
Stibo Complete lukker de to rotationer i Horsens og fortsætter effektiviseringen inden for en række specialiserede rotationstrykkerier.
Administrerende direktør Søren Henriksen fortæller, at det er en strategi koncernen har fulgt i 10-15 år, hvor de har købt kunder og produktionskapacitet – og efterhånden har fået en størrelse, hvor Stibo kan specialisere sig på de enkelte produktionssites.
– På nogle punkter minder det lidt om det Scandinavian Print Group gør. Vi har en stor mængde ordre, men i stedet for at samle dem på et sted (det er ikke så nemt at flytte rundt på rotationsmaskiner), så udvikler vi specialiseringen og effektiviseringen på de enkelte rotationstrykkerier/sites. Vi tilstræber en udnyttelse af vores produktionsapparat på ca. 90 %.
– Det har så betydet, at den produktion, som hidtil er blevet udført i Horsens, nu flyttes til de andre produktionssites i koncernen (Taastrup (DK), Vimmerby (SV), Katrineholm (SV), Preetz (DE) og Meldorf (DE)).
Søren Henriksen tilføjer, at købet af Aller Tryk og V-Tab, udover et betydeligt kundekartotek og en godt teknisk setup, også har bidraget med nogle interessante logistiske løsninger. De har begge en god geografisk beliggenhed og ligger begge godt i forhold til de lokale distributionscentre.
Meget forskellige markeder
– Distributionsomkostningerne i Danmark er steget voldsomt på meget kort tid. Det var en overraskelse for os. Jeg havde ikke forudset at Postnord ikke ønsker at gå med post. 400 år med postomdeling – og så stopper det i 2026. I Sverige, hvor det er markant billigere at distribuere, er der er derfor stadig et betydeligt marked for vores produkter, siger Søren Henriksen.
– Der findes fortsat utroligt mange magasiner i Skandinavien – også magasiner i meget små oplag på 1.000-1.500, hvilket ikke er meget, men det er vi supergode til at producere i Vimmerby. Derfor kan vi bevare konkurrencekraften ved at flytte produktion derop, siger han og tilføjer, at de ligeledes kan køre reklametryksager mere effektivt bl.a. på trykkerierne i Meldorf og Preetz.
– Det er en udvikling, der vil fortsætte i et marked, der ikke er i vækst. Vi vil til stadighed søge de mest effektive og konkurrencedygtige løsninger – og det kan vi bl.a. i kraft af vores størrelse.
Fortsat stor produktion i Horsens
Lukningen af rotationerne betyder ikke lukning af Horsens som produktionssted. Selvom de må sige farvel til godt 33 medarbejdere, er der fortsat stor aktivitet i produktionshallerne, hvor særligt in-store LFP-produktion fylder mere og mere. Det kan du læse mere om her:





