
Skilteteknikeruddannelsen holder åbent hus fredag 13/6 kl. 9-11 for alle der er interesserede i en spændende uddannelse inden for visuel kommunikation – eller i at få en elev.
Der vil på dagen være mulighed for at se hvad grundforløbseleverne har lavet i løbet af de sidste 20 uger de har været på skole. Eleverne fra første hovedforløb udstiller deres opgaver, som de har arbejdet med i løbet af deres 10 ugers skoleforløb og så afslutter de kommendes svende deres svendeprøve på denne dag. I den forbindelse vil det være muligt at se de flotte svendestykker, som er lavet ud fra den nye svendeprøve.
– Med åbent hus-arrangementet, ønsker vi at give kommende elever et indblik i, hvad der arbejdes med på skolen. Samtidig ønsker vi også at skabe kobling mellem skolen og virksomhederne, da der stadig er elever på grundforløbet, og som mangler læreplads, fortæller Anita Rakic, faglærer og virksomhedskonsulent på College360.
Det er muligt at ‘reservere’ en elev
– Eleverne får her mulighed for at vise deres flotte arbejde frem og få en snak med mulig interesserede mestre. Derfor opfordrer vi alle virksomheder som søger en lærling, til at komme og få en snak med vores elever. Grundforløbet slutter 20. juni, hvorefter eleverne står til rådighed for en læreplads. Det er muligt at ”reservere” en elev allerede nu, ved at indgå en uddannelsesaftale med start når det passer virksomheden, siger Anita Rakic.
Åbent hus
Fredag 13/6 kl. 9-11
College 360
Bredhøjvej 8
8600 Silkeborg











