
PR Offset har indgået aftale om salg af 50% af virksomheden til B.J. Holding A/S, som ejes af Bent Jensen.
Partnerskabet er, ifølge en pressemeddelese, et strategisk valg, der skal styrke PR Offsets langsigtede position som en stærk dansk grafisk virksomhed i et marked under forandring.
– PR Offset står i dag som en sund og veldrevet grafisk virksomhed med stabile kunder, en solid drift og et robust økonomisk fundament. Beslutningen om at få en medejer er derfor truffet fra et stærkt udgangspunkt og med fokus på at sikre et endnu mere solidt fundament for fremtiden, siger Rene Vestergaard som har stiftet virksomheden 2002 og ejet og drevet den siden.
2025 har været et godt år for PR Offset med stabil drift og fortsat positiv udvikling. Derfor står virksomheden stærkt og har handlefrihed til at tænke langsigtet i udviklingen af forretningen.
Den nye medejer er B.J. Holding A/S ved Bent Jensen. Bent Jensen er kendt som stifter og ejer af T Hansen, som de fleste danskere kender. Partnerskabet bygger på et mangeårigt kendskab og et fælles værdigrundlag med fokus på ordentlighed, langsigtet drift og ansvarlig forretningsudvikling.
– Vi står et stærkt sted i dag, og netop derfor giver det mening at tænke strategisk. Partnerskabet med B.J. Holding giver os et solidt fundament og mulighed for at udvikle PR Offset videre på vores egne præmisser, siger René Vestergård.
Partnerskabet skaber samtidig naturlige forretningsmæssige synergier. T Hansens forretning har et betydeligt og løbende behov for grafiske materialer, som fremover i højere grad kan samles og planlægges i samarbejde med PR Offset. Det bidrager til øget volumen, bedre planlægning og mere stabil kapacitetsudnyttelse.
– Vores ambition er at stå som en stærk dansk grafisk virksomhed, hvor kvalitet, faglighed og ansvarlighed kombineres med konkurrencedygtige priser. Samtidig er dansk nærhed, hastighed og leveringssikkerhed vigtige faktorer, som bliver stadig mere afgørende for vores kunder, forklarer
René Vestergård.
PR Offset fortsætter som selvstændig virksomhed med eksisterende ledelse og organisation. Partnerskabet ændrer ikke den daglige drift, men giver et styrket grundlag for fortsatte investeringer i mennesker, kapacitet og udvikling.









