
Ricoh havde inviteret til åbent hus for at diskutere mulighederne inden for efterbehandling og samtidig se på, om der kunne gives nogle svar på, hvornår man bør vælge den ene eller den anden løsning.
Baggrunden var, som Jesper Koch fra Ricoh forklarede, at Ricoh i dag har et tæt samarbejde med en række leverandører inden for efterbehandling og kan tilbyde ikke blot salg af forskellige maskiner, men også en omfattende service, der skal sikre, at eventuelle integrationsudfordringer ikke falder mellem to stole.
– Vi har syv medarbejdere på efterbehandling i Danmark, heraf fire teknikere, en dispatcher, en indkøber og en salgsansvarlig. Det betyder, at hjælpen aldrig er langt væk, fortæller Jesper Koch.

Ricoh sælger efterbehandlingsløsninger fra blandt andre Komfi, Challenge, Perfecta, Multigraph og Duplo, som på dagen var repræsenteret af Technical Support Specialist Chris Barnard fra England.
Ofte stiller folk de forkerte spørgsmål om nearline eller inline
Chris Barnard indledte med at sige, at kunderne ofte tror, at spørgsmålet om inline eller nearline er et spørgsmål om virksomhedens størrelse. Det er det ifølge ham ikke. Det handler i langt højere grad om typen af job, man producerer: Hvor ofte gentages den samme type ordre? Hvor stor er kompleksiteten i efterbehandlingen? Hvor ofte skiftes der medier? Hvor afhængig er man af printerens eller trykmaskinens tilgængelighed? Det er nogle af de væsentligste spørgsmål, man bør stille.
Helt kort fortalt siger han, at hvis man har mange forskellige produkter igennem produktionen med forskellig efterbehandling, og hvis produktionen samtidig skal kunne håndtere afbrydelser, genoptryk, fejlrettelser m.m., så vinder nearline. Har man derimod mere ensartede og strømlinede produktioner i lidt større oplag med korte leveringstider, kan inline absolut være en løsning.

Automation er et krav uanset, hvad du vælger
Det handler både om at få færrest mulige touchpoints i produktionen og om at kunne betjene udstyret uden omfattende uddannelse, når Duplo arbejder hen imod et stadigt mere automatiseret workflow.
Duplos forskellige efterbehandlingsløsninger er næsten alle styret af stregkodesystemer. De kan være integreret i den digitale front-end, såsom Fiery eller Ultimate, så stregkoderne påføres printet og efterfølgende bliver scannet automatisk i Duplo-enheden. Når scanningen har identificeret filen, hentes de nødvendige data til at udføre den ønskede efterbehandling, eksempelvis false- og skærefiler, hvorefter indstillingerne for knive, perforeringsruller, falsehjul m.m. justeres automatisk.
PFI Blade-familien udvides
Duplo har haft stor succes med sine automatiserede digitale skæreborde under navnet PFI Blade. De har hidtil eksisteret i to versioner i henholdsvis B3+- og B2+-format. Der er solgt mere end 50 enheder i Danmark siden lanceringen i 2020.
Nu kommer der en storebror i B1+-format (100 × 110 cm, oplyser virksomheden). PFI Blade Pro, som den hedder, kan udstyres med både automatisk feeder og stacker. Feederen kan håndtere stakke på op til 65 cm, hvor arkene kan være op til 4 mm tykke.
Den findes endnu ikke i Danmark, men kan ses hos Duplo i London, fortæller Jesper Koch, som netop er vendt hjem fra et besøg på Duplos europæiske hovedkontor.






