Stibo køber Effection

PUBLICERET: 1 October 2026
OPDATERET: 1 October
Pressefoto.

Effection bliver en del af Stibo Complete Group og styrker koncernens position inden for visuel branding.

Stibo Complete Group A/S har med virkning fra 1. oktober 2026 købt 100 % af aktierne i Effection A/S. Effection fortsætter under eget navn, med egen ledelse og med René Rafn Hansen som CEO. Virksomheden bliver et selvstændigt selskab i koncernen side om side med koncernens øvrige selskaber; Stibo Complete, GigantPrint, EversFrank og Distribution Plus.
Ejerskiftet bygger på et fælles syn på markedets udvikling, hvor kunder i stigende grad efterspørger sammenhæng mellem rådgivning, kreative løsninger, digitale platforme og stærk eksekvering. Sammen skaber virksomhederne en bredere platform med flere kompetencer og større kapacitet til at løse både nationale og internationale opgaver, skriver de i en pressemeddelelse.

– Det er et vigtigt skridt i den udvikling, vi ser i markedet, og som vi ønsker at investere i på lang sigt, siger Søren Henriksen, CEO i Stibo Complete Group.
En investering i markedets udvikling

For Stibo Complete Group er opkøbet et led i ambitionen om fortsat at udvikle koncernens position i markedet. Hvor tidligere investeringer primært har styrket den produktionsmæssige platform, tilfører Effection kompetencer inden for rådgivning, udvikling og eksekvering af visuelle brandløsninger samt digitale platforme som BrandEasy. Samtidig bidrager Effection med kompetencer og kapacitet inden for produktion af storformat løsninger, som supplerer og udvider koncernens eksisterende setup.

– Vi er stærke i hele bredden af den grafiske og visuelle branche, og det skal vi fortsat være. Med Effection får vi kompetencer, der styrker vores position inden for rådgivning, branding og visuelle løsninger. Det er et vigtigt skridt i den udvikling, vi ser i markedet, og som vi ønsker at investere i på lang sigt, siger Søren Henriksen, CEO i Stibo Complete Group.

Bag Stibo Complete Group står Stibo-Fonden, hvis historie går tilbage til 1794. Fonden har gennem generationer investeret i den grafiske og visuelle branche med et langsigtet perspektiv på udvikling og værdiskabelse.

Et stærkere samlet tilbud

Effection rådgiver, udvikler og implementerer visuelle brandløsninger for danske og internationale virksomheder. Virksomheden arbejder på tværs af strategisk rådgivning, kreativ udvikling, retail- og brandmiljøer, events og brandaktivering, skiltning og wayfinding, domiciler, vognflåder, digitale skærmløsninger og trykte medier.

Gennem de senere år har Effection udviklet sig fra at være kendt for stærke produktionskompetencer til i stigende grad at være en rådgivende samarbejdspartner, der hjælper virksomheder med at skabe stærke og sammenhængende brandoplevelser på tværs af fysiske kontaktpunkter.

Sammen med Stibo Complete Group skabes nu et stærkere fagligt miljø med kompetencer, der spænder fra strategisk rådgivning og branding til produktion, logistik og eksekvering på tværs af flere markeder og kundesegmenter.

– Vi er blevet valgt af en ejer, der anerkender den stærke position, Effection har skabt, siger René Rafn Hansen.

– Vi er blevet valgt af en ejer, der både anerkender den stærke position, Effection har skabt, og tror på vores fortsatte retning og strategi. Med Stibo Complete Group får vi et stærkt fagligt og finansielt fundament, som giver os mulighed for at accelerere udviklingen af Effection uden at give afkald på vores brand, strategisk retning eller den tætte relation til kunderne. Samtidig får kunderne adgang til endnu flere kompetencer og større international kapacitet, når deres behov vokser eller bliver mere komplekse,” siger René Rafn Hansen, CEO i Effection A/S.

Flere muligheder for kunderne

Stibo Complete Group har aktiviteter i Danmark, Sverige, Norge og Tyskland. Sammen skaber virksomhederne en bredere platform med flere kompetencer, større kapacitet og adgang til et stærkere fagligt miljø.

For kunderne betyder ejerskiftet ingen ændring i samarbejdet med Effection. Virksomheden fortsætter med samme fokus på kvalitet, rådgivning og langsigtede relationer, samtidig med at kunderne får adgang til flere kompetencer og større kapacitet.

De seneste nyheder

Læs videre