Buchs indtræder i Prinfo Denmark

PUBLICERET: 31 March 2026
OPDATERET: 31 March

Fra den 1. april 2026 indtræder Buchs A/S og Buchs Labels A/S i Prinfo Denmark og bliver dermed en del af Danmarks største kæde af selvstændige grafiske kommunikationsvirksomheder.

Buchs er et veletableret kommunikationshus med kompetencer inden for strategi, visuel identitet, kampagner, digital marketing, videoproduktion, websites, skilteproduktion og foliering samt emballageproduktion, mens Buchs Labels specialiserer sig i rådgivning og produktion af kvalitetslabels. Sammen repræsenterer de en integreret tilgang til visuel kommunikation – fra idé og design til færdig produktion.

Med indtrædelsen i Prinfo ønsker de to virksomheder at styrke deres position gennem samarbejde, videndeling og fælles udvikling i branchen.

– Vi ser Prinfo som en stærk platform for både faglig udvikling og kommercielt samarbejde. Især værdiskabelsen inden for ESG, certificeringer og dokumentation er afgørende for os – både i forhold til vores egen forretning og i den rådgivning, vi leverer til vores kunder, udtaler Henrik Olesen, adm. direktør i Buchs A/S og Buchs Labels A/S.

Hos Buchs og Buchs Labels er der samtidig et klart fokus på værdien i et stærkere fællesskab med ligesindede virksomheder:

– Muligheden for at arbejde endnu tættere sammen med andre grafiske kommunikationsvirksomheder i Danmark har stor værdi for os. Vi tror på, at fremtidens løsninger skabes i samarbejde, tilføjer Henrik Olesen.

Når retning og samarbejde skaber bevægelse

Med optagelsen af Buchs og Buchs Labels fortsætter Prinfo Denmark sin strategiske udvikling med fokus på at styrke samspillet mellem partnere og skabe en fælles bevægelse i markedet.

– Vi er meget glade for at byde Buchs og Buchs Labels velkommen i Prinfo. De repræsenterer en stærk kombination af kreativitet, teknologisk forståelse og et moderne produktionssetup, siger Jesper Daugaard, CEO i Prinfo Denmark.

– Vores strategiske fokus er at skabe reel værdi for vores partnere – gennem fælles forretningsmuligheder, kompetenceudvikling og et stærkt fundament inden for ESG og certificeringer. Med Buchs-koncernen styrker vi fællesskabet yderligere og udvikler vores samlede position i markedet.

De seneste nyheder

Læs videre