Ny skæregade løser flere udfordringer for Dystan & Rosenberg

Foto: Søren Winsløw
PUBLICERET: 15 December 2025
OPDATERET: 15 December
Palle Studsgaard-Odgaard, Poul Breindal og bogbinder Jan er alle meget tilfredse med installationen.

I september fik Dystan & Rosenberg installeret en helt ny skæregade fra Polar. Anledningen var to konkret forestående udfordringer.

Direktør Palle Studsgaard-Odgaard fortæller, at det dels var det nært forestående kommunevalg, hvor de skulle trykke og skære en meget stor mængde stemmesedler, dels har deres meget erfarne bogbinder, Jan, meddelt at han, efter at have udskudt pensionen ad flere omgange, nu går på pension i foråret 2026.

– Vi kører med tre skæregader til henholdsvis offset- og digitaltryk samt emballage. Nu har vi udskiftet det ældste anlæg og fået et med alle de faciliteter, som en moderne skæregade kan byde på til vores offsetproduktion. Det betyder bl.a. at der er minimalt med tunge løft og at selve programmeringen og skæreprocessen er automatiseret så meget, at skæreoperatøren bare skal følge instruktionerne fra maskinen selv, siger Palle Studsgaard-Odgaard.

Få løft og meget automatik

Den nye skæregade består først af en lift, der automatisk kører pallen op i en ergonomisk arbejdshøjde, hvor toppen passer med, at man nemt kan trække et stød papir ind på rystebordet. Her rystes arkene så de ligger helt lige, hvorefter luften presses ud med en udpresservalse. Udpresservalsen er med til at sikre, at stødene ikke skrider under skæringen.

Fra rystebordet trækker bogbinderen stødet over til skærebordet. Bevægelsen er gjort nemmere ved hjælp af transportkugler og luftdyser i bordoverfladen.

Ved skæremaskinen scannes stregkoden, som enten er tryk på arket eller følger med ordresedlen, og herefter kaldes skæreprogrammet, der er automatisk genereret i Polar Compucut softwaren, frem. Skæreprogrammet er baseret på data fra udskydningen. Herfra instrueres operatøren, via skæremaskinens skærm, i hvordan og i hvilken rækkefølge arket skal skæres.
Mellem hvert skær åbner skærebordet sig mellem kniven og forbordet (Autotrim), så fraskæret falder ned i en papiraffaldsboks. Herfra kan det bortskaffes enten via udsugning eller transportbånd.

Når de færdige blokke er skåret, lægger bogbinderen dem over i Transomaten og når et lag er færdigt og klart til at lægge på palle, kører Transomaten automatisk aflæggerbordet ned i den rette højde, og palleterer de skårne emner.

Poul Breindal fra Heidelberg, som har solgt Polar-systemet til Dystan & Rosenberg, siger:

– Vi har flere af de enkelte komponenter i systemet ude hos forskellige brugere, men dette system er et af de første med den nyeste opgradering af softwaren CompuCut, som fuldstændig automatiserer opsætningen af skæreprogrammet. Alle data hentes direkte fra prepress og bruges til at danne skærefilen. Ved scanning af den tilhørende stregkode på ordresedlen hentes det færdige skæreprogram automatisk i maskinens hukommelse. Det, sammen med, at du ikke skal stå fysik og læsse papirstød op fra en palle, bruge tid på at fjerne fraskær eller lægge de færdigskårne ark på en palle til sidst, sparer rigtig meget tid i skæreprocessen. Ofte taler vi helt op til 50% produktivitetsforbedring i forhold til en stand-alone skæremaskine.

Forberedt på fremtiden

For Dystan & Rosenberg betyder det, at skæregaderne ikke umiddelbart bliver en flaskehals. Når Jan går på pension, betyder det også, at det bliver nemmere at sætte andre medarbejdere ind i den del af produktionen. Palle Studsgaard-Odgaard siger:

– Det er tæt på umuligt at finde nye bogbindere. Så vi må lave en turnus-ordning, hvor forskellige medarbejdere skiftes til at tage en tørn i skæregaden. Det bliver langt nemmere med det nye system. Da der samtidig næsten ingen fysiske løft er, er belastningen af medarbejderne begrænset. Det betyder også noget, for vi skal have sunde og glade medarbejdere – i mange år.

Udover en væsentlig produktivitetsforøgelse oplever Dystan & Rosenberg også, at kvaliteten på de færdigstablede paller er mindst lige så god som før. De står snorlige, hvilket både er en fordel ved videre bearbejdning internt såvel som eksternt, eller bare ved at kunden ser en knivskarp papirstabel og tænker – der er styr på det! Det mener Palle Studsgaard-Odgaard i hvert fald.

Sjællands ’bredeste’ trykkeri

Dystan & Rosenberg er muligvis Sjællands største trykkeri. Den formulering bryder Palle Studsgaard-Odgaard sig dog ikke om, hvorfor de kalder sig Sjællands ’bredeste’ trykkeri.

– Vi er formentlig det største lidt afhængig af, hvilke parametre man opgør det på, men vi er det trykkeri med det bredeste udbud af internt producerede ydelser. Vi producerer offset- og digitaltryk in-house, vi har storformat og skilteproduktion samt emballageproduktion og så har via vores Prinfo-netværk et meget stærkt bagland. Alt sammen produceret i Danmark. Det er der mange kunder der værdsætter.

Bogbinder Jan giver udtryk for, at det især er udlægningen (fra skærebord til palle), hvor han ser den største reduktion i den fysiske belastning.

De seneste nyheder

Læs videre