarer, at der er nogenlunde stabilt aktivitetsniveau, tilføjer han.

Men han synes, at det er lidt underligt at beslutningsprocessen trækker ud, for erfaringen er næsten altid, at når kunderne investerer i ny teknologi, og dermed øger kapaciteten eller udvider tilbuddene, så medføre det oftest en øget omsætning. Det er som om, at både teknologien, men også investeringen i sig selv, giver så meget fokus og energi, at det fører til større aktivitet.

Ny entry-level swissQprinter

SwissQprint har fornylig lanceret en entry-level model, Topi 5, som er baseret på Kudu’en, men med kun med et printhoved, hvor Kudu’en har 2-3 printhoveder. Det gør modellen billigere og gør den lidt langsommere, men bortset herfra er den fuldstændig samme kvalitet som en Kudu 5.

Det er i øvrigt en relativt ny dansk skiltevirksomhed, der har købt den første Topi 5 i hele verden, hvilket vi har en historie om her på siden om kort tid.

SwissQprint har stor fokus på, hvad man kan producere på deres maskiner og har en stand fyldt med eksempler. Til det siger Lars Nikolajsen:

– Det er, hvad vi kan producere, der er afgørende. Det handler om at tilføje værdi som vores kunder kan tjene penge på. Derfor forsøger vi at inspirere ved at vise, hvad man kan, så standen har fået et helt nyt look i år. Også for os i NIZE equipment er rådgivning og inspiration blevet meget vigtigere i relation til kunden.

Mere fokus på bølgepap

Lars Nikolajsen fortæller også, at NIZE equipment, i kraft af deres samarbejde med skærebordsfabrikanten Elitron, vil have mere fokus på bølgepap. Som nævnt i en anden artikel fra FESPA, er det udstyr, som mange skilteproducenter og grafiske virksomheder har, meget velegnet til produktion af bølgepapprodukter og emballage. Det er flatbedprintere og skæreborde, som kan løse stadigt flere af de opgaver, som tidligere var forbeholdt de store bølgepapproducenter. Men i kraft af versionering, individualisering, e-handel m.v. skal stadigt flere opgaver produceres i mindre oplag og med kortere produktionstid. Det passer i mange tilfælde til et set-up med flatbedprinter og skærebord.

I det hele taget er interessen for en mere digital produktion af bølgepapprodukter stigende, også i de mere industrielle miljøer. Vi kunne tidligere fortælle om Boxen Emballage i Nørre Sundby, der har købt en fuldautomatisk skæremaskine fra Elitron – en Kombo Tav.

Lars Nikolajsen fortæller at der også er installeret én hos Tupac i Sverige og at de forventer at en tredje bliver solgt til Sverige inden for en overskuelig fremtid.

Bølgepap (Corrugated) er af samme grund blevet et separat tema på FESPA, og der vil også være fokus på dette medie på årets danske grafiske messe Sign Print & Pack i september.

De seneste nyheder

Læs videre