I 2015 overtog Thomas Svart den grafiske handels- og servicevirksomhed Rich. Ebbesen ApS. Tredje generation i det ellers familieejede firma ønskede ikke at føre det videre, og Thomas Svart blev ansat med henblik på en eventuel overtagelse. Det stod hurtigt klart for ham, at her var et stort potentiale. Samtidig var det også en once-in-a-life-time chance, som han ikke turde lade gå fra sig.
Rich. Ebbesen lever af at sælge grafisk efterbehandlingsudstyr og forbrugsvarer, samt af at servicere og vedligeholde det samme udstyr. Thomas er udlært grafisk trykker og har forud for overtagelsen af Rich. Ebbesen blandt andre arbejdet for Manroland, Dansk Avistryk og Flint Group.
Nye boller på suppen i salgsorganisationen
Potentialet bestod blandt andet i en kæmpe kundedatabase, som var opbygget gennem næsten 100 års virke. Men salgsorganisationen var ikke helt fulgt med ændringerne i markedet. Der skulle, ifølge Thomas, stemmes flere dørklokker og så skulle synligheden på internettet styrkes markant, for at skabe grobund for en fortsat berettigelse i markedet.
En anden umiddelbar ændring som stod for var flytning fra udgiftstunge og upraktiske lokaler i Valby. Dem forlod man til fordel for en mere passende lokation i Smørum. Her er alt i samme plan og man har desuden valgt ikke at have showroom, da det er en alt for dyr en måde at markedsføre sit udstyr på, fortæller Thomas Svart.
– Vi har i dag opnået en række nye interessante agenturer fra primært europæiske leverandører. Det gælder fx Rolls Royce-modellerne inden for false- og hæftemaskiner, GUK og Kalfas samt James Burns, der har patent på Wire-O-navnet. For os er det meget billigere at tage kunderne med på en dagtur til et europæisk hovedkvarter end at have maskinerne stående til lejlighedsvis fremvisning, siger Thomas Svart.
Betal kun for den service du får
Ellers er det stadig de gamle dyder der tæller. Hovedparten af deres omsætning kommer fra servicering af udstyr. De servicerer i hele landet og alle slags grafiske efterbehandlingsmaskiner. Og man betaler kun for det man får. Der er ingen forsikringer indbygget. Du kan købe en service som bliver udført et antal gange om året, og derudover betaler du pr. time plus materialer. Sådan mener Thomas at det er mest fair overfor alle parter, og kunderne udtrykker tilfredshed med ordningen.
På værkstedet i Smørum er de i stand til at reparere næsten alt. Herfra styrer den teknisk ansvarlige Rumle Ebert både smedene og de kørende teknikere. Smedene har et helt maskinværksted til rådighed. Der kommer ofte maskiner ind fra nær og fjern som skal have en eller anden form for hovedreparation. Det spiller nærmest ingen rolle, hvor gammel eller speciel maskinen er, så kan de få den bragt i brugbar stand.
GDPR-udfordringen skabte et helt nyt marked
De fleste af os forbinder GDPR med online marketing og adressedatabaser. Men for ret mange virksomheder er udfordringen håndtering af personfølsomme oplysninger i papirformat. Det gælder fx offentlige instanser, banker, advokater og personlige rådgivere, som alle skal skaffe sig af med deres papirbårne informationer efter helt faste retningslinjer. Det så de hos Rich. Ebbesen og fik et par gode agenturer på makulatorer (Dahle og Rexel), satte sat grundigt ind i reglerne og kunne dermed tilbyde både rådgivning og udstyr til at løse opgaven. Det har været en stor succes, som de fortsat forfølger målrettet. Mange har nemlig endnu ikke helt har forstået ansvaret og konsekvenserne, fortæller Thomas Svart.
Nogle produkter fungerer bare som døråbnere
Hos Rich. Ebbesen sælger de rigtig mange omslag, wire, hæftetråde, lim og lignende til efterbehandling. Men da det er noget man kan købe online hvor som helst i hele verden, er de nødt til at være helt skarpe på prisen. Thomas Svart fortæller:
– Avancerne på den slags standardprodukter er meget lav, så vi har besluttet os for, at hos os betragter vi det mere som døråbnere og har derfor det vi kalder ”tyskerpriser”. Det koster det samme hos os, som hos de store tyske leverandører. Men her kan du få en masse andet også, som du har brug for til din boggade, inklusive maskiner, service og reparation. Vi har fx Danmarks største udvalg i Renz-maskiner og forbrugsvarer. Det er der mange der er glade for, og vi er begyndt at få henvendelser helt fra Norge.
Ingen kender morgendagen
Nysgerrigheden er stor hos både Thomas Svart og hans team. Selvom de er meget bevidste om at holde fast i det de er gode til, så søger de hele tiden nye grænser. På det seneste er de begyndt at udvikle hjemmesider for flere deres kunder. Det er endnu i sin vorden, men responsen har indtil videre været positiv. – Ingen aner hvordan morgendagen ser ud. Vi skal holde fast i vores spidskompetencer, men samtidig har vi antennerne ude, så vi kan reagere hurtigt på forandringer, udtaler Thomas Svart.
Nysgerrigheden betyder også, at de overvejer, om de ikke skulle have en 3D metalprinter i værkstedet, så de på den måde, hurtigere og billigere, kunne fremstille specialdele til maskiner, hvor reservedelene ikke længere er tilgængelige.