J&CO investerer massivt i fremtiden

Foto: Søren Winsløw
PUBLICERET: 3 August 2025
OPDATERET: 3 August
Der er stor tilfredshed med den nye HP Latex R530. På billedet ses produktionschef Malene Jacobsen(tv) og Tine Paulsen.

Med en investering på mere end én million i nye printere satser J&CO på at effektivisere produktionen for at kunne følge med de mange store opgaver, de har fået.

I 2019 fik Sønderborg en ny virksomhed. Det var parret Malene og Mads Jacobsen der startede forretningen, som siden har været i en rivende udvikling. De har begge en salgsdrevet baggrund fra henholdsvis tekstil- og telebranchen.

Tanken var at være et datadrevet reklamebureau, da de ser deres egne kompetencer som både kreative og analytiske. Men gradvist har det vist sig, at de med fordel selv kan udføre flere og flere produktionsopgaver – frem til i dag, hvor de ser J&CO som en produktionsvirksomhed inden for print, skilte og promotion – med bureaukompetencer.

– Hverken Malene eller jeg er uddannet i print- eller skiltebranchen, så vi valgte oprindeligt at være formidlende, når det gælder produktion. Men det har vist sig, at vores analytiske og kreative tilgang faktisk har gjort det til en god forretning for os, at producere tingene selv, fortæller Mads Jacobsen.

De startede i 2020 med bare 40 m2 kontorlokale. Allerede året efter måtte de flytte til større kontorlokaler på omkring 70 m2. I 2022 flyttede de ind i 90 m2 plus 25 m2 lager og i 2024 overtog de en ejendom på Mommarkvej i Sønderborg på 540 m2, som i dag er fyldt med moderne printteknologi. Her er de allerede i gang med at overveje, hvordan de kan udvide yderligere og optimere kvadratmeterne.

– Vi har fået flere store brands som kunder i blandt andet benzin- og dagligvarebranchen, og så har vi et kommunalvalg under opsejling, hvor vi har ordre på omkring 20.000 valgplakater, mere end en kvartmillion flyers, klistermærker, foldere og magneter i massevis. Så der er et åbenlyst behov for at geare op og sikre fremtiden, siger Mads.

Den første HP Latex R530 i Danmark

HP Latex R530 er en hybridprinter der kan printe både ruller og plader. Selve printeren bygger på den populære 800-serie mens bord- og transportdelen er fra 1000-serien. Så det er velkendt teknologi sat sammen til et fleksibelt produkt til en attraktiv pris, ifølge Henrik Malberg fra Antalis.

Det er den første installation i Danmark, hvilket både Mads Jacobsen og Antalis er lidt stolte af.

– Det vigtige for os er, udover den attraktive pris og den stabile teknologi, at vi dels kan undgå at skulle laminere folier over på plader, da det tager al for lang tid og kræver for meget mandskab, dels at vi kan undgå kemi, som kan være kritisk. Jeg er selv allergisk overfor UV-farver og kan ikke være i et rum, hvor der printes med UV-farver, medmindre det foregår i et lukket kredsløb.

Installationen gik gnidningsfrit. De fik den en mandag i juli, printede de første testprint om tirsdagen og startede træning onsdag, hvor jeg besøgte dem.

Instruktionen var i fuld gang på deres nyindkøbte printer, da jeg besøgte J&CO.
Ny UV-printer med lukket kredsløb

Selvom Mads helst undgår UV-farver, så har de alligevel investeret i en XpertJet 661UF fra Mutoh med den helt store tillægspakke for at kunne fremstille diverse promotion-artikler. Sammen med NIZE Equipment i Odder er der installeret en produktionsklar og driftssikker UV-printer i bygningens produktionshal.

– Vi har besluttet at fokusere forretningen på konkrete promotion-artikler. Derfor kan vi nu printe på f.eks. golf- og padelbolde, ginflasker og andre promotionprodukter. Når vi nu vælger at hjemtage produktionen, er det for at kunne optimere kvaliteten og leveringshastigheden markant. UV-printeren lever op til deres krav og printer i et lukket kredsløb med særskilt udsugning.

Datadrevet kundeservice

Mads startede tidligt med at interessere sig for programmering og udvikling af apps. Sidenhen har han arbejdet som Operations Manager med flere salg- og supportteams under sig i henholdsvis København og Sønderborg for telegiganten TDC. Det er herfra, at han har sin sans for datadrevet salg, support og ledelse.
Det har blandt andet ført til eget udviklet produktionsplanlægningssystem, som giver alle i virksomheden overblik over igangværende produktioner. Det har ligeledes gjort kundeoplevelsen markant mere gennemsigtig og tilgængelig. Kunderne tages i hånden hele vejen igennem processen. De bydes automatisk velkommen, takkes for ordren og informeres løbende om relevante udviklinger i processen f.eks. at varen er pakket, afsendt eller mangler korrekturgodkendelse. Om du ringer ind, bestiller en ordre så følges der altid op med et: ”Er der noget, som vi kunne have gjort bedre?”

– For der er altid noget, vi kunne have gjort bedre. De fleste gange får vi en ”thumbs up” og et tak, men vi høster hele tiden information om, hvordan vi kan udvikle os. Vi må aldrig tro, at vi ikke kan blive bedre, siger Mads.

En gang om måneden holder de møde med deres advisory board. Her gennemgår de månedens tal og også udvalgte ordre for at se på, hvorfor noget går godt og andet mindre godt.

– Det er værdifuldt at se på virksomheden gennem andres øjne. Vi kan godt blive lidt viklet ind i rutiner og processer og så er det godt med andres syn på det vi har gang i.

Mads Jacobsen fortæller om deres interne ordresystem, hvor de hele tiden kan holde øje med produktionen, montage og afventende ordrer.
”Det skal være en attraktiv arbejdsplads”

Når der er fyldt i kantinen, er der otte medarbejdere inklusive Malene og Mads. Det gør dem formentlig til Sønderborgs største grafiske arbejdsplads og ambitionen rækker længere end det.

– Vi vil gerne være Sønderjyllands største inden 2030 og helst før, siger Mads med et smil. Vi har en ambition om at skabe en virksomhed som fokuser på kerneværdier som ansvarlighed, kreativitet, faglighed og kvalitet.

Men han erkender, at det ikke er nok med kommerciel succes. Det skal også være en attraktiv arbejdsplads, hvis de skal kunne tiltrække og fastholde kompetente medarbejdere.

– Først og fremmest har vi ret stor åbenhed omkring processer, beslutninger og udfordringer i hverdagen. Jeg tror på, at det er med til at skabe forståelse for, hvorfor ting er som de er, og hvorfor noget nogle gange kræver lidt ekstra af den enkelte. Jeg har ikke forskanset mig på et separat kontor, mit skrivebord står blandt de andres og jeg kan sagtens hjælpe til med produktion og montage.

– Vi skal være en attraktiv virksomhed, hvor kunderne føler sig ”hjemme”, og hvor medarbejderne føler sig som en del af noget større. Vi fejrer succeserne sammen og tror på langvarige relationer.

Det bliver spændende at følge J&CO.

J&CO flyttede ind i nye lokaler i 2024 og ser ind i en spændende fremtid.
Blandt de nyere investeringer er også et Summa F1612 skærebord.
Ansvarlighed handler om orden og renlighed, to værdier som for Mads og Malene er afgørende for en sund og attraktiv arbejdsplads.

De seneste nyheder

UPM og Sappi ønsker at indgå joint venture

Pressemeddelelse: UPM og Sappi har underskrevet en ikke-bindende hensigtserklæring om at danne et joint venture inden for grafisk papir.
Sappi-UPM
UPM og Sappi ønsker at indgå joint venture

Fujifilm udvider farvepaletten med guld

Fujifilm introducerer guldtoner til deres Revoria SC285S- og Revoria EC2100S-modeller.
5UPER COLOUR Gold Toner 1
Fujifilm udvider farvepaletten med guld

Fiery køber kompetencer inden for tekstilprint

Fiery køber det spanske firma Inèdit Software. Aftalen forventes at styrke Fierys portefølje inden for print på tekstiler.
Toby_Weiss-2023
Fiery køber kompetencer inden for tekstilprint

Mols Print Kompagni i Ebeltoft udvider ejerkredsen

Det er en mand med solid erfaring og indsigt i netop Mols Print Kompagni, som køber sig ind i ejerkredsen.
FritzogKahr
Mols Print Kompagni i Ebeltoft udvider ejerkredsen

Læs videre

GRC/Trykstuen finder nye rammer for fremtidig udvikling

Det er Hernings ældste grafiske virksomhed, Ulla de Wolff står bag – og som hun har tænkt sig at videreføre i mange år endnu.
GRC_01
GRC/Trykstuen finder nye rammer for fremtidig udvikling

Salling Group fremstiller selv butiksmateriale i lange baner

I mere end 40 år har Salling Group internt fremstillet butiksudsmykning og reklamer. Siden 2016 har den været 100% digital.
salling_01
Salling Group fremstiller selv butiksmateriale i lange baner

Sign Service satser på arkitekturfolie

Arkitekturfolie er et andet ord for interiørfolie, men signalere et bredere anvendelsesområde, fortæller Benny Eriksen, indehaver af Sign Service.
arkitekturfolie_01
Sign Service satser på arkitekturfolie

– Vi råber højt, bliver længe og får tingene til at ske

Tryk Team Svendborg har succes i en nichepræget branche og installerer nu en 10-farve trykmaskine.
TrykTeam_01
– Vi råber højt, bliver længe og får tingene til at ske