
I løbet af Scanpack meddelte STOK Emballage, at de køber BEWIs handelsemballageaktivitet (BEWI Food) for at danne en førende nordeuropæisk emballageløsningsvirksomhed. BEWI vil geninvestere en betydelig del af sit provenu i det sammenlagte selskab.
– Denne transaktion markerer en afgørende milepæl, der i høj grad vil accelerere STOKs spændende vækstbane og afspejler vores planer om at blive en førende international emballageløsningsvirksomhed. Vi glæder os til at byde vores nye kollegaer fra BEWI Food velkommen i vores udvidede forretning. Sammen vil vi udnytte ekspertisen, produktionskapaciteten, produktporteføljen og vejen-til-marked-infrastrukturen i den kombinerede gruppe til fortsat at styrke vores overordnede markedstilbud, så vi kan levere mere omfattende løsninger til kunder på tværs af Norden og Island, udtaler Martin Frederiksen, administrerende direktør i STOK.
BEWI Food har en solid position inden for fødevareemballage i Norge og Island med særlig fokus på skaldyrsindustrien og omsætter for ca. EUR 75 mio. Forretningen betjener en loyal og langvarig kundebase gennem strategisk placerede lagre på tværs af Norge og Island og leverer specialiserede emballageløsninger skræddersyet til kundernes behov.
STOK på Scanpack
STOK Emballage var på Scanpack for at udbrede deres brand i Sverige og Norge, og ifølge Kim Jørgensen og Michael Søndergaard havde de den største stand, hvis man talte deres åbne ’mødecenter’ oven på møde- og lagerlokalerne med.
– Det er første gang vi er på Scanpack og jeg må sige, at vi er overvældede over den positive opmærksomhed, vi har været udsat for, fortæller Kim Jørgensen.
Budskabet er, at STOK er branchens full-service partner som omfatter de fleste emballagematerialer man kan komme i tanke om. Derudover udvikler de automatiseringsløsninger, da mange både små og store industrier bevæger sig mod en stigende automatisering. For et par år siden købte de PAP Emballage & Display og har således også produktion af display og POS-løsninger i sortimentet.
Michael Søndergaard havde drevet PAP Emballage & Display i en årrække og fulgte med over i STOK for at understrege deres koncept med at have specialister på alle positioner.
– Det er afgørende for kunden, at de møder nogen der ved hvad de snakker om, eller lynhurtigt kan bringe dig i kontakt med én der gør. Med vores brede portefølje og mange specialister kan vi tilbyde kunderne en one-stop-shop, tilføjer Michael Søndergaard.






