En Nørrebrovirksomhed – Blueprinter – har skrevet sig ind i den endnu lidt spæde 3D printhistorie med en teknologi, der ifølge virksomheden selv er den billigste på markedet i relation til produktionsomkostningerne.
Det hele startede med to ingeniørstuderende, Frederik Tjellesen og Anders Hartmann. De benyttede sig af 3D printede elementer under deres studie, men syntes det var for dyrt.
De fandt dog også, at mulighederne med 3D print var så interessante, at de besluttede sig for at udvikle en 3D printer, der både anskaffelses- og omkostningsmæssigt gjorde det mere attraktivt at benytte sig af 3D print til fx prototyper.
– Alt for mange idéer forbliver i skuffen, fordi det er for kostbart at få fremstillet en prototype, fortæller Niels Appel, der er CEO i Blueprinter.
– Vi har en vision om at gøre det lettere og enklere at få testet nogle af idéerne. Det er også med basis i den vision, vi har skabt vores pay off: empowering people to create.
Blueprinter blev startet i 2008. I 2012 bliver der tilført kapital til virksomheden, som også er støttet af Vækstfonden. Og det er også i 2012, at Niels Appel bliver ansat som CEO, og der ansættes flere medarbejdere. Det betyder, at der nu er ressourcer nok til for alvor at gøre printerne klar til markedet.
De første Beta-løsninger bliver installeret i starten af 2013, og i slutningen af året og begyndelsen af 2014 erstattes Beta-udstyret af produktionsprintere. Og salget starter op i Europa. I dag er indtagelsen af det asiatiske marked også påbegyndt.
Teknologien, der gør det muligt
Anskaffelsesprisen på Blueprinter 3D-starterpakke (printer, pulverrenser, computer med software) ligger fornuftigt for en professionel løsning – omkring 200.000 kr. Det er muligt, fordi de to ingeniører valgte at benytte et termisk printhoved, som er billigere end et laserprinthoved, der benyttes i de fleste andre 3D printere.
Produktionsomkostningerne ved print fik udviklerne ned ved at udvikle SHS teknologien, der kan fungere sammen med et termisk printhoved. Et laserprinthoved benytter SLS-teknologien.
Blueprinter virker ved at påføre varme på lag af termoplastisk pulver, der tillader fri formning af selv komplicerede geometriske forme. Det termoplastiske materiale, der bliver i overskud fra en printopgave, kan genbruges. Med FDM-teknologien, der er den mest anvendte, er der ikke noget overskydende materiale, da der her printes med støttemateriale.
Ikke bare billig – også let at betjene
Selv ikke ingeniører gider lære at bruge en 3D printer. Derfor ønskede Frederik Tjellesen og Anders Hartmann også at skabe en 3D printer, som var meget simpel i betjeningen.
En af udfordringerne ved mange 3D printløsninger er, at det er nødvendigt at forstå teknikken og lære at arbejde med den. Det er udfordring, og mange får anskaffet en printer, men går i stå med brugen, fordi det kræver lidt mere end et klik på en tast.
Derfor har Blueprinter udviklet deres eget software til at styre processen. Print-løsningen leveres med en PC, hvor der er installeret et styreprogram med et brugerinterface, der næsten kan sammenlignes med ”drag and drop”.
– Det er lige så let eller lettere at betjene vores Blueprinter-udstyr end normalt 2D printudstyr, forklarer Niels Appel.
Løsningen omfatter også udstyr til opsamling og klargøring af det løse plastpulver, der genanvendes. Og startpakken indeholder også den første portion pulver, så det er lige til at gå i gang med første opgave.
SHS-teknologiske fordele
Til sammenligning med laserteknologien, der har printhoveder med en eller to print nozzles, så benytter SHS termoteknologien 1.920 varmeelementer. Det betyder, at der kan printes med ret høj nøjagtighed. Og også hurtigt ved produktion af flere emner på samme tid. Printpladsen kan fyldes med forskellige – eller ens – emner, det gør produktionen hurtigere.
Ved hjælp af teflon kan temperaturen i printkammeret styres meget præcist, hvilket er betydningsfuldt for materialer som fx polyethylen og polypropylen. To materialer, der blandt andet bruges i emballageindustrien.
Ved at kunne anvende disse materialer, vil man komme et skridt op i værdikæden, når det drejer sig om at fremstille prototyper, da materialet er mere fleksibelt. Og det vil kunne medføre store økonomiske besparelse for brandowners i udviklingen af fx nye emballagetyper.
Blueprinter har de teknologiske muligheder, men grundet manglende tid og ressourcer, er den endnu ikke lanceret på markedet. Der er dog ikke så lang vej til markedet nu, kan Niels Appel fortælle. Han fortæller også, at han er overbevidst om, at når det bliver muligt, så ligger der et enormt markedspotentiale og venter.
Printnøjagtighed og printformat
Blueprinter 3D printere printer med en nøjagtighed inden for 0,1 mm. Det er ikke i ”my”-nøjagtighed, som er nødvendigt ved ægte produktion, men det er godt.
Printformatet er op til 200x180x150, og nøjagtigheden er ikke, som for andre 3D teknologier, afhængig af størrelsen. Den er lige nøjagtig for små (billederne ovenfor) som store formater.
Markedet
Der er p.t. ifølge Niels Appel solgt omkring 20.000 professionelle 3D printløsninger på verdensplan. Ganske få, og det må betyde, at der er et enormt potentiale.
I øjeblikket udgør produktions 3D-print 10 %, prototype print 80 % og consumer 3D print 10 % af 3D printmarkedet, og det meste produceres centralt.
Niels Appel vurderer, at markedet for prototyper i løbet af de næste 1-5 år vil blive mere decentraliseret.
3D markedet er spændende at følge. Det har været lang tid undervejs, men nu ser det ud til at det rykker ganske hurtigt, måske også fordi der er kommet ressourcestærke spillere med på banen som fx Canon og HP med flere.