Det er 11 år siden, at Preben Bech startede Display Graphics Supply (DGS). Efter et par år i spidsen for Signcom Denmark ApS, valgte Preben Bech at stoppe her og igen skabe liv i leverandørvirksomheden DGS. I denne omgang med datteren Mette Bech Elsgaard som en del af teamet.
Fra ansat til selvstændig
Preben Bech er uddannet reprofotograf hos Aller Tryk, og har arbejdet i den grafiske branche lige siden. Mange år som sælger. Et job, der kan være rimelig hektisk. På et tidspunkt blev det så hektisk, at Preben Bech valgte at stå af ræset. Han stoppede sit job, og efter nogle måneder besluttede han, at ville starte for sig selv. Og det skulle være en virksomhed, der blev drevet af en livsstil, der gav en lyst til at tage på arbejde hver morgen, og hjælpe kunderne. Virksomheden skulle være drevet af relationer.
Relationer skaber udvikling
Det blev grundlaget for Display Graphics Supply, da selskabet så dagens lys for 11 år siden. Produkterne kom også via relationer, som Preben Bech gennem årene havde skabt rundt omkring i verden. DGS importerede medier direkte fra Østen. Preben Bech kendte kvaliteten og priserne var rigtige.
Men en virksomhed drevet af relationer udvikles naturligvis også i samarbejde med kunderne. Og da Preben Bech oplevede, at kunderne efterspurgte display-løsninger blev de en del af sortimentet til kunderne.
Fra DGS til Signcom og tilbage til DGS
Da Preben Bech efter megen overvejelse besluttede, at han igen ville være selvstændig, var det med ønsket om at genskabe DGS som den mindre virksomhed, der drives af relationer. Til leverandører, til kunder og til teamet i virksomheden. Det skal med et lidt fortærsket udtryk være en win/win-situation ikke bare økonomisk men lige så meget på det menneskelige plan.
At relationer skaber resultater, ses tydeligt hos DGS. De fleste af kunderne fra tidligere er igen en del af kundelisten. Nogle har Preben Bech handlet med i 30 år. Mange kommer fra printvirksomheder, der arbejder med displaysystemer, men kundegruppen er herudover meget varieret.
Et bredt sortiment
Preben Bech har igen fået aftaler på plads med leverandører, som han tidligere samarbejdede med.
– Hvis man først har handlet med et firma fra Østen, og har overholdt sine samarbejdsaftaler, kan man altid komme tilbage, fortæller Preben Bech og tilføjer, dette gælder i øvrigt også vores europæiske leverandører.
DGS udvider dog også med nye leverandører. Fx starter de op med en tysk medieforhandler, således at deres palette bliver fulddækkende. Og sortimentet vil løbende blive udvidet. I dag dækker mediesortimentet løsninger inden for vandbaseret, Eco-solvent og latex printmedier.
På displaysiden fås alt lige fra roll-ups, beachflag, pop-up vægge, diske og brochureholdere, for at nævne nogle eksempler.
DGS er også forhandler af EPSON-printløsninger.
En niche – skal gøre forskellen
– Vi vil gerne finde nogle nicher, hvor der i øjeblikket ikke er andre. Det har vi fx fundet på skilteophæng, specielt til indendørs brug og i den retning vil DGS nok udvikle sig.
Der er tale om et enkelt men også alsidigt og elegant system. Til plader og glas med og uden LED.
Og snart kan DGS præsentere et helt nyt og miljøvenligt produkt til outdoorbrug. Det er specielt velegnet til reklamer på asfalten.
– Vi bruger ikke asfalten så meget i Danmark. Det er meget mere brugt i fx Sverige og Tyskland, fortæller Mette Bech Elsgaard. – Men med vores nye produkt bliver det så let at arbejde med – også når det skal fjernes – at det må skabe lidt gang i denne mulighed.
Mediet kan også benyttes indendørs.
Den personlige betjening
Et bredt sortiment og nicher er godt, men det er relationerne, der gør forskellen.
Både Mette Bech Elsgaard og Preben Bech brænder for DGS. Det er man ikke i tvivl om, Men er det nok til at drive en virksomhed i et marked, der er preset på priserne?
– Når man ikke kan konkurrere på pris– og det kan man ikke længere, de er allerede helt i bund fra alle leverandører til alle kunder – så må det blive på noget andet. Hos os, er det fx den helt personlige betjening. Vi bringer ofte selv varerne ud (levering fra dag til dag). Og er der en kunde, der ringer lørdag formiddag med et problem, så løser vi også det, fortæller Preben Bech.
– Det kræver naturligvis også, at vi har nogle fornuftige kunder, der er behagelige at samarejde med. Det skal være et godt og udbytterigt samarbejde for begge parter, fortsætter Preben Bech.
– Vi vil gerne have mange kunder, men de skal passe ind i vores livsstil, slutter Mette Bech Elsgaard, vores samtale. Mette Bech Elsgaard er uddannet grafisk designer og har arbejdet hos nogle af de større bureauer, inden hun begyndte at samarbejde med sin far. Mette arbejder også som freelance grafiker, så hvis nogle kunder står og mangler noget hjælp, kan de bare ringe – tilføjer Mette.
Display Graphics Supply har naturligvis også en webbutik, hvor produkterne kan bestilles online .