
Forenklet emballageproduktion er et af fokusområderne for Konica Minolta på årets Sign, Print & Pack-messe.
Med den egenudviklede digitale front-end (DFE) AccurioPro Flux viser virksomheden, hvordan man hurtigt kan skabe en skære- og bukkefil ud fra en PDF. Softwaren visualiserer bukke- og skærestreger oven på printfilen i specialfarver, så placeringen kan kontrolleres, inden produktionen sættes i gang.
Når den visuelle kontrol er gennemført, printes filen med pasmærker og en QR-kode, som indeholder information om jobbet. Derefter overføres bukke- og skærefilen direkte til Plockmatic ColorCut SC7100 Pro.
Når bukke- og skærefilen er overført til Plockmatic-maskinen, kan de printede ark fødes ind i systemet. Pasmærkerne genkendes optisk og sikrer, at arket ligger korrekt, samtidig med at QR-koden aflæses og henter den rette bukke- og skærefil.
– Det er en vældig enkel metode til at fremstille emballager i små oplag, fortæller Konica Minoltas nordiske produktchef, Morten Hegge.
Han understreger, at løsningen ikke kræver nogen form for fysisk forberedelse, som eksempelvis fremstilling af stanseforme.
– Enhver kan fremstille mindre emballager med denne konfiguration. Plockmatic-systemet kan skære karton op til 450 gram, men kan også anvendes til kiss-cut i forbindelse med etiketproduktion. Man får med andre ord stor fleksibilitet til mindre produktioner, siger Morten Hegge.




