Skiltefabrikken Svendborg har netop fået installeret en Océ Arizona storformat flatbedprinter. Og den korte forklaring på, hvorfor de har valgt den er, at det bedst kan betale sig at give det ekstra for at få den bedste kvalitet. Det betaler sig hjem i form af en højere produktivitet, en høj oppetid, en stabil og ensartet outputkvalitet og så bliver medarbejderne gladere af, at have det bedste værktøj mellem hænderne.
Sådan nogenlunde falder ordene fra direktør Jens Hjortholm Andersen og den ene af hans to partnere, Anders H. Jensen, da jeg besøger dem for at høre om deres nyindkøb. Skiltefabrikken har 12 år på bagen og har i den periode opbygget en mellemstor skiltevirksomhed med 10 ansatte. De sidste to ansatte, en sælger og en grafiker, er netop kommet til for at ”fodre” fabrikkens nye arbejdshest– Océ Arizona 6170 UV – med opgaver.
10x så hurtig printer
Den nye printer afløser en tidligere Arizona-model. Men den nye er 10 gange så hurtig og printer på et areal der er mere end dobbelt så stort (2,5 x 3 meter) som den gamle. Det betyder, at tidsfaktoren i priskalkulationen er reduceret og har gjort dem mere konkurrencedygtige. Det betyder også at de kan lave flere opgaver på kortere tid, og at hasteopgaver kan leveres inden for få timer.
– Når man har så hurtig en maskine er det vigtigt hele tiden at kunne forberede de næste opgaver, fortæller Jens Hjortholm Andersen. Derfor var det af afgørende betydning, at printeren kan opdeles i zoner, så vi kan printe på den ene halvdel, mens vi forbereder den næste opgave på den anden halvdel.
Det er ikke så tit der printes i det fulde format, men når det sker, har de fået bygget et par transportborde, så operatøren nemt kan af- og påmontere de op til 6 m2 store plader i printeren. Det ville være helt umuligt for en person at gøre alene.
En idéfabrik
Men ellers er det ikke priskonkurrence de er mest optaget af. På Skiltefabrikken er de specialister i specielle løsninger. De elsker at udfordre, og at blive udfordret af kunderne. Anders H. Jensen er tidligere smed og har sidenhen startet eget reklamebureau. I dag bruger han primært sin tid som koncept og idéudvikler hos Skiltefabrikken. Hans store erfaring med at arbejde med tredimensionelle objekter og alle mulige materialer gør, at de er leveringsdygtige i alt inden for skilte, displays, udstillinger, interiør m.m. Og måske vigtigst af alt, så kan det produceres hurtigt og installeres, hvis det også er det krav. Skiltefabrikken har samarbejdspartnere i hele landet, som de kan trække på ved landsdækkende opgaver.
Anders H. Jensen fortæller, at de på et tidspunkt havde en dagligvarebutik som kunde. De var kommet ud i en såkaldt shitstorm på grund af noget ommærkning af fødevare. På kort tid havde de brug for en masse information og skiltning i butikkerne, som skulle genoprette tilliden. Den opgave løftede Skiltefabrikken, dels ved at printe skilte i døgndrift og dels ved at aktivere hele deres netværk, så alle skiltene og hele kampagnen kunne sættes i gang inden for det korte tidsrum, der var til rådighed.
Ideerne skal omsættes til forretning
Den nye Arizona er endnu ikke fuldt belagt. Med op til 155 m2 i timen skal der rigtig mange opgaver til. Men den nyansatte sælger Jesper har dels et kæmpe netværk fra bilbranchen, hvor han kommer fra og har dels en masse gode ideer til, hvordan de får kommercialiseret de mange gode ideer, som de har udviklet på Skiltefabrikken.
– Vi skal ikke stoppe med at udvikle nye ting. Det kan vi slet ikke lade være med. Det ligger i vores DNA, siger Jens Hjortholm Andersen, men vi skal blive bedre til at få de bedste af dem til at blive en vare, som vi også kan sælge til andre. Det skal Jesper hjælpe os med.
Et af de koncepter de har udviklet, på baggrund af succesfulde ad hoc-opgaver, er pakkeløsninger til byggebranchen. Her har de identificeret en række faser, hvor der er behov for forskellige former for skiltning, afmærkning, afskærmning, vejvisning, advarsler, orientering m.m. som de nu tilbyder i hele pakker til arkitekter og byggeledere. Specielt arkitekterne er en interessant målgruppe fordi, at skiltningen for dem er en slags visitkort. Både den midlertidige og den permanente.
Højeste kvalitet uanset hvad
Og her kommer den nye Océ Arizona 6170 UV perfekt ind i billedet. Den kan printe på næsten alt fast materiale, den gør det hurtigt og i en kvalitet som selv på kort afstand er ulastelig.
– Vi har netop printet adskillige kvadratmeter kunst til indendørs dekoration af en handelsskole. Der satte vi hastigheden ned til 50 m2 i timen for at få den absolut bedste kvalitet, men ellers vil jeg påstå, at ingen almindelige mennesker kan se forskel på, om vi kører 50 m2 i timen eller 150. Kvaliteten er uovertruffen, ikke mindst på grund af de variable dråbestørrelser, der gør det muligt at beskrive helt fine nuancer og detaljer, siger Anders H. Jensen.
Begejstringen er stor for den nye maskine. Men udover, at der skal skaffes mange flere opgaver for at holde den beskæftiget, så udfordrer den også efterbehandlingsafdelingen.
– Når vi kører for fuldt skrald på Arizona’en, så kniber det med at følge med på skærebordet, siger Jens Hjortholm Andersen, så hvis det går som vi ønsker, så skal vi have et skærebord og en mand til inden for en overskuelig fremtid.