I Balling i det midtjyske ligger et af Danmarks få tilbageværende aktive bogbinderier. Virksomheden startede tilbage i 1981, og var op til 2006 ejet af GraphX i Odense. De lavede kuponhæfter. I den helt store stil, alle kuponhæfter i hele Norden var en tur rundt om GraphX. Det gik strålende lige indtil internettet for alvor overtog kupon-markedet, så fra omkring 2004 begyndte det at blive en virksomhed med udfordringer.
Ikke langt derfra havde Erik Dyeremose et mindre bogbinderi, hvor det gik så godt, at de trængte til mere plads, og i 2006 købte han den skrantende GraphX og flyttede sit eget bogbinderi til de nye lokaler samtidig med at de selvfølgelig fortsatte med de opgaver, der stadig var i GraphX. I dag råder de over 4500 kvm, og der er 23 medarbejdere.
Et langsomt generationsskifte er i gang
Michael Nielsen er en af de ansatte. Han har været der i 11 år, og Erik Dyremose og Michael Nielsen har aftalt et langsomt generationsskifte, der er igangsat.
I dag er opgaverne fordelt, således at Erik Dyeremose er direktør. Han sidder med ordremodtagelse og specialtilbud og ”styrer forretningen”, som han udtrykker det.
Michael Nielsen har ansvaret for både produktion og salg og lidt tilbud. De har godt med plads og meget udstyr, og der er gang maskinerne, da jeg sammen med Erik Dyeremose går rundt i produktionen for at finde Michael Nielsen. Stemningen i ”hallerne” er god, der er travlt, men det ser ud til, at det hele foregår systematisk og i god ro og orden.
Blæksprutten
Erik Dyremose og Michael Nielsen har en fin fordeling af opgaver imellem sig, men de bliver hjulpet godt af deres uundværlige blæksprutte, Louise. Det er hende, der tager telefonerne, og hende man som den første møder, når man besøger virksomheden. Det er også Louise, der skriver ordrer ud, holder styr på fragten, fordeler opgaverne og meget mere. Kort sagt en vaskeægte blæksprutte.
Overholder aftaler og har gode medarbejdere
Jeg spørger, hvem kunderne er, og hvorfor det er Gramo, der bliver valgt som samarbejdspartner.
– Vi overholder aftaler, og vores medarbejdere er det vigtigste i virksomheden. Kunderne kender dem, og andre hører godt om os og personalet. Så mange kommer via mund-til-mundmetoden, forklarer Erik Dyeremose.
– Ja, vi har nogle rigtig gode medarbejdere. Og de er helt selvkørende. Vi behøver ikke lægge vagtplaner, når der er ekstra travlt. Det styrer de helt selv. Er der behov for at møde tidligere ind, gør de det, uddyber Michael Nielsen.
Kunderne er en kombination af mindre trykkerier uden eget bogbind, samt større trykkerier, som ikke selv kan nå opgaverne, og så også de helt store, som bevidst har valgt bogbind fra.
Men det betyder også noget for ordreindgangen, at Gramo ikke bare er kendt for at overholde leveringstider, men også at de kan levere hurtigt. Mange ordrer kommer ind den ene dag og ud den næste.
Det gode gamle tavlesystem styrer workflowet
Hurtigt, fleksible leveringstider, mange forskellige ordrer og medarbejdere, der er selvstyrende. Umiddelbart ville jeg forvente, at de havde et ordrestyringssystem, der var synligt på skærme rundt omkring i de forskellige afdelinger. Men nej, det hele kører med et godt ”gammeldags” tavlesystem, der viser de kommende fire uger. Og så en mængde af små farvede post-its, hvor opgaverne er beskrevet og tydeliggjort med forskellige farver.
Og det fungerer, forklarer Michael Nielsen. – Medarbejderne ved præcist, hvad de skal, og vi holder som nævnt altid vores aftalte leveringstider.
Købte bogbinderi fra Midtjysk pap
For et stykke tid siden købte Gramo bogbinderi-afdelingen inklusiv kundekartotek og noget af udstyret fra Midtjysk Pap. Det betød blandt andet, at de fik en avanceret falsemaskine, således at Gramo har fået et ekstra speciale at tilbyde kunderne. Der står i alt syv falsemaskiner i produktionen, og de erstand til at løse små som store opgaver i små som store oplag – og nu også med falsninger, som der ikke er så mange, der kan tilbyde.
Netop det at kunne tilbyde noget specielt skal være med til at sikre virksomhedens overlevelse.
– Om fem år er der nok flere opgaver, der er så specielle, at trykkerierne ikke selv med fornuft kan løse dem. Det skal vi så kunne tilbyde.
Hæfte-og fals fylder meget
Hos Gramo løser de en meget bred vifte afopgaver. De samlehæfter, producerer omslagsbøger, adresserer, folierer, skær, falser, laver lagfals/postfals, kuvertering og hulning.
Omkring 60 til 70 procent af omsætningen kommer fra hæfte- og falseopgaver, derefter følger flexbind, foliering m.m.
Fremtiden
De vil følge udviklingen og sørge for at kunne tilbyde kunderne det, der efterspørges. Det kræver det rigtige udstyr i produktionen, men tavlesystemet med de mange farvede post-its virker ikke til at være på vej ud.
– Det fungerer perfekt, alle kan finde ud af det, så hvorfor skifte noget, der fungerer, lyder slutkommentaren fra Michael Nielsen