Danmarks måske fedeste showroom

Foto: Søren Winsløw
PUBLICERET: 23 September 2026
OPDATERET: 23 September
Nordisk slagschef, Martin Sigsgaard, har store forventninger til den nye UV-flatbedprinter IO-300.

I denne uge afholder Roland DG åbent hus i deres nordiske hovedkontor i Farum lidt uden for København.

Det er et superflot og måske det fedeste showroom, ikke bare i Danmark, men i hele Norden, i hvert fald hvis man spørger nordisk salgschef Martin Sigsgaard.

Indretningen er præget af nordisk minimalisme, men det er ikke bare en flot indretning med en god blanding af showcases og udstyr. Her er ikke mindre end 20 installerede maskiner, der kan printe på næsten alt ved hjælp af forskellige teknologier fra ecosolvent over UV til vandbaseret print. Her er løsninger til tekstilprint, cylindrisk print, print på diverse gaveartikler og industrielle komponenter samt traditionelle folieprint i alle varianter.

Ikke nok med det fremhæver Martin Sigsgaard, at de har nogle af branchens mest kompetente medarbejdere, hvor blandt andre den selvudnævnte teknologinørd Jesper Norbøll er med til at hæve rådgivningsniveauet langt over det sædvanlige.

Et samlende koncept

Jeg spurgte Martin Sigsgaard, hvad han synes er mest afgørende for den position, Roland DG står i nu:

– Der er to markante udviklinger, som gør, at Roland DG står stærkere end før. Den ene er, at vi har samlet udviklingen af hardwaren i platformen TrueVIS. Det gør os meget mere fleksible og hurtige i videreudviklingen af vores produkter. Uanset hvilken farveteknologi du anvender, er det den samme platform.
Læg dertil, at vi også har samlet al software i én løsning, som kan styre alle maskiner, nemlig VersaWorks, som følger gratis med ved køb af en maskine. Med én VersaWorks-licens kan du styre op til fire TrueVIS-maskiner fra samme enhed.

Ny flatbed åbner nye markeder

Blandt de mange maskiner i showroomet er den nye UV-flatbedprinter IO-300, som er en direct-to-object-printer (DTO). Printarealet er 800 x 545 mm, og den kan printe på objekter, der er op til 205 mm høje.

Maksimumopløsningen er 1.800 dpi, og den kan konfigureres med CMYK samt Gloss og Hvid. Der er to forskellige blækvarianter, alt efter om man har brug for ekstraordinær holdbarhed eller print på strækbare produkter.

Martin Sigsgaard fortæller, at de har store forventninger til maskinen, særligt inden for industrielle markeder, hvor den kan anvendes til print på paneler, kontakter og andre komponenter, der indgår i industrielle produkter.

– Vores gode partner, vikiallo, har allerede solgt den første maskine til en aktør i det grafiske segment. Det bliver spændende at følge, hvad de vil bruge den til, siger han.

Roland DG er med på latex-vognen

Roland DG har været, og er, kendt for deres Print & Cut-løsninger og for at være blandt de fremmeste på ecosolvent-løsninger. Ud over at de også er gået ind på UV-markedet, har de nu lanceret en latex-løsning, TrueVIS AG-640.

Jesper Norbøll fortæller, at han fik opgaven med at præsentere maskinen på den seneste FESPA-messe.

– Det var en frisk udfordring. Vi havde ikke nogen medieprofiler, og det medie, jeg fik stukket ud, var beregnet til solventprint. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det eneste rigtig kritiske var, at det skulle kunne holde til varmen, som ligger mellem 80 og 100 grader. Hvis mediet kunne holde til det, var der sådan set ikke de store udfordringer. Vi kørte demoer med standardprofiler og medier beregnet til solventprint og fik blændende resultater. Jeg var personligt imponeret.
AG-640 er en 8-farveprinter, som ifølge Jesper Norbøll leverer farver på niveau med en ecosolvent-printer. Og så er den i princippet klar til laminering, når printet kommer ud af printeren.

Han fortæller også, at de bruger en primer under alt, der printes. Det giver et vist forbrug af primer, men de har tænkt så langt, at de dels har udstyret maskinen med to primerkassetter, dels at kassetterne kan udskiftes under produktion.

Jesper Norbøll fremviser desuden stolt resultatet af print med hvid farve og siger, at der ikke er nogen forskel på dette og den hvide farve, han kan opnå med UV. Martin Sigsgaard bryder ind og spørger, om han virkelig mener det. Hvortil Jesper med sin sædvanlige selvsikkerhed tager to eksempler frem, der understreger hans pointe.
Som en sidste ting nævner Martin, at de, som nævnt, er kendt for deres Print & Cut-løsninger, men at de har måttet ændre konceptet til Cut & Print for latex-printeren, da varmen får mediet til at arbejde. Derfor skærer de mediet, før de printer, men det betyder i praksis ingenting for brugeren.

Jesper Norbøll mener det, når han siger, at den latex-hvide er ligeså god som UV-print.
Stadig mulighed for at kigge ind

Åbent hus-arrangementet varer til og med torsdag den 24. september, og du kan tilmelde dig her:
https://go.rolanddg.eu/l/181922/2026-07-30/3176qt

De seneste nyheder

Læs videre