
Industriprint fra Nørre Sundby vandt i slutningen af 2025 et stort udbud på at levere klistermærker til Nordværks affaldssorteringssystemer.
Nordværk er Danmarks tredjestørste affaldsselskab og er ejet af syv nordjyske kommuner som servicerer over 400.000 borgere og er ansvarlig for affaldsindsamlingen og driften af genbrugspladserne i Hjørring, Aalborg, Brønderslev, Rebild og Jammerbugt. Udbuddet handlede om at levere klistermærker til affaldsspande ved husstandene og på genbrugsstationerne.
Direktør og ejer af Industriprint, Christian Strøyberg, fortæller:
– Vi vandt udbuddet for en toårig periode, som Nordværk kan forlænge med yderligere to år, hvis de ønsker det. Jeg tror, at grunden til at vi vandt entreprisen er, at vi har så høj en automatiseringsgrad og dermed kan tilbyde nogle attraktive priser.
”Automatisering og effektivisering ligger dybt i os”
Christian har ejet Industriprint omkring 10 år og har fra starten været meget fokuseret på at det er en industrivirksomhed, hvor man hele tiden skal kigge på optimeringer og automatiseringer, hvor det er muligt.
Industriprint er grundlæggende en serigrafisk virksomhed, der har mange kunder i industrien. En af de første investeringer han gjorde, var at investere i et fuldautomatisk digitalt rammebelysningssystem fra SignTronic. Om den investering siger Christian:
– Hvis jeg havde været ansat direktør i en virksomhed med en professionel bestyrelse, er jeg ikke sikker på, at jeg havde fået den investering igennem på det tidspunkt på grund af manglende dokumentation for afkast og beparelser. Men dels skulle vi begynde at se os om efter en ny løsning og dels tror jeg generelt, at det betyder noget at være på forkant med udviklingen. Både af hensyn til effektiviteten, men også i aflastningen af medarbejderne. Det er et mere effektivt system, men det er nok især på de lidt blødere parametre, at det har været en god investering.
Sidenhen har de investeret i en hel del forskelligt udstyr inklusive nogle robotter. Og selvom de er en serigrafisk virksomhed, vil etiketterne til Nordværk blive produceret en digital inkjet-printer og efterfølgende blive skåret på et Zünd-skærebord med robotteknologi.
– Det er en fuldautomatisk proces, hvor rullerne med de printede mærker automatisk føres frem på skærebordet. Her registreres positionen af et optisk system, så både Kiss-Cut og gennemskæring kan foregå præcis. Til sidst plukkes etiketterne op af en robot og sorteres i forskellige kasser. Den kan stå og køre ubemandet i mange timer, hvilket selvfølgelig frigører kapacitet til andre opgaver. Og den kan såmænd også køre ubemandet om natten, forklarer han.
Miljøkrav
Christian Strøyberg fortæller, at de i udbuddet ikke blev mødt med specifikke miljøkrav og at det i øvrigt er sjældent, at de bliver mødt med sådanne krav. De er både ISO 9001 og 14001-certificeret, så det er ikke fordi de ikke arbejder med kvalitet og miljø.
– Det var selvfølgelig dejligt, at vi kunne svare positivt på, at vi havde nogle certificeringer. Men jeg oplevede det ikke som et krav. Men ISO 14001 stiller krav om løbende forbedringer på miljøområdet, så vi arbejder vi hele tiden med det. Vi har 800 m2 solceller på taget, og gør allerede en del, men det er en kontinuerlig proces. Vi var også på et tidspunkt med i ClimateCalc, men havde ingen kunder der efterspurgte det, måske fordi det var så lille en del i kundernes store regnskab. Vi har i hvert fald sat det på pause, indtil nogen efterspørger det.

Et udviklende samarbejde
Udover at være leverandør af klistermærker oplever Industriprint også, at være en slags foretrukket partner. I hvert fald har de fået en række forespørgsler fra Nordværk, på andre produkter end dem aftalen omfatter.
– De har f.eks. forespurgt på nogle store figurskårne og printede aluminiumsskilte til genbrugspladserne, som skal vejlede ved sortering på containerpladsen. Vi har lavet masser af mindre skilte til maskiner på vores laserskærer, men ikke i den størrelse, som i nogen tilfælde var helt op til én m2. Men vi løste også den opgave og har dermed også flyttet vores egen grænse for, hvad vi kam. Så det er meget interessant at være inde i dette projekt, siger Christian Strøyberg afslutningsvis.







