En fusion bliver til House of Print

Foto: Søren Winsløw
PUBLICERET: 17 June 2026
OPDATERET: 17 June
René Mariager er i dag majoritetsejer og direktør i House of Print, som også omfatter Tintshop og Label House.

De sjællandske firmaer Tintshop og Label House gik i 2020 sammen og er gradvist ved at udvikle en ny identitet under navnet House of Print.

Indtil videre eksisterer de to brands, Tintshop og Label House, side om side med House of Print, men på sigt vil de samles under det navn, fortæller majoritetsindehaver og direktør Rene Mariager.

Et umage par

Det er dog to meget forskellige forretninger, som har valgt at gå sammen. Rene Mariager havde 13 år før startet Tintshop. Han er selv uddannet som sælger i bilbranchen, men fik, på et tidspunkt i sit læreforløb, et kursus i solfilm hos Llumar i Tyskland, så de kunne tilbyde kunderne lidt ekstra. Det endte så med, at han startede Tintshop i 2007. I dag er Tintshop foliespecialister og fungerer både som forhandler af folie til branchen men er først og fremmest et skiltefirma med fokus på solfilm, interiør dekoration, sikkerhedsfilm, folieskiltning og bildekoration.

Label House er en helt anderledes virksomhed. Den blev stiftet i 1992 af Peter Fischer-Damgaard, som igennem årene fik etableret en rentabel forretning ved at tilbyde mindre etiketoplag til en række både indenlandske og udenlandske kunder, længe før print-on-demand blev opfundet. Baseret på ark og med delvist selvudviklet stansesystem opbyggede han en både national og international kundebase.

Det nye logo er det første der møder dig i receptionen. De flyttede ind på den nye adresse i marts 2023, hvor alting er nyistandsat, lyst og venligt.
Integration og videreudvikling af etiketforretningen

Det var Peter, der kontaktede René for at se, om de ikke kunne få det til at fungere sammen. Han havde planer om at afhænde forretningen, som var for god til bare at lukke. De sidste fem år har de så arbejdet på at integrere de to virksomheder. Nu er processen gennemført og i oktober 2025 stoppede Peter. Han ejer dog fortsat en del af virksomheden.

– Etiketter er en god forretning, som står for op mod en tredjedel af vores samlede omsætning. Det er små specialløsninger som vi gør i, som enten kan løses på Peters specialudviklede stansemaskine eller på vores folieskæreplotter. Så på den måde er der en vis synergi i produktionen, fortæller René Mariager.

Han fortæller videre, at de gennem det seneste år har arbejdet på at opnå en UL-certificering på nogle af deres etiketter for at kunne understøtte de mange danske leverandører af fx elektronik og bygningsinstallationer, som skal sælges til USA. Her kræves en UL-certificering som i mange tilfælde også omfatter de labels som indgår i produktet.

– Det har været en både omfattende og dyr proces, men der er noget der tyder på, at vi er en af de få der kan tilbyde små, UL-certificerede oplag. Så jeg tror på, at det kommer til at udvikle vores forretning yderligere.

Tror på vinduesfilm og interiørfolie

På foliesiden har René Mariager stor tillid til, at vi kun har set toppen af isbjerget, når det gælder solfilm og interiørfolie. Han siger:

– Den måde der er blevet bygget på de sidste mange år, giver en masse indeklimaudfordringer. Der er masser af glas og deraf følgende solvarme, der er svær at komme af med. Det kan løses med solfilm, men det kræver, at du ved noget om både folie og glas. Ellers kan det gå helt galt.

Han fortæller også, at rådgivningen er krævende, for du kan sjældent garantere effekten på indeklimaet målt i grader. Du kan kun sandsynliggøre den ved at lave nogle beregningseksempler baseret på en række variable.

Når det gælder interiørfolie, forstår René ikke, at det ikke er meget mere udbredt endnu, men han tror det kommer.

– Det er meget udbredt i Sydeuropa, hvor hoteller og butikker har set, at de kan opgradere deres interiør til en betydeligt lavere pris end en reel udskiftning vil koste. Derudover tager det en brøkdel af tiden, så den direkte påvirkning på deres forretning er minimal. Endelig er den miljømæssige påvirkning meget lille sammenlignet med en fuld udskiftning af interiør.

René Mariager fortæller, at de har flerårige samarbejder med hoteller i hovedstaden om opgradering af både værelser og fællesarealer. Men der er stadig et kæmpe potentiale, som vil folde sig ud i de kommende år.

De laver også fortsat bilindpakning, men det sker mere som et led i at fastholde kunder og er ikke noget de aktivt markedsfører. Dertil er markedet for konkurrencepræget og avancen for lille.

Kim Frederiksen og Celina Hansen er i gang med dekorering af en firmabil.
Et teknologiforspring på Data Jammer

Tintshop har haft eneret på forhandlingen på Data Jammer, en sikkerhedsfolie fra Solar Screen, som gør det muligt at have åbne kontormiljøer med glasvægge, men hvor den optisk klare, dog let tonede, Data Jammer-folie forhindrer lyset fra computerskærmene i at trænge igennem. Alle skærme vil se slukkede ud gennem folien, mens resten af kontormiljøet står lysende klart. Det kan lade sig gøre fordi skærmene udsender vandret eller lodret polariseret lys. Ved at vende polariseringsfolien modsat blokeres lyset.

Tintshop har leveret 97% af Data Jammer-salget set over de sidste 2 år, så selvom eneretten er væk, har de et forspring i erfaringen med brugen af det og kender til alt det, man skal være opmærksom på. Rene fortæller:

– I starten var det kun os der solgte folien, som er meget efterspurgt i kontormiljøer som behandler fortrolige data. Det gælder banker, advokatkontorer, offentlige institutioner og mange andre. Vi har lavet mange installationer og har en hjemmeside dedikeret til Data Jammer (www.datajammer.dk). Der er en ny side på vej, som er langt mere professionel, og hvor vores samarbejdspartnere som monterer folien, vil få henvendelser direkte fra hjemmesiden.

– Med den stramme GDPR-lovgivning vi har, er glaskontorer faktisk en udfordring mange steder, men med Data Jammer kan du i hvert fald løse den del af udfordringen, som tilfældige forbipasserende udgør. Det gælder fx også hvor kontorer vender ud mod offentlige arealer (fortorve og pladser), hvor skærmindholdet ikke skal deles med de forbipasserende.

Sara Strandgaard er seneste tilføjelse, og sidder med B2B salg og support.
Ny ejerkreds skal sikre fremtiden

I forbindelse med sammenlægningen af de to firmaer stod Peter Fischer-Damgaard og René Mariager hver for en del af ejerskabet. I forbindelse med Peters udtræden af den daglige drift har de valgt at sælge en del af hans anparter til tre dedikerede medarbejdere. Det er er ifølge René Mariager to grunde til:

– Vi er et ungt team og jeg tror det er sundt at have medejerskab for at sikre, at interessen rækker ud over det at have det sjovt og tjene nogle penge. De må gerne føle, at de også har hånden lidt på kogepladen og et ansvar for at vi sammen lykkes. Og så er det ikke nemt at tiltrække og fastholde medarbejdere i Holme-Olstrup. Så hvis vi kan sikre lidt mere kontinuitet på denne måde, er det det hele værd.

Caroline Christiansen (th) og Patrick Grønbek Wiese (i baggrunden) er to af de nye medejere.

 

De seneste nyheder

Læs videre